Billede: En irakisk soldat giver vand til civile, der flygter fra kampene i Mosul

Mens vestlige medier flæber over Aleppo og er fulde af tårepersen og følelsespornografiske udgydelser, så understreger deres afslørende videoer af døde og lemlæstede børn og sørgende forældre midt i håbløshedens ruinhobe begivenhedernes rædsler.

Samtidigt sporer man i retorikken den politiske resignation over, at Putin og Assad har trukket det længste strå, nemlig at Aleppo de facto er faldet, og man mærker mediefortvivlelsen over borgerkrigens lidelser blandet med FN’s vedvarende fordømmelser af russernes og Assad-regimets umenneskelighed.

Over det hele svæver et fælles syn på Putin og Assad som frastødende, grusomme og skånselsløse ledere, som uden hensyn til civile tillader smadring af de få oprørskontrollerede lommer, der endnu er tilbage – Vort syn på verden sidder på denne måde godt fast i mediernes skruestik.

Alt imens krigens billede udpensles dagligt, så er behandlingen af operation Mosul mærkeligt nok en helt anden sag.

Mosul! Hvem ved overhovedet, hvad der foregår i Mosul?. Jo, Puk Damsgaard har da været forbi. Så fra hende ved vi noget. At borgerkrig er forfærdelig. Men man må til de udenlandske medier for at kunne følge med.

Iraqi-news fx., men blandt nyhederne derfra er der tilnærmelsesvis ingen tårer, ingen følelsesporno, og ingen uoverkommelige civile lidelser. Her vinder man tværtimod terræn omend under svære vilkår. Her er koalitionen og irakerne i fællesskab travlt beskæftiget med at massakrere byen ved at lade granater og bomber regne ned over ISILS stillinger i bydel efter bydel. Man er mest optaget af, hvor mange ISIL-fighters man dag for dag kan få ram på, og hvor mange bydele, man har befriet – det handler ikke så meget om, hvordan civilbefolkningen har det. De har det sikkert trygt og godt, siden man ikke bekymrer sig så meget og heller ikke hører om nær så meget lidelse.

I stedet får vi at vide, at det går sejrrigt godt med fremrykningen. Kampagnen startede d. 17. oktober og man forventer at kampene bliver hårdere jo tættere, man kommer bykernen. På grund af risikoen for civilbefolkningen, vil operationerne derfor foregå under langsom fremrykning. Der vil nok gå endnu fire måneder, før irakiske specialstyrker har befriet byen.

Om Aleppo ved vi, at de oprørskontrollerede dele af Aleppo var støttet indefra af de fastboende (sunni). Borgerkrigen i Aleppo har varet i fem år og er nu reelt slut. Men nedenunder befinder striden sig stadig uløst mellem sunni og shia.

Slaget om Mosul er ikke kun en krig mod kalifatet, eller et efterspil i opgøret med resterne af Saddam Husseins styre og militære apparat. Nedenunder befinder olien sig, ligesom striden mellem sunni og shia stadig er uløst.

Et grundlæggende dobbeltspørgsmål i dette mellemøstlige virvar trænger sig helt naturligt på. Hvordan kunne det gå så galt?

Hvad udløste egentligt det ‘folkelige oprør’ i Syrien og kampene med ISIL – fra Irak i øst til Syrien i vest?

To indfiltrede årsager, der blev krigens årsag (casus belli).

I.: ‘Kalifatet’ blev udråbt i Mosul (Irak) og fandt sin ‘hovedstad’ i Raqqa (Syrien). Det var nyt. En amerikansk general sammenfattede meget rammende Vestens og Mellemøstens problem og bekymring med kalifatet som størrelse. Han gjorde opmærksom på, at i modsætning til de andre arabiske stater, der blev ‘i boksen’, arbejdede Kalifatet fra starten ‘ud af boksen’. De blæste på samtlige grænser og bevægede sig grænseløst, og som det passede dem. I princippet er der ingen ende på kalifatet.

II.: ‘Borgerkrigen’. For Bashar al-Assad blev uenighed i spørgsmålet om to rørledningers placering afgørende. EU og golfstaterne (Saudi Arabien og Qatar) ønskede, at gassen fra Mellemøsten skulle transporteres fra felter i Qatar og omegn gennem Syrien til EU.

Assads forhandlere var villige til at skaffe al den gas, EU ønskede. Rørledningen skulle bare gå fra Assads forbundsfælles rige felter i Iran.

Da (alawit’en), Assad ikke var til at hugge eller stikke i, og hverken EU eller USA dengang ville tillade handel med slyngelstaten Iran, samt at golfstaterne ikke ville finde sig i at se på, at så god en handel gik til Iran – og deres næse forbi, ja, så trak Saudi Arabien sunnikortet i Syrien og forvandlede på kort tid en i starten fredelig demonstration til det kaos, vi alle kender Syrien for i dag.

Thomas A.Fog er pensioneret lærer og souschef