Gæsteskribent

1. september. En gruppe sociologer fra Oxford Universit publicerede en artikel om, hvorfor unge højtuddannede muslimske kvinder, der lever i moderne bymiljøer, vælger at bære islamisk tørklæde. Rapporten fortæller, at i sociale situationer, hvor muslimske kvinder er sammen med ikke-muslimske venner, arbejder uden for hjemmet eller interagerer med fremmede, kan de bære tørklædet som “et signal til andre i deres lokalsamfund for at vise, at det, at blande sig med andre, ikke kompromitterer deres religiøse fromhed”. Tørklæder kan også blive brugt “for at styrke deres egen følelse af engagement i deres tro og dens værdier i en sekulær verden”. Ifølge rapporten kan vestlige regeringers bestræbelser for at forbyde tørklædet i det offentlige rum være kontraproduktivt, da det ville “forhindre muslimske kvinders integration”. Det antydes herved, at hvis de ikke kan vise deres fromhed ved at bære tørklædet, kan de blive tvunget til at blive hjemme.

2. september. En officiel liste over de mest populære navne til babyer i England og Wales i 2015 viste, at navnet Oliver lå i top. Ifølge listen er Muhammad nummer 12, efterfulgt af Mohammed som nummer 29, Mohammad nummer 68 og Muhammed kommer ind som nummer 121. Når de forskellige stavemåder kombineres, optrådte navnet Muhammed imidlertid 7.570 gange og overgår derved de 6.941 babyer, der blev kaldt Oliver på deres fødselsattest.

2. september. Ayasofia grundskole, en muslimsk skole i Whitechapel, East End of London, blev lukket af tilsynsmyndigheden for britiske skoler, Ofsted, efter fire inspektioner havde afsløret en lang række pædagogiske svigt. Skolens ejer, Cityside Primary Trust, sagde, at beslutningen om at lukke skolen med dens 80 elever mellem 4 og 11 år var “ude af proportioner”. Trust hævdede, at skolebørnene nu var i fare for “radikalisering” under “hjemmeundervisning” af ultrareligiøse familiemedlemmer. Dommeren Laurence Bennett afviste deres appel: “Vi er ikke overbevist om, at der er disse to muligheder: at gå på Ayasofia, en skole bedømt til at have alvorlige svigt, eller at have hjemmeundervisning med forventede ricisi”.

4. september. Britiske domstole burde kunne stadfæste islamiske skilsmisser for at beskytte muslimske kvinders rettigheder ifølge en ledende ekspert i sharia lov. Ifølge Elham Manea, der har studeret Storbritanniens sharia råd i fire år, ville et sådant skridt gøre “indbygget diskriminerende” sharia råd overflødige, da de hovedsageligt benyttes af kvinder, der ønsker en islamisk skilsmisse. Manea sagde, at langt størstedelen af de kvinder, der går til sharia rådene, ikke har formaliseret deres religiøse ægteskab i henhold til britisk lov, og de må ofte fraskrive sig muligheden for at benytte deres borgerlige rettigheder for at sikre sig en islamisk skilsmisse. Moulana Raza, leder af Rådet for Muslimsk Lov UK, tilføjede: “Sharia råd skyder op, for der er ikke andre sandfærdige og pålidelige ordninger for muslimske kvinder til at opnå en islamisk skilsmisse. Hvis regeringen tilbød et alternativ, ville 90% af shariarådenes arbejde ophøre”.

4. september. Peter Sutcliffe, en seriemorder kendt som ‘the Yorkshire Ripper’, “planlagde at omvende sig til islam for at kunne beskytte sig selv som medlem af en muslimsk fængselsbande”, ifølge flere medier. Den nu 70-årige Sutcliffe blev for nylig flyttet fra Broadmoord psykiatriske hospital til Frankland fængslet, efter en domstol fandt, at han ikke længere behøvede medicinsk behandling. Sutcliffe, der i 1981 blev dømt for at have myrdet 13 kvinder og forsøgt at dræbe syv mere, er blevet usat for daglige dødstrusler siden han kom til fængslet. Muslimske bandemedlemmer har tilbudt at beskytte ham, men kun hvis han konverterer til islam. De fortalte Sutcliffe, at det at skifte tro også vil give ham adgang til specialkost, mere tid uden for cellen og ret til at nægte at udføre visse typer fængselsarbejde.

