Hvis man havde venstreintellektuelle tilbøjeligheder kunne man kalde det et eksempel på postfaktualitet, når Danmarks Radio i en overskrift skriver “Julepyntsdemonstrationer støder sammen i København“.

Virkeligheden var, at en lovlig og fredelig demonstration blev overfaldet af venstrefløjens… af venstrefløjen.

Postfaktualitet er forbeholdt nyheder og fakta, som den venstreorienterede offentlighed frygter at forholde sig til, og til sikring af at samme offentlighed kan købe sig lidt respit på meningsmonopolet. Fortrængningerne er slemmet op med allehånde konspirationsteorier og falske historier fra venstre til højre. Man kaster løgn efter sandhed for at gøre alt til løgn.

Søren Hviid Pedersen skriver i Berlingske Tidende:

Måske vi i stedet skulle undersøge lidt mere kritisk, hvad denne kritik af det postfaktuelle rent faktisk går ud på? Det underlige ved politik er jo ikke, at politik skal være sandt, det har vi videnskaben til at afgøre. Politik er snarere om, hvordan vi enten bevarer eller ændrer ting i vores samfund. Det helt afgørende politiske spørgsmål er således: Hvad er det gode samfund og det gode liv? Set i lyset af det spørgsmål er vi alle lige kvalificerede til at deltage i diskussionen og besvarelsen af det spørgsmål. Det er derfor, vi hylder demokratiet som den ramme, hvorfra vi diskuterer politik.

Med dette in mente bliver jeg ærlig talt bekymret over al den snak om det postfaktuelle og det af to årsager. For det første fordi politik ikke er en sandhedssøgen, for hvis den politiske sandhed fandtes, behøvede vi ikke demokrati. Alt kunne overlades til eksperter, filosoffer, DJØFere og andet godtfolk! Så behøvede man ikke spørge borgerne, ja, måske skulle man slet ikke spørge befolkningen, netop fordi de ikke er eksperter. Men sandheden er demokratiets værste fjende, for jo mere nogen taler om politisk sandhed, jo mere skal man være mistænksom og kritisk. For det andet har kritikken af det postfaktuelle den slagside, at den næsten altid retter sig mod personer, partier og bevægelser, der forsøger at udfordre de etablerede systemers magt. Ideen om det postfaktuelle er således blevet et våben i hænderne på de eliter, der føler deres magt truet af de her postfaktuelle opkomlinge, der vover at udfordre deres magtpositioner.

Det er nu ikke nok for venstrefløjen, der ikke kan forstå, at man kan opfattes som en bølle når man opfører sig som en bølle. Politiken interviewede skuespiller Nynne Pedersen og dramatiker Rosalinde Mynster, der dyrker devisen “Vi skal holde op med at behandle ytringsfrihed som en grundpille i demokratiet, for det lader til at myndiggøre alle stemmer” og mener det “er problematisk, at det er antiracisterne, der virker som bøllerne” og “Desuden behandler politiet antiracisterne som voldelige, og det indgyder til vold, når personer bliver behandlet sådan.”

Ja, det er svært, når selv pressens sædvanlige moralske ækvivalens ikke er tilstrækkelig til propagandasejre.

Men selv om interviewet i Politiken er oplysende, er pressens daglige beskrivelse af virkeligheden et udslag af deres egne venstreorienterede ideosynkrasier.

Pernille Vermund har helt ret i, at “manipulerende statsfinansierede medier giver voldelige venstreekstremister frit spil“. Det er en politisk sympatitilkendegivelse, at man forstår den venstreradikales voldelige angreb på politisk dissens og man enten ikke kan eller vil se demokratiet som den kultur, hvor vi kan være uenige i mindelighed.

Det gælder også når BT i en overskrift skriver “USA’s nye vicepræsident frygtes: ‘Han er langt farligere end Donald Trump’” tager de for givet at Trump er en meget farlig mand fordi, det gør medierne bare.

Drokles blogger på www.monokultur.dk