En læser mindede klogt om at “klappe hesten lidt” når det kom til eventuel begejstring over Donald Trumps sejr over Hillary Clinton. For, argumenterede læseren, hvis Trump viser sig at blive “en politisk katastrofe, så vil det kaste modstanden mod det etablerede politiske korrekthed ud i en dødelig tomhed og give “globalisterne” ny og kraftigere styrke.” Dette er rigtigt og jeg er helt enig. Jeg har selv flere gange betegnet Trump som en mulig charlatan, men har foretrukket ham til trods, fordi han stod for et opgør med en politisk retorik eller et paradigme om man vil, som har underdrejet den vestlige verden.

Det er en retorik, hvor den siddende præsident ikke har villet kalde fjenden islam ved sit rette navn ud fra en perverteret ide om at fortrængning fører til forløsning. I stedet fortalte præsidenten til klapsalver i FNs hovedkvarter, at fremtiden ikke må tilhøre dem, der gør grin med islams profet Muhammed. Det er de samme ord, som muslimske trerrorister råbte i gaderne efter at have massakreret redaktionen på Charlie Hebdo få måneder senere. De samme ord som gjalder hver gang vi ser et terrorangreb.

Venstrefløjen så ikke problemet i at være på ideologisk linje med en morderisk fjende og morede sig istedet over Obamas underdrejede humor, da han under præsident valgkampen heller ikke ville nævne Hillarys modkandidat Donald Trump ved rette navn. Trump blev  fortrængt til samme bås som aktiv islam i håbet om at også han ville forsvinde. Men fortrængning øger kun frygten, for at parafrasere en kendt børnebogsfigur. Og Trump forsvandt ikke, han vandt. Og det vil muslimerne også, hvis vi følger Obamas og venstrefløjens realitetsfornægtelse.

Trump har åbnet posen helt op og amerikanerne kan diskutere de emner, de selv mener er alvorlige, som de ser dem. Indvandring, islam og skattetryk frem for fake og postfaktuelle emner som menneskeskabt global opvarmning, racisme, transkønnedes rettigheder og anden identitetspolitik.

Joel Pollack mener i Breitbart at Donald Trump “is already re-framing the debate” og at Trumps tilsyneladende mindre velovervejede udtalelser, såsom stik imod Forfatningens ord om ytringsfrihed, at ville forbyde afbrænding af Stars And Stripes eller straffe virksomheder for at flytte produktion udenlands skal ses i det lys

On the left, Trump wants Democrats to keep doing what they have done for the past several months, and years — namely, obsessing over shiny objects and embracing identity politics. He wants to avoid them re-discovering some kind of ideological foundation, or popular constituency, for opposition. He wants them to stay inside their media bubble, talking to themselves.

By the looks of things, Trump is succeeding. Democrats re-elected Minority Leader Nancy Pelosi (D-CA), rewarding her failure again. They also elevated Sen. Charles Schumer (D-NY) to Senate Minority Leader, affirming the popular caricature of Democrats as a “bi-coastal” party. The only leader they have found from “flyover country” happens to be Minnesota’s Rep. Keith Ellison, formerly of the Nation of Islam. That triumvirate can only take Democrats further into the political wilderness.

On the right, Trump wants conservatives to be agitated. Yes, he is courting Mitt Romney. But he is also is poking the smoky coals of NeverTrump to stir their fire. He wants them — not, say, Sen. Elizabeth Warren (D-MA) — to be the loudest voices.

Trump prefers conservatives as adversaries at the negotiating table for two reasons. First, unlike left-liberal Democrats, who are already vowing to say “no” to almost everything Trump proposes, conservative Republicans actually want to make deals.

Second, conservatives already agree with Trump on the fundamental issues — the Supreme Court, for example. As Democrats learned over decades of “negotiating” with public sector unions, it’s easier when the other side is also on your side.

So when Trump adviser Stephen K. Bannon (on leave as Breitbart News Executive Chairman) gives his first interview to the Hollywood Reporter and says, “The conservatives are going to go crazy. I’m the guy pushing a trillion-dollar infrastructure plan,” there is a method to the madness.

Det er i sig selv et gode, men det forudsætter selvfølgelig at Trump ikke er en skandale som præsident – og det tror jeg ikke han bliver.

Drokles blogger på www.monokultur.dk