Det var i efteråret, at jeg sted mig gennem Stockholms regn og blæst for at gå i Rotundan, det smukke, lille scenerum i byens opera. Jeg var nysgerrig efter at se og høre komponisten Roger Assar Johansson og politologen og digteren Naima Chahbouns korte opera ”Jane”. ”Jane” er historien om amerikanske Colleen LaRose, bedre kendt som Jihad Jane. En hjemmegående husmor der blev terrorist. I 2010 blev hun idømt 10 års fængsel for sammen med andre at have lagt mordplaner mod kunsthistorikeren og muhammedtegneren Lars Vilks. Ifølge sigtelsen havde Jihad Jane modtaget og accepteret en ordre om at dræbe Vilks på en måde, der ville skræmme ”den vantro verden”.Og nu kunne jeg se Lars Vilks gestaltet på scenen. Værket, han taler om, der har gjort så mange sårede, er naturligvis rundkørselhunden. Årsagen til at Vilks igennem mere end 9 år har haft en dødsfatwa over hovedet.

Multikultiflummerier og kraftfuld modstand
Jihad Janes vej mod terrorismen er forsøgt skildret på de 20 minutter operaen varer. Hun synes nærmest portrætteret som en frihedskæmper optaget af diskrimination mod muslimer, der ender med at gå en smule forkert i byen. I de scener, hvor Vilks optræder, udsynger han flammende sætninger som: ”En vaccine mod multikultiflummerier” og ”min kunst er en gerning for demokratiet”.

Den kritiske TV journalist, der stiller spørgsmålet til Vilks om, hvordan det føles at verden står i brand over rundkørselhunden, spørger også: ”En kunstner, der tjener sit brød på andres bekostning, er hans strategi ikke kriminel?”. Og videre: ”At hetze mod minoriteter, er det demokrati?”. Det er meget svensk.

Ladonia, den uafhængige republik, som Vilks udråbte på Kullen i 1996, indgår også i operaen. Man kan finde Ladonia på nettet og søge om statsborgerskab. På scenen har indbyggerne i Ladonia fået halvmasker for øjnene og udslynger paroler som: ”Voldsom modstand”.

Det er vanskeligt ikke at få associationer til totalitære bevægelser. Og ret umuligt, for den der ved en smule om Ladonia, at forbinde noget sådant med Vilks´ hippieagtige stat.

Man går fra operaen og glæder sig egentlig over, at Vilks, der tippede mig om den, kom for sent til at få billetter til premieren. Og med de floskuløse ord fra komponisten i det trykte program i ørerne: ”Vi lever i en meget kompleks og svært overskuelig verden, hvor vi gerne forfalder til forenklede billeder af virkeligheden. Netop derfor tror jeg, at det bliver ekstra vigtigt, at kunsten kan fungere som en modvægt til dette”.

Brand ved Nimis

Og forleden brændte det så igen ved Nimis, Vilks´ kæmpeskulptur ved Kullen. Torsdag aften, den 24. november, udbrændte Vindenes Tårn, et af de fire tårne af træ, der udgør Nimis. Historien har været at læse i alle svenske aviser, og jeg fangede selv Villks på telefonen. Han tager, ikke overraskende, branden med ro. For Vilks tager stort set alt i livet roligt. Utvivlsomt er den påsat, mener både han og politiet. Slukningsarbejdet er foregået både fra land og havet grundet Nimis´ beliggenhed i det svært tilgængelige terræn.
”Man kan ikke udelukke, at det drejer sig om rundkørselhunden, men der kan være mange andre, der er utilfredse, som synes, jeg med min livvagtbeskyttelse koster staten for mange af statens penge og sådan”, lyder det i røret.

Det er ikke første gang, Nimis er forsøgt brændt ned siden Vilks påbegyndte byggeriet i 1980. Tre gange har Nimis været sat i brand, fortæller kunstneren. Han fortæller også, at det en fjerde gang, i 1983, kunne det være endt i en regulær katastrofe. Nogen havde anbragt en tikkende brandbombe ved Nimis. Den blev opdaget af en gruppe børn fra Helsingør Lilleskole, der var på udflugt ved Nimis med deres lærere.

Sikkerheden
Får branden indflydelse på de massive sikkerhedsforanstaltninger omkring Vilks´liv?
”Det kan tænkes, at man vil begrænse ting og sager. Jeg var på Nimis for blot en uge siden”, fortæller Vilks.
Efter angrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo og terrorangrebet på Krudttønden, hvor Vilks var angrebsmålet, har kunstneren flyttet mellem hemmelige safe-houses. Det betyder naturligvis, at han ikke længere dagligt kan reparere og arbejde på Nimis som han gjorde før i tiden, da han boede lige i nærheden.

Nimis er gennem årene vokset til at blive en stor turistattraktion for Sverige. Men mange svenskere har også været rasende over skulpturen. Vilks har engang forklaret det over for mig således: ”At krænke et naturreservat betyder for mange svenskere, hvad rundkørselhunden betyder for muslimer”.

Nu siger han i forbindelse med branden: ”Kunstværket bliver mere interessant. Branden bliver en del af kunstværket”.

At det er netop nu, brandattentatet sker, tilskriver Vilks, at der er fornyet opmærksomhed omkring ham grundet journalisten Niklas Orrenius´bestseller ”Skotten i Köpenhamn”, der har Vilks i centrum af fortællingen.

Oprindelig på trykkefrihed.dk