6. september. 27-årige Kamran Ahmed var idømt ti års fængsel for at have voldtaget en 12-årig pige. Ahmed er pakistaner og kom til Storbritannien for at gifte sig med en britisk-født kvinde i et arrangeret ægteskab. Han havde været i landet i mindre end seks måneder, da han voldtog pigen efter at have forsøgt at lægge op til sex med hende. Ahmed, der påstod at “djævelen” fik ham til at begå forbrydelsen, vil blive deporteret, når han har udstået sin straf.

6. september. Krissoni Henderson, en 31-årig muslimsk livvagt, kom for Birminghams domstol anklaget for at kalde en kvinde for en “prostitueret” og true med at “sprænge hende i luften” fordi hun havde stramme cowboybukser på. Henderson beordrede 38-årige Noor Alneaimi til at tage hendes cowboybukser af, da hun lyttede til en kristen prædikant i Birmingham bycenter. Ofret, der også var muslim, sagde, at hun brød sammen i gråd efter den ti minutter lange tirade, der tiltrak en tilhørerskare på 60 personer. Anklageren Simon Brownsey sagde til retten: “Han fortalte hende, at hun var Satan, hun var djævelen, hun var en luder, hun var en prostitueret. Han sagde:

“Tag dine stramme cowboybukser af, eller du kommer til at brænde op i helvede kafir [vantro]. Jeg vil følge dig hjem og sprænge dit hus i luften.” Henderson blev sigtet for at “forårsage bevidst chikane, uro eller ubehag og bruge fornærmende ord eller opførsel af racistisk skærpende karakter”.

6. september. Anjem Choudary, en af de mest uforbeholdne islamister i Storbritannien, blev idømt fem et halvt års fængsel for aktiviteter til støtte for Islamisk Stat. Den 49-årige Choudary blev dømt ved Old Bailey retten i London, efter at han i august blev sigtet for at opfordre muslimer til at støtte Islamisk Stat i prædikener lagt på YouTube. Han blev dømt sammen med sin 33-årige partner Mohammed Rahman, der også blev idømt fem et halvt års fængsel.

Choudary har udtalt, at han ikke er bange for at komme i fængsel. Han beskriver fængslet som en frugtbar jord for at vinde flere konvertitter for islam. “Hvis de arresterer mig og sætter mig i fængsel, så vil jeg fortsætte i fængslet”, advarede han. “Jeg vil radikalisere alle i fængslet.”

Den uforbeholdne islamist Anjem Choudary (til venstre) blev fornylig idømt fængselsstraf for aktiviteter til støtte for Islamisk Stat. Han har truet med at “radikalisere alle i fængslet”. Den fængslede seriemorder Peter Sutcliffe (til højre), der har modtaget daglige dødstrusler siden han kom til Frankland fængslet, er blevet tilbudt beskyttelse af muslimske bandemedlemmer, hvis han omvender sig til islam.

7. september. Regeringen burde påtvinge terrormistænkte strenge økonomiske restriktioner for at kontrollere, hvordan de bruger deres penge, siger Tom Keating, der er ekspert i økonomisk kriminalitet og sikkerhedsstudier ved Royal United Services Institute (RUSI). Terrormistænkte, der får offentlige ydelser burde overvåges for at sikre, at de kun kan bruge skatteydernes penge til det formål, som de var tiltænkt, såsom til husleje og mad.

