Flemming Rose har med sin åbenhjertige bog De besatte flyttet debatten i Danmark. Det gør han ved at fortælle, hvad der har foregået bag kulisserne i Politiken/JP, og det er ikke kønt. Rose slår fast: Hvis pressen ikke formår at udsætte sig selv for det samme skarpe lys som den udsætter samfundets magfulde for, vil den ikke bare begå en undladelsessynd, men over tid blive hyklerisk og løgnagtig.

Det er præcis det, den er blevet og prøven den ikke bestod var islam. Den prøve er varer ved. Rose trækker paralleller til besættelsestiden. Det er første gang jeg ser en anerkendt samfundsdebattør ubesværet drage denne parallel.

Overstået prøvelse

Rose citerer Peter Wivel, som ved fremlæggelsen af bogen om Berlingske Hus’ 250 års historie i 1999 konstaterede, at dansk presse ikke bestod prøven under krigen.

“man må takke sin Skaber for, at man selv har levet i en tid, hvor ingen skulle træffe så hårde valg” fastslog Wivel, som dengang ikke kunne vide, at Danmarks største bladhus få år senere skulle havne i en ulykkelig situation, hvor redaktører og bestyrelse blev stillet over for en udfordring der på nogle punkter mindede om den, som dansk presse skulle håndtere fra 1933 til Besættelsen i april 1940.

Tryk

Det hele begynder opløftende. Rose bliver bakket 100 % op af bestyrelsen tilbage i 2006. De “interne gidninger og undtagelsestilstanden” begyndte først i 2010. Rose tidfæster det til da Tavshedens tyranni udkom.

Men der sker samtidig noget ude i samfundet og i verden. Islam bliver mere nærværende og presset øges.

Attentatplanerne er kun toppen af isbjerget. Det der indgyder endnu mere frygt, er det man aner og fornemmer, og som pressen ikke vil se.

Når undertegnede går indpåi et renseri på Rådhuspladsen, vis-a-vis Politiken, ligger en mand i bøn en halv meter fra mit bukseben. Det er ikke direkte påtrængende, folk er venlige nok, men jeg kan ikke undlade at tænke: Hvad slags holdninger har de med sig på skolen hvor deres børn går, og hvad vil “vores” børn kunne stille op? Det er ikke bare ekstreme udslag, der er et problem. Det er den almindelige islam, den aviserne og politikerne kalder moderat.

Det har dansk presse svært ved at lægge sig på sinde, for hvordan skal hverdagen blive, på kontoret og hjemme? Denne deception præger Vesteuropa og vi graver os stadig dybere ned i et hul.

Roses bog er historien om, hvordan venskab og bekendtskaber gik i stykker under vægten af islam. For når sandt skal siges, er det ikke satire eller ytringsfrihed, det handler om.

Det handler om en religion, der ikke anerkender individuel frihed og modernitet. En liberalitet, der er blevet vane og som ikke orker at kæmpe. Vanedyrene aner, at prisen bliver høj.

Rose skal til USA og har fået en stilling ved Cato Institute. Men det vidste han ikke, da han sagde sin stilling op i september i fjor. Dengang var fremtiden uvis.

Drama

Rose har fortalt historien usminket, og nu forstår vi bedre.

— denne historie er simpelthen for god til at lade ufortalt. Den har alt. Et drama, der involverer mennesker, som i udgangspunkttet bekender sig til de samme idealer og nærer sympati for hinanden, men som i mødet med en brutal virkelighed ender med at forstå deres roller og ansvar forskelligt og derfor havner i hver sit ringhjørne i en kamp, hvor alle på en eller anden måde ender som tabere.

Alle? Rose kommer i det mindste ud med æren i behold. Men selvfølgelig: Stillet op mod, hvad det handler om – et frit Danmark, – er også han en taber. Han trækker en anden historie frem, Nic. Blædel, Berlingskes tidligere udenrigsredaktør, der blev entlediget fordi han talte lige ud om Nazi-Tyskland. Rose trækker en parallel til situationen i dag. Tilpasningsevnen og forstillelsen er den samme.

Og ligesom den danske regering under Besættelsen forsøgte at opretholde illusionen om vores neutralitet, selv om pressen blev brugt som propagandaredskab styret fra Berlin, så afviser hovedparten af dansk presse i dag, at grunden til, at man ikke publicerer Muhammed-tegninger, skulle være selvcensur og frygt.

Et stort nederlag

Rose har ingen problemer med at se, at hans afsked med Jyllands-Posten er en posthum sejr for Abu Laban og alle de kræfter, der vil friheden til livs. Det tog altså ti år for Jyllands-Posten at forspilde det, man havde vundet ved at stå fast. Nic. Blædel skrev bogen Forbrydelse og Dumhed om vestmagternes passivitet og dumhed. Blædel bruger udtrykket “politiske gangstere” om nazisterne. Nu står vi overfor religiøse gangstere. De spiller på helt andre præmisser end vi gør. I bunden og bagved ligger konstant truslerne om vold.

Denne trussel og dette system hensætter Vesten i en tilstand af trance. Man magter ikke at moblisere styrken til at rive sig løs og kæmpe.

Denne psykologi er den inderste kerne i Vestens afståelse af sig selv.

Truslen, de, der truer, og den måde, hvorpå det øver indlydelse på ens mentale tilstand, på ens arbejde, på de valg, man bliver stillet over for, og på en personlige relationer, er blevet til dæmoner med en usædvanlig ødelæggende effekt.

Flemming Rose taler ved Trykkefrihedsselskabets arrangement mandag 28. november.

Tid: kl. 17:00 – 19:00

Sted: CEPOS, Landgreven 3, 1301 København K.

Entré: 50 kr. for medlemmer/100 kr. for andre

Tilmelding: http://www.trykkefrihed.dk/kalender/212/131-flemming-rose-i-trykkefrihedsselskabet.htm