Hvordan er det muligt ikke at foragte det svenske establishment, som endnu en gang går til Nobelmiddag mens de lader som om en bestemt gruppe politikere og vælgere ikke eksisterer?

Aftonbladet skriver, at det er en «skandale», at Bob Dylan ikke er med. Men er det ikke en større skandale, at hverken Sverigedemokraternas leder Jimmie Åkesson eller andre repræsentanter for SD heller ikke i år er inviteret med til Nobelfesten?

Når man efterlyser ham på avisens live-blogg, bliver der blot svaret, at man «inte har sett honom». Og de indbudte kommentatorer beretter om, hvor fri og utvungen stemningen er under disse middage.

Begrundelsen for at forbigå SD er i år at Alfred Nobel i sit testamente skrev, at «intet afseende fästes vid någon slags nationalitetstillhörighet», en frase som for intellektuelt redelige mennesker er vanskelig at anvende alene mod SD-medlemmer. Måske var det en desperat nødløsning for at undgå den sædvanlige hysteriske selvmodsigelse, at man skal respektere alle menneskers ligeværd – bortset fra dem, der er sverigesdemokrater, forstås.

Det hjælper tilsyneladende ikke at SD sidder på en syvendedel af alle mandater i Riksdagen eller at de i følge visse meningsmålinger kan blive Sveriges største parti ved næste valg. Man fortsætter hårdnakket med at lade som om virkeligheden er en anden. Ekstra pinligt er det naturligvis, at SD-repræsentanten Björn Söder er Riksdagens anden vicepræsident.

Det er noget ekstremt hyklerisk over den svenske forfængelighed. Man læser Avpixlat i smug derhjemme, mens man ude vender øjne over, hvor forfærdelig “had-sitet” er. Man har en mening til privat brug, og en anden til offentligt brug. Hvor sundt er dette dobbeltliv i det lange løb?