“Der skal være klingrende frost og skarpe vinde, ingenting har gavn af solen. Der er tre sådanne vintre, uden sommer imellem.”

Sådan fortæller den nordiske mytologis Eddadigtning om fimbulvinteren, der er indledningen til verdens undergang, til Ragnarok.

Der skal komme tre vintre uden sommer imellem, hvor sneen vil falde i alle verdenshjørner – der skal være klingrende frost og skarpe vinde. I den tid vil der være krig, blodets bånd vil briste selv mellem børn og forældre og bror vil dræbe bror.

Solen sortner,
jord synker i hav,
de lyse stjerner
slukkes på himlen;
ildbrande raser
mod arnens bål,
høj hede spiller
mod himlen selv.

Sådan lyder spåkvinden eller vøvlens spådom om Ragnarok, hvor kampen mellem aser og jætter skal ende med, at de tilintetgør hinanden, og der følger ”et stort jordskælv , træer rykkes op med rode, bjergene drøne og lænker brister og bånd sønderrives og Fenrisulven slipper løs.

Det brusende hav oversvømmer jorden, himlen revner og hele verden går op i luer. Ved den nordiske gudeverdens Ragnarok hvor gammelt skal forgå før noget nyt kan genopstå. Og ”er vi ikke midt i Ragnarok, da er vi dog ikke langt derfra” skriver Grundtvig i vinteren 1832 i gigantværket om Nordens Mytologi. ”Gude-Mørke ellerAsalivets Undergang” sådan oversættes ordet Ragnarok bedst, forklarer Grundtvig.

Ja, blussende bavne og lurens signaler kaldte de gamle nordboer sammen, når noget afgørende i livet var på spil. Således også her anden søndag i advent, hvor korsets høvding i en nordisk advent er på vej for at samle sit folk.

I søndags var det den sagtmodige ‘Ærens konge’, der kom ridende ind i hjerterne på et æsel og et trækdyrs føl og satte overskriften for vores kirke og vores menneskeliv- det var Ordets ankomst.

I dag kommer det anden gang herned som verdensdommeren i Menneskesønnens genkomst på skyen med magt og megen herlighed.

Anden søndag i advent handler om en vision, om det andet komme – om verdensdommen – det er Gude-mørket eller undergangen, som vi også må vente på, for ”der skal ske tegn i sol og måne og stjernerne og på jorden skal folk gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen.” – Mennesker skal gå til at angst og frygt for afslutningen på denne verdens liv, for at jorden som vi kender den, skal gå under.

Sort ser det umiddelbart ud – en temmelig dyster udsigt at vente på – og evangeliet til i dag minder os om, at adventstiden ikke er den søde juletid, flitterhjerter og marcipangrise.

De gamle før os i det kolde nord ventede et Gude-mørke, et stort mørke hvor ingen Gud er – det er en gammel tro, at der venter mennesket og verden en dom. En tro der alle dage har boet i ethvert menneske  – i ethvert folk.

For engang skal solen sortne, jorden synke og stjernerne dåne – menneskelivets undergang lever som en understrøm i enhver bevidsthed. Dommen er ikke af denne verden – men kommer til denne verden i adventstiden, hvor vi efter gammel skik lader beredelsens og forventningens tavshed synke over sindene.

Det er advent i en verden, hvor afgrunden har åbnet sig. Vinteren truer og natten kalder på os i denne blygrå tid på året, der er belastet med selvopgørets bitre og ensomme timer.

Og dog bærer blus vi med glæde.

Dette trodsige ”dog” – midt i mellem fortvivlelse og håb i menneskelivet under de grånende skyer, hvor dommen venter, men undergangen allerede er begyndt. For som Grundtvig skriver om den nordiske Ragnarok ”behøver man da ikke vente til verdens ende for at se noget sligt (lignende).”  Nej, for i vores verden af vinter ser vi alle tegn på, at verden og livet ikke består ved sig selv. Verdens undergang er også dén enkeltes – det enkelte menneskelivs undergang.

Når vi tager afsked med de kære i verden – når vi byder verden farvel – da ved vi at tidernes ende, opløsning og sammenbrud er så virkeligt. Når erfaring af fejlet liv fremkalder en bekymringen for morgendagens undergang, der kan være så stor, at man glemmer dagen i dag. Da er bekymringen i sig selv et udtryk for undergangen. Den er undergangens begyndelse på jord, fordi bekymringen umuliggør at vi er nærværende i vores liv – og tager livet på os med.

