Flere der er født omkring midten af det tyvende århundrede og været engageret i politik og kultur, har levet liv, der er som en rejse og denne rejse kan gå i stik modsatte retninger. Det er ved at stille disse modsatrettede liv ved siden af hinanden, at de udfylder hinanden og siger noget om vores tid.
Jeg tænker på min gamle ven, Carsten Jensen. Det var Niels Barfoed, der satte os i forbindelse med hinanden. Vi var begge med på en solidaritetstur til Israel under den første Golf-krig. Saddam havde truet med at bruge gas mod jøderne og vi skulle være menneskelige skjolde. Med på turen var også Dea Trier Mørch, som siden er død. Det var en speciel tur. Barfoed sagde på et tidspunkt: Du vil have glæde af at møde Carsten Jensen.
Jeg skaffede mig hans bøger, besøgte ham på Amager og Documents forlag blev det første forlag, der udgav ham på norsk. En lille tynd bog: Sjælen sidder i øjet.
Carsten kom til Norge og fik efterhånden indpas og blev noget af en dansk yndling. Han blev Klaus Rifbjergs arvtager. Den norske elite ville ellers ikke kendes ved nogen andre danske. Slet ingen fra det sorte Danmark.
Hvor meget Carsten havde forandret sig, blev klart for mig under en kulturfestival i Stavanger, hvor han var tildelt rollen som en slags overkikador, en der skulle opsummere foredragene. Her mærkede jeg for første gang en fjendtlig holdning til det amerikanske, repræsenteret ved George W. Bush. Den Carsten jeg havde kendt, havde holdt afstand til det stereotype venstreorienterede, men nu holdt han “you loot, we shoot” frem om stormen i New Orelans, som typisk for den herskende klasse.
Siden er det bare blevet værre. Da han efter massakren i Oslo 22/7 sagde, at den slags hører man fra Folketingets talerstol ugentligt, kom det ikke helt bag på mig. Det var som den vitriol han tidligere havde kontrolleret, nu var sluppet helt fri, og havde overtaget manden.
Det er bare blevet værre. For hvert terrorangreb, efter indsatsen i Afghanistan og Irak: Det er altid Vestens fejl.
Jeg har undret mig: Hvordan er det mulig at være så berejst og belæst og alligevel tage så grundigt fejl?
Jeg registrerede, at han omtalte Taliban som en national løsrivelsesbevægelse og at muslimerne har forkastet vestlig modernitet, og at det også er vores skyld.
Lige før valget i Østrig 4. december var Carsten i Wien for at interviewe Norbert Hofer. Carsten er ude af stand til at forstå Hofer og højrepopulismen. Han er rejst ned for at afsløre den. Han fik tre sider i Norges største avis, Aftenposten. Spaltene er står på vid gab for ham.
Præsidentvalget er også et valg mellem et etnisk baseret demokrati som bekender sig til nationalismen og et etnisk universelt som tror på menneskenes ligeværd uanset baggrund og afstamning.
Hvordan kan Carsten Jensen anno 2016 skrive noget så vrøvlet: At nationalismen er grim og det universelle er godt? Det er pladder-humanisme af værste slags.
Carsten tog for flere år siden ud på en rejse og den har bragt ham til ideologiske kyster, hvor der findes de mærkeligste skabninger. Han har tydeligvis meget til fælles med en østrigske forfatter, Robert Menasse, der siger:
-Tyrolerne er med deres skindbukser lige så fremmede for mig som hopi-indianerne, utbryder han. – Hvorfor skal jeg være solidarisk med lederhosentyrolere, der taler en dialekt jeg ikke forstår, mens det er forbudt for mig at solidarisere mig med en flygtning som ankommer gennempryglet af skæbnen? Det er jo galskab! Det er nazismens hjemstavnsbegreb!
Hvor højt kan Carsten og hans ligemænd spænde buen?
Temmelig højt. Helt til Babels tårn. Det er her Carstens artikel bliver interessant. Carsten står foran Pieter Bruehgles maleri af Babels tårn. Carsten citerer fra Første Mosebog, 11 kapitel: Menneskene ville bygge en by og et tårn der kunne række helt til himlen. Der lå en udfordring i dette bygningsværk. Gud besluttede at forvirre menneskene ved at indføre mange forskellige sprog.
Menneskets overmod, dets hybris, måtte tøjles.
Men Carsten ser det anderledes. Det var Gud, der frygtede menneskenes skaberkraft. Babel var ifølge ham det første forsøg på en universel kultur. Et forsøg Gud forpurrede.