Anbefalingen kom, efter en dommer kritiserede Anjem Choudary for at have opnået 4,16 millioner kroner i velfærdsydelser. Dommeren Holroyd spurgte, hvordan det var muligt for Choudary at søge offentlige ydelser fra et land, han så “indædt foragter”.

7. september. En mand, der myrdede en butiksejer i Glasgow, fordi denne udviste “respektløshed over for islam”, udsendte beskeder fra Barlinnie fængslet, hvori han opfordrede sine tilhængere til at halshugge andre “fornærmere”. Den 32-årige Tanveer Ahmed indrømmede at have stukket Asad Shah til døde i dennes butik, fordi han følte, at hans offer var “respektløs over for profeten Muhammed” med hans tro som Ahmadiyya-muslim. Ahmadiyya-bevægelsen inden for islam tror, at Muhammed ikke var den endegyldige profet, og dette synspunkt betragtes som blasfemi blandt andre muslimer. På en YouTube video, der menes at være blevet optaget med en mobiltelefon, fejrer Ahmed, at han sender Shah “til helvede med hjælp fra Allah, profeten, engle og helgener”. Han fortsatte: “Enhver, der lytter til min stemme, må træffe en beslutning om at beskytte Profetens endegyldighed. Der er kun én straf til fornærmere: hug deres hoveder af, hug deres hoveder af, hug deres hoveder af.”

7. september. BBC rapporterede om en stærk stigning i antallet af uledsagede mindreårige asylansøgere i Storbritannien. Antallet af asylsøgende børn i engelske institutioners varetægt steg 62% på et år. Den største gruppe er drenge på 16-17 år fra lande som Afghanistan og Eritrea. BBC fik i henhold til loven om informationsfrihed adgang til tal, der viser, at mindst 104 institutioner tog sig af flere uledsagede mindreårige, end de gjorde i 2015. Der var mindst 4.156 asylsøgende børn uden forældre eller værger, som 147 institutioner tog sig af den 31. marts 2016, sammenlignet med 2.569 året før. Tallet bliver sandsynligvis højere: Nogle institutioner havde ikke opdaterede tal.

8. september. Den 19-årige Haroon Ali-Syed fra Hounslow i vestlondon blev arresteret grundet mistanke om, at han planlagde et større terrorangreb mod kendte vartegn for London, heriblandt Buckingham Palace. “Hvad der begyndte som en erklæret hensigt om at blive en selvmordsbomber, udkrystalliserede sig i en plan om at dræbe så mange kuffar (vantro) som muligt med en sømbombe”, sagde anklageren.

9. september. Fire medlemmer af en formodet muslimsk terrorbande kom for Westminster Magistrates Court, sigtet for at have haft til hensigt at begå et terrorangreb i Storbritannien. Da politiet undersøgte en bil med forbindelse til gruppen, fandt de en slagterkniv med ordet kaffir (vantro) skåret ind i håndtaget. De fandt også pistoler og ammunition i en taske i bilen. Anklager Louise Gray sagde, at ud over våbnene var der “114 WhatsApp beskeder. Kommunikationen dækker en række emner, heriblandt islam, jihad og voldelig ekstremisme. Der er andre udvekslinger af posteringer med video’er og links relateret til Daesh [Islamisk Stat], begivenhederne i Syrien og artikler om, at MI5 afpresser britiske muslimer.”

9. september. Politimester David Thompson er leder af West Midlands Police, en af de største politistyrker i Storbritannien. Han sagde, at han ville overveje at tillade muslimske betjente at bære burka i tjenestetiden for at fremme mangfoldigheden. Nogle betjente hånede udmeldingen:

“Hvordan ville du kunne have en betjent, der forfølger en mistænkt ned ad gaden, mens betjenten har en burka ned over hovedet? Det er ærligt talt en skør idé. Jeg tænker, at politimesteren muligvis forsøgte at være politisk korrekt, for havde han direkte sagt nej til burkaer, ville han også være kommet ud for kritik.”

