I en fælles udtalelse sidste tirsdag tog lærerforbundet i Bayern og delstatsparlamentets præsident Barbara Stamm til orde for at bekæmpe «fremmedfjentdlige ytringer» i skolen og hverdagen, skriver Süddeutsche Zeitung. Baggrunden for initiativet er resultatet af en uformel spørgeundersøgelse blandt skolebørn i Bayern, som tyder på, at 90 % af dem mener, at der er for mange flygtninge i delstaten.

Man kan spørge om dette synspunkt – som til Stamms forbavselse også deles af mange børn med migrationsbaggrund – i bund og grund er fremmedfjendtligt. Den tyske regering, som har afvist mere end en halv million asylsøgere, ser jo ud til at være inde på noget af det samme. Ikke desto mindre blander initiativtagerne politiske opfattelser som denne sammen med rene hadytringer til en verbal cocktail, som der det som deres pligt at bekæmpe.

Delstatspresidenten konstaterer, at elevene ikke bare får impulser fra skolen. Resultaterne er nemlig et bevis på «hvor hurtigt børn lader sig påvirke af det forældrene tænker og taler om». Hvorvidt de muligvis også selv observerer virkeligheden og tænker deres, udtaler hun sig ikke om. For at opdrage de små rakkerfantene har lærerforbundet, ræpresentert ved formanden Simone Fleischmann, udarbejdet et manifest med titlen «Holdninger tæller», som er blevet underskrevet af flere politikere:

Med manifestet vil lærerforbundet gøre opmærksom på den tiltagende forråelse af sproget og sameksistensen i samfundet. Fleischmann betragter det som et «skub». Med det vil hun gøre det tydeligt, hvordan man i disse Pegida-marcherende tider forholder sig korrekt til åben fremmedfjendtlighed og højrepopulistiske valgsejre i nabolandene.

Det er altså ikke kun i norske skoler man er begyndt at bekæmpe «fejltanker», selvom det ser ud til at være en stor opgave.

NGO-er og moralindustrien er med på holdet. Blandt de 58 personer som har underskrevet manifestet findes flere fremtrædende repræsentater for Bayerns «politik, uddannelse, kirke og kultur»:

Underskriverne af manifestet forpligter sig til at tage aktiv stilling mod fremmedfjendtlighed og uvidenhed.

Manifestet tager med andre ord ideologisk stilling ved at præsentere menneskelig nedrighed og den politiske vind, udtrykt blandt andet ved indvandringsmodstand, som to sider af samme sag. Det skinner igennem, at man enten er ond eller dum, hvis man synes, der er for mange asylansøgere i Tyskland.

Initiativtagerne gør Tyskland en politisk og social bjørnetjeneste af den helt store slags. Fælles modstand mod hadytringer, mobning i skolen og forråelse af den offentlige samtal i Tyskland – hvor det ikke mindst i sociale medier er blevet sædvanligt at ønske meningsmodstandere ondt – er noget som man også hilser velkomment i indvandringsmodstanderenes rækker. For politiske standpunkter er naturligvis ingen blanco-check til at opføre sig dårligt over for andre.

I stedet skal det at opgive indvandringsmotstanden stadig forsøges gjort til en indgangsbillet til det gode selskab. Det som mere end noget andet har polariseret samfundet, anses med andre orde som en medicin, der skal sættes op i dosis.

Fleischmann antyder, at lærernes holdningskampagne overfor eleverne måske også vil nå forældrene. Spørsmålet er snarere om forældrene ikke bliver ekstra opmærksomme på skolen som en risikofaktor i opdragelsessammenhæng. Det er jo stik i imod institutionens formål, men desværre ikke ukendt – engang ver det stalinisterne, der var i multikulturalisternes sted.

Süddeutsche Zeitung