Spørgsmålet om hvor sekterisk det nye Vest-Europa egentlig er blevet, handler ikke bare om et varslet ophør af  nationalstaterne med en fælles omsorg for de svageste. Det drejer sig også om hverdagsvold mod sagesløse – her og nu.

Blandt vores undladelsessynder i den amerikanske præsidentvalgkamp var at forbigå en rapport om religiøs vold på tyske asylcentre, som blev offentliggjort i sidste måned og omtalt i Die Welt 17. oktober.

En spørgeundersøgelse som er blevet udført i asylcentre i store dele af Tyskland dokumenterer ikke mindre end 743 tilfælde af religiøst motiveret vold – især mod kristne, men også mod yezidier. Kristne asylsøgere som er flygtet fra muslimsk forfølgelse i Mellemøsten oplever altså, at forfølgelserne fortsætter, når de kommer til Tyskland. Men da der ikke laves opgørelser over overgrebene, står problemet ikke højt på de tyske delstatenes dagsorden.

Det hidtil mest omfattende forsøg på at komme til bunds i spørsmålet er lavet af den kristne hjælpeorganisation, Open Doors, i samarbejde med centralrådet for orientalske kristne i Tyskland (ZOCD), AVC (aktion for forfulgte kristne og nødlidende) og det europæiske missionsfællesskab (EMG). Og nu foreligger resultatet: I en landsomfattende spørgeundersøgelse blev der i perioden februar til september dokumenteret religiøst motiverede overgreb mod 743 kristne og 10 yezidi-flygtninge i de tyske modtagecentre.

Organisationerne som står bag undersøgelsen mener, at den et billede på systematisk, landsdækkende forfølgelse i form af diskriminering, trusler og fysiske overgreb. Blandt de kristne ofre er omkring halvdelen konvertitter fra islam, og islam behandler som bekendt ikke frafaldne med fløjlshandsker.

Over halvdelen af respondenterne, hvoraf flere havde oplevet adskillige overgreb, kunne berette om personskader, og 314 om mordtrusler mod sig selv eller deres familie. Mange rapporterede om seksuelle overgreb, fornærmelser og psykologisk belastende isolation. I mere end 600 tilfælde var det andre asylsøgere, der stod bag overgrebene.

For tiden udgør muslimer ca. 75% af asylsøgerne i Tyskland.

Mange af de kristne som blev forfulgt i hjemlandet på grund af deres tro, er skuffede over at de på asylcentrene endnu en gang skal leve som minoritet bland muslimer.

Men det nok mest oprørende er, at overgrebene også begås af personer, som skulle have været deres beskyttere:

I 200 tilfælde drejede det sig om ansat vagtpersonale, der for det meste består af muslimer.

Der er således tale om lavintensitets islamsk jihad mod kristne, begået af muslimer, der er hjemmehørende i Tyskland og tillige organiseret og finansieret af den tyske stat.

Et spørsmål som melder sig er, hvor repræsentativ undersøgelsen er.

Undersøgelsen blev udført i perioden februar til september hovedsagelig blandt mænd (75%). Næsten halvdelen af respondenterne var under 35 år, over en tredjedel af dem fra Iran og Syrien, og halvdelen af dem er tidligere muslimer, som er konverteret til kristendommen. De fleste overgreb blev dokumenteret i Berlin, Hessen og Nordrhein-Westfalen. Dette skyldes fordelingen af menneskelige ressourcer og siger ikke nødvendigvis noget om den relative frekvens af overgreb i andre delstater.

Der kan forekomme afvigelser i begge retninger:

Man kan ikke udelukke overdrivelser motiveret af et håb om at opnå bedre indkvartering på baggrund af undersøgelsen.

Men der er også nogen, som frygter, at de får endnu flere problemer, hvis de fortæller om deres oplevelser. Det viser sig, at kun 17 procent af respondenterne havde anmeldt overgrebene til politiet. Hvis man lægger dem til gruppen, som har klaget til asylcentrenes ledelse, er andelen 28 procent.

Sprogbarrierer kan også være årsag til, at kristne som har været udsat for overgreb, ikke siger fra.

Og så er der også eksempler på, at det offentlige system udviser ligegyldighed eller er direkte fjendtligt indstillet:

Mange asylsøgere melder om tolke, som bevidst oversætter forkert. Andre igen har resigneret og opgivet håbet om at få hjælp – især i mange af de tilfælde, hvor der ikke er gjort noget for at beskytte ofrene.

Open Doors er helt sikre på, at der forekommer mange flere hændelser end de har dokumenteret.

Lederen af hjælpeorganisationen Hilfswerk, Markus Rode, udtaler således, at det “indtil videre kun er toppen af isbjerget”.

Paulus Kurt fra centralrådet for orientalske kristne siger: “Det som sker i asylcentrene, har intet at gøre med en sekulær, demokratisk retsstat.” Folk som har søgt beskyttelse, kan “ikke forstå hvordan det kan lade sig gøre, at man ikke griber ind”.

For flere blev situatioen til sidst så ulidelig, at de rejste tilbage til de områder de oprindelig flygtede fra. Mellemøsten kan altså opleves som mere sikkert for kristne end Tyskland.

På det politiske niveau er man delvist chokeret:

Integrationskommissæren i delstatsmyndighederne i Bayern, Martin Neumeyer (CSU), kræver nu konsekvenser for gerningsmændene: “Den som terroriserer kristne eller ateister i asylcentrene, bør efter min opfattelse ikke have krav på beskyttelse som flygtning,” sagde Neumeyer efter offfentliggørelsen af undersøgelsen forrige mandag.

Unionsfraktionens storbyansvarlige, Kai Wegner (CDU), udtaler til Die Welt, at det er foruroligende når folk flygter fra muslimske fundamentalister, for derefter at blive intimideret af tilsvarende personer igen i Tyskland. “Den som spreder religiøst had i Tyskland, er ikke velkommen her,” siger Wegner. Gerningsmændene skal “mærke klare konsekvenser, også i forhold til deres opholdsstatus”.

Samtidig ved vi, at det i praksis er stort set umuligt at udvise afviste asylsøgere fra Tyskland. Wegners trussel er i praksis indholdsløs. De kristne rejser måske hjem – men jihadistene bliver. Konsekvenserne kan også ramme dit område.

Die Welt