11. september. En tidligere underofficer inden for terrorbekæmpelse beskyldte Londons Metropolitan Police for at undlade at håndtere ekstremistiske synspunkter blandt nogle af dets muslimske betjente af frygt for at blive kaldt “islamofobiske”. Javaria Saeed er en praktiserende muslim, der arbejdede i Scotland Yard’s terrorbekæmpelsesenhed. Hun klagede til sine overordnede efter at have set med muslimsk kollega sige, at kvindelig omskæring (der har været ulovlig i Storbritannien siden 1985) var en “ren og ærefuld praksis”, der “ikke burde være kriminel”. Ifølge hende sagde betjenten også, at kvindelige muslimske ofre for vold i hjemmet burde gå til lokale sharia råd i stedet for at gå til politiet efter hjælp, bortset fra ved “alvorlige tilfælde af vold”. Men da hun gav udtryk for sine betænkeligheder over for ledelsen, nægtede de at skride til handling, da de var bange for at fremstå racistiske. Saeed fortalte The Sunday Times, at hun var blevet dæmoniseret af nogle af sine muslimske kolleger, fordi hun ikke bar tørklæde, og hun fik at vide, at hun ville være “bedre tjent med at være hjemme og varte sin mand op”. Hun beskyldte Metropolitan Police for at anvende forskellige standarder, når de undersøgte klager om racisme alt efter om det var muslimske eller ikke-muslimske betjente.

12. september. Mediemyndigheden Ofcom meddelte, at den ikke ville undersøge klager over en episode i børneprogrammet Fireman Sam, som ifølge muslimer viste en af Sams venner træde på en side af Koranen. Ofcom modtog 170 klager, men de kunne ikke bekræfte, at siden var fra den islamiske hellige bog. “Vi undersøgte en optagelse af programmet i den højest mulige opløsning” sagde en talsmand fra Ofcom. “Vi fandt, at siden ikke så ud til at indeholde arabisk tekst, men dets indhold kunne ikke afkodes eller genkendes som uddrag fra en given tekst”. Efter klagerne var blevet fremsat, sagde Mattel, at de “ikke længere ville samarbejde med det ansvarlige animationsstudie” og de “straks ville tage skridt til at få fjernet denne episode”.

13. september. Den 33-årige Azad Chaiwala fra Sunderland i det nordøstlige England lancerede en Google Play app til SecondWife.com, der er en internetside for muslimer, der ønsker at indgå polygame ægteskaber. Polygamy App’en erklærer:

“Vi er den første og eneste muslimske datingtjeneste for polygami. Vi etablerede denne tjeneste, da vi var overbevist om, at dette er en sunna (profetisk tradition), vi var nødt til at genoplive. Denne tjeneste er for praktiserende muslimer, der søger ægteskab og accepterer polygami som livsstil.

“Polygami er i islam en acceptabel praksis, og SecondWife.com er stedet, hvor muslimske brødre og søstre, der søger et polygamt forhold, kan mødes. Med mere end 100.000 medlemmer i over 136 lande – begynd din søgning gratis. Alle søstre får en gratis livslang premium profil.”

Selv om polygami er ulovligt i Storbritannien, bliver polygame forhold, der er juridisk gældende i et andet land, hvor loven tillader denne praksis, juridisk set anerkendt i Storbritannien i forbindelse med velfærdsydelser ifølge en rapport udarbejdet til Underhuset.

13. september. Der blev rapporteret omkring 75 nye tilfælde af kvindelig omskæring i Bristol mellem april og juni 2016, afslørede Informationscentret for Sundhed og Social Omsorg. Bristol udgjorde langt størstedelen af de 80 nye tilfælde i det sydvestlige England i denne periode.

