Så har der igen været landsindsamling. Denne gang til fordel for Dansk Flygtningehjælp, som – støttet af hjertensgode medier – har sendt tusinder af frivillige rundt i alle landets afkroge for at tigge penge af borgere, der gerne vil gøre noget godt.

Og hvem vil ikke det? Hver gang, vi tænder for fjernsynet, ser vi billeder af grædende kvinder og børn, der er på flugt et eller andet sted i den muhammedanske verden. Og er de ikke på flugt, har de det i hvert fald så dårligt, at man udmærket kan forstå deres ønske om at komme til et bedre sted. Det gælder fra Afghanistan og Pakistan i øst til Mali og Nigeria i vest.

Derfor har Dansk Flygtningehjælp godt fat i en vækstsektor, der næppe tørrer ud i vores og vore børns levetid. Står det til de forenede godgørere i medierne, kulturlivet, på universiteterne, i kirken og på Christiansborg, kan vi se frem til et nyt og bedre Danmark beboet af et afrikansk og mellemøstligt folkeflertal, som et dansk mindretal får besvær med at brødføde. Hvordan det vil gå med godhedsindustriens indsamlinger om 20 år, er et åbent spørgsmål.

I grunden er det bemærkelsesværdigt, at verdens hårdest beskattede folk, nemlig danskerne, er så villige til at betale ekstra til så mange gode formål. Det er der imidlertid en oplagt grund til: Det er lykkedes meningseliten at bilde os ind, at ”vi må tage vores del af ansvaret”. Hvem kan modsætte sig det? Hvis vi har et ansvar, må vi naturligvis tage det på os. Det gælder for den enkelte, som det gælder for nationer.

Hvis fru Andersen i Lemvig har ansvar for de frygtelige tilstande i Mosul, bør hun yde sit for at afhjælpe dem. Og hvis Danmark er ansvarlig for, at muhammedanere slagter løs på hinanden (og på alle andre), hvor de end mødes, bør vi selvfølgelig overføre en passende del af BNP for at få dem til at holde op. Og hvis vi har ansvaret for de medfølgende flygtningestrømme, må vi åbne landet for de ulykkelige.

Det spørgsmål, der aldrig bliver stillet, er, hvordan vi har pådraget os dette ansvar. I den forbindelse er det værd at minde om noget, som Asger Aamund for nyligt sagde i en tv-udsendelse: Man kan ikke have ansvar for noget, som man ikke har magt over.

Hvis det stod i vores magt at eliminere profetens blodtørstige tag i verdens muslimer, kunne man med rette bebrejde os, at vi ikke har gjort det. Men vi har ikke skrevet Koranen eller udbredt det budskab, at den pædofile lystmorder Muhammed er alle tiders mest perfekte menneske, hvis gerninger vi har pligt til at efterabe. Vi har heller ikke skrevet shariaen eller agiteret for gudskabte love. Det er ikke vores skyld, at den muhammedanske ideologi uvægerligt fører til grusomheder, som ville have gjort den ondeste viking jaloux.

Vi kan ikke gøre for, at islams ”vold ophæver ikke blot muslimernes bevidsthed, men hele deres menneskelighed”, som den syriske forfatter Adonis skriver i sin nye bog ”Vold og islam” (omtalt i Mikael Jalvings klumme i Jyllands-Posten, den 3. november).

Islam er den lige vej til samvittighedsløshed. Hvis menneskets eneste pligt er at tro på og efterleve en 1400 år-gammel menneskeæders befalinger, kan det ikke komme bag på nogen, at det går ad pommern til der, hvor hans perverse rablerier har magt.

Men folk flygter jo fra disse utålelige tilstande. Beviser det ikke, at de vil noget andet, selv om de kalder sig muslimer? Jo, det kunne man slutte, hvis vi havde set massedemonstrationer af ”nydanskere” under sloganet ”Ikke i mit navn” – og ganske særligt hvis de havde meldt sig ud af morderklubben.

Det modsatte er sket. Næppe er flygtningene og migranterne landet, før de kræver respekt for deres ideologi og forlanger fundamentale ændringer i statsskikken. De mener ikke, at der er noget galt med islam. Tvært imod mener de, at den ikke er blevet praktiseret med tilstrækkelig konsekvens.

Tænk bare på Özlem Cekic, der har erklæret sig som ”rettroende muslim”, og som nu rejser rundt med tidligere overrabbiner Bent Melchior for at indynde sig ind hos steningsimamer. De langskæggede kælderpumaer skal holde op med at være så tydelige, mener det nye par i dansk nonsens.

Özlem/Melchior-aksen er på taberkurs. Jo mere de fedter for Muhammeds gauleitere, des sikrere bliver disse lokale krigsherrer på deres sags uovervindelighed

Men det er måske også vores ansvar? Hvis imamerne ikke har lært det i Danmark, har de nok lært det et sted, hvor Danmark burde have gjort en forskel.

Det bliver sikkert temaet for den næste landsindsamling.

Lars Hedegaard er historiker, forfatter og debattør