Den 13. august stadfæstede byretten i Nice, Frankrig, borgmesteren i Cannes’ beslutning om at forbyde religiøs klædedragt på stranden i Cannes. Med “religiøs klædedragt” syntes dommeren tydeligt at pege på burkinien, en heldækkende badedragt som bæres af mange muslimske kvinder.

Disse “muslimske tøjaffærer” afslører to typer af jihadangreb mod Frankrig: et hårdt og et blødt. Den hårde jihad, som er internationalt kendt, består i mord på journalister ved Charlie Hebdo(januar 2015), jøder ved Hypercacher supermarked (januar 2015) og unge ved Bataclan Teatret, på cafeer og restauranter og Stade de France-stadionet (november 2015). Den hårde jihad omfatter tillige knivoverfald på to politifolk i Paris-forstaden Magnanville, (juni 2016); at hamre 84 mennesker til døde med en lastbil i Nice på Bastilledagen (14. juli), og at myrde en præst i kirken i Saint-Étienne-du-Rouvray, foruden flere andre hændelser. Målet for den hårde jihad, anført af ISIS, al-Qaeda og andre, er at gennemtvinge sharia med terror.

Den bløde jihad er anderledes. Den indebærer ikke drab på mennesker, men dens endemål er det samme: at påtvinge Frankrig islam ved at oversvømme landet med islamiske symboler — tørklæder, burkaer, burkinier og så videre – på alle samfundsniveauer: skoler, universiteter, hospitaler, fagforbund, gader, strande, svømmebade og offentlige transportmidler. Ved at indføre tørklædet overalt synes de bløde islamister at ville dræbe den sekularisme, som, siden vi slap ud af den katolske kirkes greb, er blevet den franske måde at “leve sammen på.”

Scener fra den “hårde jihad” imod Frankrig; skyderierne i november 2015 i Paris, hvor 130 mennesker blev myrdet af islamister.

Ingen kan forstå sekularismen i Frankrig uden en smule historie.

“Sekularisme er afgørende, hvis vi ønsker ‘folket’ defineret politisk,” skrev den franske historiker Jacques Sapir.

“Religiøs tilknytning, når den udvikler sig til fundamentalisme, er i konflikt med forestillingen om folkelig suverænitet. … Den franske nation og stat blev dannet historisk ved at bekæmpe feudalismen og pavens og den kristne religions supranationale ambition. … Sekularisme er det redskab, hvormed man lader alle de ting, der ikke kan behørigt juridisk anfægtes, vende tilbage til privatsfæren …. Frihed til mangfoldighed blandt individer forudsætter en konsensus i den almene offentlige sfære. En skelnen mellem offentlig sfære og privatsfære er afgørende, hvis demokratiet skal kunne eksistere.”

Og denne skelnen er sekularisme.

I dag er problemet politisk

Franske politikere synes at mene, at de er valgt, IKKE til at forsvare det franske folk og den franske nation, men til at pålægge samfundet en “menneskerettighedsideologi.” De synes også ude af stand til at forstå de udfordringer, som almindelige mennesker møder i gaderne i vore dage. Og de er tillige ude af stand til eller uvillige til at forsvare landet mod såvel den hårde som den bløde jihad.

Den franske premierminister, Manuel Valls, sagde for eksempel den 29. juli i et interview med Le Monde:

“Vi bør fokusere på alt det, der er virkningsfuldt [i kampen mod islamismen], men der findes en grænse, som ikke bør overskrides: retssikkerheden. … Min regering bliver ikke den, der skaber et Guantanamo, i fransk stil.”

Kun Yves Michaud, en fransk filosof, vovede at påpege, at retssikkerheden er til for at beskytte borgerne imod statens vilkårlige handlinger. Når en gruppe franske muslimer angriber hele den måde, hvorpå samfundet er opbygget, beskytter retssikkerheden i dag kun gerningsmændene.

Det samme kommer til udtryk hos den franske præsident, François Hollande. Efter to islamisters mord på fader Jacques Hamel i Saint-Étienne-du-Rouvray i juli 2016 sagde han: “Vi skal føre krigen med alle midler i respekt for retssikkerheden.”

Elisabeth Levy, udgiveren af det franske magasin Causeur, skrev som svar:

“Vi bliver nødt til at vide: med alle midler? … Eller i respekt for retssikkerheden? Hvori består denne retssikkerhed, der bemyndiger en dommer til at løslade en islamist, som ønsker at føre jihad i Syrien, og som, da han ikke kan komme til Syrien, frit kan spadsere rundt i gaderne, iført en elektronisk fodlænke, og gå hen og skære halsen over på en præst?”