14. september. Politiet i Redbridge offentliggjorde et foto af en mand, de ønskede at tale med efter to unge mænd var blevet overfaldet i High Road, Ilford. Overfaldet skete, efter fire studerende besluttede at tage til Ilford for at filme i et muslimsk område i forbindelse med et medieprojekt på college. Seks mænd skulle være fremkommet med racistiske kommentarer, hvorefter de tog fat i et af ofrene og slog ham i ansigtet. De andre mænd tog nu deres bælter af, nærmede sig det andet offer og skubbede ham, så han faldt, og overfaldt ham, siger politiet. Det lykkedes for begge ofre at undslippe og ringe til politiet. Alle seks mistænkte blev beskrevet som “asiatisk” udseende i alderen 16-21 år.

14. september. En kvinde, der underviser migranter med flygtningestatus i engelsk, fortalte, at fremfor at lære sproget og få et arbejde er hendes elever mere interesseret i de velfærdsydelser, de kan trække ud af de britiske skatteydere. Breitbart London rapporterede, at læreren ringede ind til et morgenshow på Londons LBC radio for at diskutere hendes erfaringer. Hun sagde: “Det er så frustrerende. De er simpelthen ikke interesseret i at lære engelsk. Mange af dem har efterhånden været her i mange år, og da jeg underviste dem i engelsk til brug på arbejdsmarkedet sagde de, ‘Jamen jeg ønsker ikke at arbejde. Jeg ønsker ikke at arbejde, så jeg ønsker ikke at lære engelsk til brug på arbejdsmarkedet.'” Radioværten svarede: “Jeg går ud fra, at de er glade for at leve af velfærdsstaten”. Læreren svarede: “Det er det, de gør.”

15. september. Den britiske ambassadør i Saudi Arabien, Simon Collis, fuldførte en hajj efter at være konverteret til islam. Han er formodentlig den første britiske ambassadør, der udfører pilgrimsrejsen, en af de fem søjler i islam.

16. september. Storbritannien vil modtage omkring 43.381 asylansøgninger i 2016, hvilket koster mere end 620 mio. pund (5,18 milliarder kroner) ifølge beregninger fra Instituttet for Udvikling i Udlandet (ODI). ODI vurderer, at 330.000 mennesker vil nå Europa i 2016 gennem “åbne” kanaler via Middelhavet, men mange flere vil nå Europa gennem “skjulte” kanaler; nogle over land skjult i køretøjer, andre i fly med falske dokumenter eller med indrejsevisa.

16. september. The Guardian rapporterede, at unge muslimer i Rochdale, i udkanten af Manchester-området, i stigende grad bekender sig til anti-vestlige holdninger og ekstreme udlægninger af islam. Avisen interviewede muslimske ledere, der beskrev en “foruroligende tendens” til, at unge muslimer tilegner sig mere fundamentale overbevisninger vedrørende grundlæggende sociale og politiske forhold, end deres forældre og bedsteforældre havde. Der er tydelige tegn på en “stigende religiøsitet”, hvor en voksende minoritetsgruppe med fast overbevisning tager afstand fra vestlig livsstil og alt, hvad de betragter som afvigende fra traditionelle, næsten skånselsløse islamiske skrifter. En mand sagde: Alene i Rochdale er der mange forskellige moskeer, der betjener alle disse forskellige ideologier og det kan give problemer.”

17. september. Den 21-årige sympatisør med Islamisk Stat Mohammed Syeedy fik en fængselsdom på livstid for mordet på Jalal Uddin, en 71-årig imam i Jalalia Jame moskeen i Rochdale. Manchester Crown Court hørte Syeedy fortælle, hvordan han udviklede “et had” mod Uddin fordi denne praktiserede ruqya, en form for religiøs healing, som IS støtter mener skal straffes med døden. Under angrebet, hvorunder der blandt andet blev brugt en hammer, fik Uddin adskillige skader i hovedet. Angrebet fandt sted i en park den 18. februar, da Uddin var på vej hjem efter aftenbønnerne.