Når vi læser den i 2016 afslører Mosebogen at Vorherre frygtede udfordringen fra sin egen skabning. Hans egentlige hensigt var paradoksalt nok at sabotere de væsener han selv havde skabt, med kreative evner og stort potentiale for fælleskab og samarbejde.
Hvad angår rollen som en som benspænder for menneskeheden, viste det sig hurtigt, at Vorherrevar i besiddelse af en betragtelig portion opfindsomhed.
Carsten introducerer en ny skabelsesberetning: Det er Gud, der er ond. Han er de hvide menneskers Gud, Jahve, en patriark, Michelangelos Gud. Amerikas Gud. Pia Kjærsgaards Gud.
Vorherre opfandt nationalismen, denne opskrift på global forvirring, som i bedste fald medfører kaos, i værste fald lader kaos antage krigens form. Babel er myten om menneskets umyndiggørelse ved indgriben fra en misundelig Gud. Nationalismen er historien om menneskets selvvalgte umyndiggørelse, i en løgnagtig national suverænitets navn.
Fremstillingen giver mening i den forstand, at multikulturalismen er et nyt Babelstårn. Carsten er konsekvent. Han er dens ideolog, men at han også er dens teolog, kom som en overraskelse.
Det lyder overspændt og banalt:
Da Vorherre standsede bygningen i Bael, dømte han os til smålighed, belastende mangel på samarbejdsvilje og en gensidig fjendtligheds evige paranoia. Nationalismen er ikke andet end menneskets frivillige suverænitetsafståelse, når det gælder livet på denne klode, som i globaliseringens tidsalder er vort eneste mulige hjemsted.
Det lyder som totalitære længsler. Også det er et forslidt begreb. Men den forfatter, der i 2016 anerkender Taliban som national frigørelsesbevægelse har måske en drøm om et helt andet verdensomspændende fællesskab: Ummahen.
Carsten Jensens nye bog om krigen i Afghanistan, skrevet sammen med den norske freelancejournalist Anders Hammer, får følgende kritiske bemærkning fra Aftenpostens anmelder, den rutinerede journalist Ulf Andenæs:
Forfatterne lader Talibans fanatiske skrækvælde slippe lidt for let i deres beskrivelse. Ikke alle har glemt billederne af kvinder stenet og skudt gennem hovedet på Kabuls fodboldstadion, eller den barbariske rasering af kulturmindesmærker som blevanset for uislamske.
Vanviddet har nået vores eget land. Det er, hvad Carstens udlægning fortæller. Den galskab der hærgede Afghanistan er kommet ind i vores hoveder, ind i hovedet på en kendt dansk forfatter.
Hvis det kan ske med Carsten Jensen, hvorfor så ikke alle andre?
http://www.aftenposten.no/kultur/I-Europas-tilfluktsrom-er-det-ingen-fremtid-Bare-luftmangel–Carsten-Jensen-610260b.html
http://www.aftenposten.no/kultur/Boken-som-forteller-sannheten-om-NATOs-fiasko-i-Afghanistan-610765b.html
Det er længe siden, at jeg måtte stoppe med at læse om den forlorne godhed, der kommer til udtryk fra typer som Carsten Jensen og andre på samme planet.
Jeg føler stort ubehag ved disse selvgode personer, og når Carsten Jensen hævder, at den hårde tone i debatten er årsag til de forfærdelige hadforbrydelser – der desværre finder sted; da forekommer det mig derimod, at det kunne være på grund af Carsten Jensens dobbelthed.
Den såkaldte hårde tone opfatter jeg bare som ærlig – en spade bliver kaldt for en spade. Jeg tror ikke, det er det ærlige udsagn, der skaber konflikter, men derimod den mærkelige – måske ubevidste – falske godhed.
Carsten Jensen ynder at fremstille sig selv som et godt menneske, men det kan knibe lidt med godheden, når han klassificerer nogle medmennesker med mærkelige udtryk som skimlede kældermennesker; man vel ikke opfatte det anderledes end undermennesker, og Carsten Jensens selv som overmenneske.
Man kan jo så gå og fundere lidt over, hvad de såkaldte gode typer egentlig dybest set indeholder, når de siger et og gør noget andet. Det kunne tyde på, at de har et lager af indestængte mørke følelser, som kommer ud mellem sidebenene med de mærkeligste udsagn.
“….Den galskab der hærgede Afghanistan er kommet ind i vores hoveder, ind i hovedet på en kendt dansk forfatter. Hvis det kan ske med Carsten Jensen, hvorfor så ikke alle andre?….” – – – – Fordi vi andre har så megen hjerne, at den forhindrer, at Jensens galskab kommer derind.
Der er eet udtryk der falder mig ind når jeg hører navnet Carsten Jensen, ‘tomme tønder buldrer mest’!