Nye Borgerlige har just ekskluderet næstformand for partiets lokalafdeling i Jammerbugt/Brønderslev, Niels Vestergaard Thomsen.

Hvorfor?

Fordi han i flere indlæg og bl.a. i et angreb på Kristendemokraternes formand, Stig Granov, har tilkendegivet, at han vil kæmpe for en “afkristning af dansk kultur”, fordi kristendommen står for “dumhed, snæversyn, fordomme og intolerance”.

Det fik hammeren til at falde i Nye Borgerlige, for som næstformand, Peter Seier Christensen, udtrykker det: Hans synspunkt om, at kristendom står for dumhed og intolerance og ikke skal have indflydelse på vort samfund, harmonerer slet ikke med partiets holdninger”

Helt isoleret betragtet er der intet kontroversielt i, at et parti ekskluderer et medlem for at ytre holdninger, der strider mod partiets politik. Det har alle partier til alle tider gjort.

Hvad er så det særlige ved Nye Borgerliges eksklusion af Niels Vestergaard Thomsen?

To forhold.

For det første begrundelsen, for det er helt nyt og faktisk banebrydende, at et politisk parti har ekskluderet et medlem for at kritisere egen kultur. Det er et brud med årtiers konsensus på tværs af de etablerede partier om, at det er helt i orden at udskamme egne værdier og egen kultur – især hvis det sker på baggrund af et forsvar for minoritetskulturer.

For det andet stilheden,  for det er noget nyt og ganske usædvanligt, at der ikke har rejst sig en storm af kritik og hån fra Det Snakkende Mellemlag, Venligboere og alle andre med den politiske korrekthed intakt. De er ellers hurtige på både aftrækker og med rive, når de nationalt sindede ytrer noget, der skurrer i deres globaliserede ører.

Det lå da ellers lige til kulturrelativisternes højreben at udstille det “nationalistiske” i Nye Borgerliges eksklusionsgrundlag.

Men der har været forbløffende tavst.

På sin egen indirekte måde markerer såvel eksklusionen af Niels Vestergaard Thomsen som fraværet af forsøg på at score billige points fra meningsmodstandere endnu et lille gennembrud i det politiske paradigmeskifte, som vi ser udbrede sig over hele den vestlige verden, markeret med bl.a. Brexit, Trump, Marine Le Pen, Geert Wilders – og herhjemme indtil videre med Dansk Folkeparti.

Det synes nu (igen) både politisk legitimt og generelt helt legalt åbent at bekende sig til og forsvare nationalstaten og de kristne kulturelle værdier, der er bærende for den.

De tæsk og den udskamning, som Dansk Folkeparti har måttet lægge ryg til de seneste 20 år, har endnu ikke ramt Nye Borgerlige til trods for, at partiet på stort set alle værdipolitiske parametre har givet skruen et ekstra nøk. Og senest med den utilslørede opbakning til kristendommen som afgørende parameter for at kunne beholde partibogen.

Eksklusionen er en markør for en meget interessant udvikling, som vi kun har  set begyndelsen af, men som uden tvivl hænger sammen med en voksende uvilje i befolkningen mod værdirelativismen og det multikulturelle eksperiment, som vores samfund har været udsat for de seneste 30 år.

Selvom Nye Borgerlige indtil videre kun repræsenterer i omegnen af 5% af vælgerskaren, så rækker partiet og dets politik langt videre end der er vælgermæssig dækning for. Det er blandt andet i reaktionerne på partiets uforstyrrelige og faste national-konservative markeringer, at man kan lodde stemningen i vælgerdybet og tage pejling af strømningerne i den politiske magtbalance.