Hun konkluderede: “Hvis vi ønsker at beskytte vore frihedsrettigheder, kunne det være interessant at tage sig et par friheder i forbindelse med retssikkerheden.”

Menneskerettighedsideologien er fælles for alle europæiske lande. Fordi myndighederne i de europæiske lande handler, taler og lovgiver på basis af menneskerettigheder, anbringer de sig selv i en svag position, når de skal benævne, begribe og bekæmpe en islamistisk trussel.

I Sverige:

En 46-årig bosnisk ISIS-jihadist, der blev betragtet som ekstremt farlig, blev varetægtsfængslet af Malmös politi. Terroristen ansøgte straks om asyl, de svenske immigrationsmyndigheder trådte til, overtog sagen – og forhindrede, at han blev udvist. Politiinspektør Leif Fransson fra grænsepolitiet fortalte til dagbladet HD/Sydsvenskan: “Så snart disse personer stikker deres trumfkort ud og siger ‘asyl’, åbner himlens porte sig. Sverige har fået ry som tryg havn for terrorister.”

I Tyskland: Kansler Angela Merkel sagde på en pressekonference i slutningen af juli 2016, at det ikke var hendes mission at forsvare det tyske folk og tysk identitet, men at “leve op til de humanitære forpligtelser [over for migranter].” Hun tilføjede, at det er “vores historiske opgave… en historisk test i globaliseringens tidsalder.”

For vestlige ledere er menneskerettigheder blevet en ny religion

Menneskerettighedsbevægelsen fødtes i 1948 med Den universelle Menneskerettighedserklæring, igangsat af Eleanor Roosevelt. I løbet af 70 år er der blevet udfærdiget ni større “kerne” traktater om menneskerettigheder, som er blevet ratificeret af langt hovedparten af landene.

Ligesom en sygdom har “menneskerettighedsideologien” spredt sig til alle områder af tilværelsen. De Forenede Nationers hjemmeside viser en liste over alle de menneskerettigheder, som i dag er institutionaliserede: strækkende sig lige fra “passende bolig” til “unge” og omfattende “kost”, “religions- og trosfrihed”, “HIV/AIDS”, “lejesoldater”, “migration”, “fattigdom”, “privatliv”, “seksuel orientering og kønsidentitet”, “krisesituationer”, “bæredygtig udvikling”, “vand og kloakering.” Der er defineret mindst 42 kategorier af menneskerettighedsområder, og de er hver især splittet op i to eller tre underkategorier.

Med hvilket resultat? Mere end 140 lande (ud af FN’s 193 medlemslande) udøver tortur. Antallet af autoritære regimer er vokset: “105 lande har oplevet en nettonedgang i frihederne og kun 61 har oplevet en nettoforbedring,” rapporterede NGO’en Freedom House i 2016. Kvinder udgør stadig en underordnet klasse i næsten alle landene. Børn bliver ved med at arbejde i miner og fabrikker i mange lande.

Professor Eric Posner fra University of Chicago Law School skriver:

“Saudi-Arabien ratificerede i 2007 aftalen om forbud mod diskrimination af kvinder, men underordner ved lov alligevel kvinder i forhold til mænd på alle områder af tilværelsen. Børnearbejde findes i lande, som har ratificeret Konvention vedrørende Barnets Rettigheder: for eksempel Uzbekistan, Tanzania og Indien. Magtfulde vestlige lande, herunder USA, gør forretninger med grove krænkere af menneskerettighederne.”

Det foruroligende er ikke, at “anti-diskriminationsreligionen” er blevet en joke. Det foruroligende er, at menneskerettighederne, der oprindelig blev betragtet som et værktøj imod diskrimination, udviklede sig til en trojansk hest, et redskab som islamister og andre manipulerer med for at demontere sekularisme, ytringsfrihed og religionsfrihed i europæiske lande. Det foruroligende er, at menneskerettigheder og anti-diskriminationspolitik demonterer nationer og anbringer stater i en position med manglende evne – eller måske bare manglende vilje – til at kalde islamismen et problem og tage sine forholdsregler imod den.