Sådan er undergangen begyndt – men samtidig imødekommet af evigheden – af den sagtmodige æselrytter – af Menneskesønnen der skal komme i en sky med magt og megen herlighed. – Som en standsning i undergangen fjerner evangeliet den tunge byrde fra vores skuldre, at vi skal have noget evigt ud af livet – men lægger eftertryk på dagen i dag, også når vi sidder i den nordiske vinters mørke, som Grundtvig, da han skrev om skyerne der gråner – om længslen efter forløsning i vinterlivet.

Digtet skulle fremstå som en sang, der billedligt kaldte på det urgamle nordiske solhverv midt i treårskrigens krisemørke hvor Grundtvigs egne sønner kæmpede – de tre Ragnarokvintre uden sommer imellem. Kun troen kunne bevare håbet om at Guds kærlighed ville vende vinteren og lade lyset og dagen vinde kraft på

Derfor hjælper hedenskabets gråd for Balder – sorgen over lysets død ikke. Isen, mørket og vinteren i Nord smelter, flygter og viger når den spirende livs- og lyssejr fødes med Betlehemsbarnet i krybberummet – det er den evige vår. Den nøgne bitre Betlehemsjul – det gamle offerbål, der skulle kalde solen tilbage, bliver et festblus for kirkeåret.

For det nordiske solhverv bliver uløseligt forbundet med julens evangelium.

Budskabet om Guds velbehag – hans tilgivelse til syndere. Dine synder forlades dig er endegyldige ord, der ikke omstødes, men stadfæstes på verdensdommens dag når du skal stå foran Menneskesønnen. En forkyndelse ikke af vredens og dommens dag – men en forkyndelse ind i opløsning og sammenbrud. Det er en forkyndelse til alle angste og bekymrede mennesker, der siger til dig: Du behøver ikke anstrenge dig menneskebarn med at vinde noget evigt ud af dit liv, der lige nu styrter sammen om dig.

For uanset om alle stjerner rasler ned, om himlen rulles sammen som en tapetrulle og havet forsvinder i brændingen – så er Guds rige nær. Kærligheden griber vores hånd dér på vej ud over afgrunden – og hvisker evangeliets Ord til os, at sommeren allerede er nær.  For dommen tilskriver vores liv den allerstørste værdi ved at udtrykke at livet hernede er noget vi kommer til at stå til regnskab for. At vi kommer til at stå overfor Gud med vores forpjuskede liv. Men at vi ikke står der alene – for den dag skal Kristus selv træde ned fra tronen og indtage den dømtes plads. Han fører vores sag og netop derfor siger han ”Se op og opløft jeres hoved, det er jeres forløsning, der stunder til. Himlen og jorden skal forgå, men en er der, som ikke skal forgå, nemlig mine ord om Gud, min tro på Gud.” (Vilhelm Krarup)

Hans Ord skal aldrig forgå, men Gud lader den skarpe frost og de klingende vinde, undergangen og de tre vintre gå over jorden – for at mennesket ved at gå under skal tilhøre ham. Med det håb er vi givet tilbage til, og henvist til at leve det liv, som vi nu engang er sat i, og i frimodighed afvente menneskesønnens komme. Det er troens mod. Givet tilbage til at leve et dejligt langt liv – givet tilbage til, at tage os af vores liv.

Kristentroen er ikke en frelse eller en befrielse fra livet i verden, men en befrielse til livet i verden. – til det vidunderlige, besværelige og uimodståelige menneskeliv med hinanden. Og ”er vi ikke midt i Ragnarok er vi dog ikke langt derfra”. For undergangen er os evigt nær med løftet om, at der af fimbulvinterens klingende frost og jordens skælven skal gry en evig sommer.

Noget må gå under, for at noget nyt kan blive til. Forløsningen forudsætter, at der er noget vi skal forløses fra. Forløsning er også dom og undergang over den ulykke og elendighed vi bringer over hinanden. Dom over menneskelig magt og egenkærlighed, hvis oprindelse er ligeså gammel som verden selv. Men heller ikke de gamle nordboer troede alene på undergang og dom, men på en forløsningens længsel – på fornyelse af den gamle verden som Vølven har spået.

”Ser hun anden gang,
jorden komme
op af havet,
evigtgrøn;”

Lad os rette os, løfte hovedet og turde tro på den forventning – det er et adventsbud til vores troende hjerter i vintermørket. For ”han kommer selv, han kommer/ at dæmpe al din ve/ og gør en liflig sommer af al din trængsels sne.”

Glædelig advent. Amen.