Ingen havde set det komme. Alle havde sat deres penge på, at  Hillary Clinton ville gå af med en storsejr efter den mest beskidte valgkamp i USAs historie.

Trods skandalerne, trods hendes skalten og valten med amerikanske interesser og hæmningsløse bjergsomhed, trods hendes vaklende helbred – sluttede alle op om hende. Et fuldstændig enig elite – fra en pinligt forudindtaget presse, over de sædvanlige filmstjerner og til hele det politiske establishment havde dømt Trump ude – og  taget Clintons sejr for givet.

Nu står de alle i et politisk granatchok og forstår ikke, hvad der har ramt dem: Donald Trump bliver præsident.

Den ekstreme arrogance, som har præget Den Herskende Klasse har fået et kæmpe skud for boven: Folket har talt – og talt eliten midt imod. Det er en sensation.

Og det er en sensation på flere måder: For det første viser valget af Trump, at folket ikke vil lade sig manipulere og at elitens gennemslagskraft er langt mindre end den selv havde regnet med. For det andet, er valget af Trump – og frem for alt fravalget af Clinton  – et markant signal om, at befolkningen vender ryggen til den indspiste og stærkt korrumperede elites internationalisme og despekt for den almindelige  amerikaner.

For det er en kæmpe mavepuster til The Establishment, der i deres totale fravær af tvivl på egen storhed, har udskammet de vælgere, der kunne tænkes at stemme på Trump. Clintons beskrivelse af Trumps vælgere som “deplorable” indrammer meget præcist, hvilket billede man havde af vælgerne.

Nu har disse “deplorables” talt – og de udgør til elitens store chok den amerikanske majoritet. Denne majoritet af “deplorables” har i nat vendt elitens anklagende finger ind mod dem selv og udstillet dem i al deres magtarrogance.

Det er intet mindre end en revolution – af den fredelige og demokratiske slags, forstås – men ikke desto mindre en stille revolution, der føjer sig til det britiske Brexit i sommer, til opblomstringen af Alternative für Deutschland og ikke mindst til den eskalerende implodering af et stadig mere svækket EU.

Hvordan udfaldet af det amerikanske valg kunne blive så fundamentalt anderledes end alle meningsmålinger havde spået, står endnu tilbage at finde ud af. Men på sin egen måde bekræfter de mildest talt upræcise målinger, at man ikke skal tale ned til folk, og operere med lavstatusgrupper, når man opgør vælgersegmenter. Dem, der har stemt på Trump – hvad enten de stemte for ham eller imod Clinton – kan ikke presses ind i grupper som “hvide mænd uden uddannelse”, et alias for “white trash”.

Det har uden tvivl givet bagslag og mobiliseret mange vælgere til at stemme i ren protest over, at de og deres problemer bliver kategoriseret som under-Amerika.

Vi er midt i en proces i Vesten, som vi kun har set begyndelsen af. Det næste demokratiske element i denne proces bliver det franske præsidentvalg næste år.