Menneskerettighedsreligionen som et redskab for Europas Muslimske Broderskab

Jean-Louis Harouel, professor i retshistorie ved Paris-Panthéon-Assas Universitet, udgav for nylig en bog med titlen Les Droits de l’homme contre le peuple (Menneskerettighederne imod folket). I et interview med Le Figaro sagde han:

“Menneskerettigheder er, hvad vi i Frankrig kalder for ‘fundamentale rettigheder’. De blev introduceret i 70’erne. De mest begunstigede modtagere af fundamentale rettigheder var udlændinge. Islam drog fordel af dette ved i Frankrig – og i menneskerettighedernes navn og under disses beskyttelse – at installere islamisk civilisation, moskeer og minareter, islamisk livsform, halal kostforskrifter, klædedragt og kulturel adfærd – endda islamisk lovgivning, som overtræder fransk lov: religiøst ægteskab uden borgerlig vielse, polygami, ensidig mandlig skilsmisse fra kvinden, osv.”

“Gennem identitetspåberåbelse har islamister og primært UOIF [Foreningen af islamiske organisationer i Frankrig – den franske gren af Det Muslimske Broderskab] udnyttet menneskerettighederne til at installere deres stadig stigende kontrol med de dele af befolkningen, som er af nordafrikansk afstamning, og har tvunget disse til at respektere den islamiske orden. Især gør de alt, hvad de kan, for at forhindre unge [arabere], som er født i Frankrig, i at blive franske statsborgere.”

Menneskerettighedernes og anti-diskriminationens “religion” har også givet islam og islamister en tryg position, hvorfra de kan erklære krig mod Frankrig og alle andre europæiske lande. Det synes, som om muslimer og islamister er og bliver ofre, uanset hvilke forbrydelser de begår i dag eller kommer til at begå i fremtiden. Umiddelbart efter terrorangrebet i Frankrig den 13. november, hvor mere end 130 mennesker blev myrdet af islamister i Bataclan Teatret, på Stade de France-stadionet, cafeer og restauranter, tweetede Tariq Ramadan, islamistisk professor ved Oxford Universitet, for eksempel:

“Jeg er ikke Charlie, ej heller Paris: Jeg er ransagningskendelsestruet”.

Ramadan mente, at han på grund af undtagelsestilstandslovene, og fordi han er muslim, automatisk er mistænkt, automatisk er offer for racisme og “islamofobi.”

I et andet eksempel, lige efter terrorangrebet i Nice den 14. juli hvor en islamist hamrede en lastbil ind i en menneskemængde, som fejrede Bastilledagen, og dræbte mindst 84 mennesker, udtalte Abdelkader Sadouni, imam i Nice, til den italienske avis Il Giornale: “Fransk sekularisme er som det eneste det fulde ansvar for terrorangreb.”

Globale eliter imod folket

Spørgsmålet i dag er: har vore ledere tænkt sig at forholde sig til det virkelige folks virkelige problemer? Med andre ord, er de tilstrækkeligt motiverede til at kaste menneskerettighedsideologien overbord, genoprette sekularismen i samfundet og bekæmpe islamisterne? Problemet er, at de ikke engang forstår problemet. Det, som Peggy Noonan fra Wall Street Journal skrev om Angela Merkel, kan siges om alle de europæiske landes ledere:

“Fru Merkel havde placeret hele byrden ved en kolossal kulturel forandring, ikke på sig selv og andre som hende, men på almindelige mennesker, som lever tættere på kanten, som ikke har resurserne til at bære byrden, som ikke har nogen speciel beskyttelse eller penge eller forbindelser. Fru Merkel, hendes kabinet og regering, medierne og det kulturelle apparat, som roste hendes beslutning, blev ikke det mindste berørt og bliver det formentlig aldrig.”

“Intet i deres tilværelse vil blive forværret. Udfordringen ved at skulle integrere forskellige kulturer, mægle i de daglige spændinger, håndtere gadens kriminalitet og ekstremisme og frygt — det blev alt sammen pålagt dem med forholdsvis lidt, dem jeg har kaldt for de ubeskyttede. Det var overladt til dem at kæmpe, ikke gradvist og over flere år, men pludseligt og i et klima af bestandig krise, som ikke viste nogen tegn på at ville ophøre — fordi ingen bekymrer sig tilstrækkeligt om dem til at standse det.”

“De magtfulde viser ingen synderlige tegn på bekymring vedrørende noget af dette. Da arbejder- og middelklassen gjorde modstand i chokeret indignation, kaldte folk i toppen dem for ‘xenofober’, ‘snæversynede’, ‘racistiske’. De distancerede, som traf beslutningerne og ikke betalte nogen af omkostningerne, blev kaldt for ‘humanister’, ‘medfølende’ og ‘menneskerettighedshelte’.”

Så kampen mod islamismen vil måske indledningsvist være en kamp mod den kaste, der regerer os.

Yves Mamou, baseret i Frankrig, har gennem to årtier arbejdet som journalist for Le Monde.