21. september. Lederen af Storbritanniens oversøiske efterretningstjeneste MI6, Alex Younger, advarede om, at globalisering, informationsrevolutionen, den øgede afstand mellem forskellige religiøse bevægelser i Mellemøsten og fejlslagne stater ville forårsage, at islamistisk terrorisme vedbliver at være en trussel mod Vesten mange år ud i fremtiden. “Dette er desværre et varigt problem, der utvivlsomt vil følge os i vores arbejdsmæssige livstid”, sagde han. “Jeg må nødtvungent forudse, at selv om det er fuldt ud ønskværdigt at fjerne territorium [fra Islamisk Stat], vil du have en vedvarende trussel, der repræsenterer nogle af de dybe brudflader, der stadig eksisterer i vores verden.”

28. september. Noor Walile, en 38-årig imam ved Rugby moskeen i Warwickshire, blev idømt seks års fængsel for at voldtage en dreng på et toilet ind imellem, at han gav undervisning i moskeen. Moskeens ældsteråd beordrede Walile til at stikke af hjem til Indien og forbød ham nogen sinde at komme tilbage, ellers ville politiet få besked. Hans unge offer brød imidlertid sin tavshed og fortalte detektiver, hvad der var sket. Den vanærede imam blev sporet til en adresse i Leicester, hvor han levede med sin kone og familie. Da han blev konfronteret med angrebet, sagde han: “Djævelen fik mig til at gøre det”.

28. september. Statistikker fra Indenrigsministeriet, som Daily Express har fået adgang til i henhold til loven om informationsfrihed, viser, at 12.000 asylansøgere er gået under jorden. Data viser, at ud for 77.440 asylsager under behandling undlod hver sjette asylansøger at komme til deres første samtale med indvandringsmyndighederne og forsvandt. Disse 11.988, der muligvis kun er toppen af isbjerget, inkluderer migranter, der blev pågrebet og tilbageholdt, da de forsøgte at snige sig ind i Storbritannienm men som efterfølgende forsvandt.

28. september. En regeringsrapport fandt, at muslimer er de mindst sandsynlige, af alle trossamfund i Wales, til at få en ansættelse. Rapporten “At skabe en trosvenlig arbejdsplads for muslimer” opfordrer arbejdsgivere til at indføre sharia standarder – tilbyde bederum, have flekstid for at give medarbejdere mulighed for at gå tidligt til fredagsbønnen, og servere halal eller vegetarisk mad i kantinen – for at tiltrække muslimske medarbejdere. Rapporten anbefaler: “Ved brug af toilettet kan den muslimske medarbejder foretrække at rengøre sig selv med rent løbende vand. En lille kande, som kan stå inde i toiletkabinen, er tilstrækkeligt til dette.” Rapporten siger, at “kulturelle forskelle”, såsom hvorvidt man har øjenkontakt eller giver hånd, “ikke handler om at være uhøflig”.

28. september. Velgørenhedskommissionen, den uafhængige bestyrer af velgørenhed i England og Wales, indledte en undersøgelse af Stockwell Green moskeens distribution af litteratur, der opfordrer til drab på medlemmer af Ahmadiyya-bevægelsen. Folderne forlangte, at Ahmadiyya-muslimer skulle omvende sig til mainstream islam eller imødese “dødsdommen”.

Soeren Kern er Senior Fellow ved det New York-baserede Gatestone Institute. Han er også Senior Fellow i europæisk politik ved den Madrid-baserede Grupo de Estudios Estratégicos / Studiegruppe for strategiske studier. Hans første bog,Global Fire, udkommer i begyndelsen af 2016. Følg Soeren Kern påFacebook og på Twitter.

En måneds islam og multikulturalisme i Storbritannien: september 2016
af Soeren Kern
8. November 2016
Oprindelig engelsk tekst: A Month of Islam and Multiculturalism in Britain: September 2016
Oversat af Kirsten Valeur