Det deprimerende faktum er, at de traditionelle amerikanske politikere ikke har været i stand til at møde denne udfordring på en seriøs måde. Det skyldes ikke mindst, at den herskende politiske videnskab – derunder økonomien – ikke har været i stand til at analysere globaliseringens dynamik fra en overordnet synsvinkel, som tager underklassens problemer alvorligt.

Man har troet, at økonomisk vækst automatisk også kommer de svageste til gode. Men en sådan automatik findes ikke. Den skal skabes politisk. Og dér har man svigtet. Nu har befolkningen naturligt nok reageret på dette svigt. Så kan man blot undre sig over, at en mere troværdig politiker ikke kunne finde den platform, som Trump fandt. Det må vel ses som et udtryk for svagheden i den intellektuelle politiske debat i USA. Og da den samme svaghed findes i den europæiske debat, hvad kan vi så vente os af valgene i Tyskland og Frankrig i 2017?

Lad mig slutte med et lidt kuriøst eksempel på den intellektuelle svaghed i den politiske debat.

I sin bog “Det skrøbelige absolutte” skriver Slavoj Zizek (s. 38), at vi skal ikke lade os narre af al den snak om de fremmede, der tager vores arbejde, for når vi kigger nærmere efter, så er det kun en overfladisk efterrationalisering af et ønske om at gennembanke dem og en angst for deres tilstedeværelse. Kan man være mere nedladende over for folk, som i deres livsvilkår er reelt pressede af de valg, som andre har taget? Zizek svigter den seriøse demokratiske meningsudveksling for dårlig psykoanalyse; og indirekte gør han sig til talsmand for “den herskende klasse”.

Kai Sørlander er filosof og forfatter til en række bøger