Indenfor i Korsgadehallen sidder Hizb ut-Tahrir. – De er i fuld gang med at undergrave det frie åbne samfund – og vi har selv givet dem friheden til det.

Lovforslaget, der skal forhindre ekstremistiske og religiøse forkyndere i at leje sig ind i kommunale lokaler, ligger stadig til høring i Folketinget.  Det kan tage tid, for spørgsmålet er, om hullet i Grundlovens § 67 om trosfrihed skal lukkes.

Det står skrevet at enhver borger har “ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden”. Islamistiske  grupper der opfordrer til politisk motiveret vold, drab og undertrykkelse har stadig tiltagende indflydelse på det danske samfund. Men vi står og tripper på stedet.

Vi vil så gerne fortælle hinanden den fortælling, at vi kan håndtere problemet inden for Grundlovens rammer.

For i Danmark har vi en smuk tradition for tanke- og trosfrihed – for ytringsfrihed og forsamlingsfrihed. Den vil vi ikke give køb på – intet skal i princippet laves om.

Men vi skal heller ikke lade os – lade Danmark – blive ændret til ukendelighed.

Men det er det, der sker når en lovreligion der deler verden op i rent og urent får indflydelse på et samfund.  Det vestlige demokratiske samfund og menneskesyn er nemlig rundet af Kristi ord om, at det, der gør et menneske urent ikke er det der kommer ind i munden, men det der kommer ud.

De frihedsrettigheder vi har i det danske samfund, har langt de fleste glemt hvor kommer fra.

Det var ikke den franske revolution eller enevældens ophør. Det var ikke systemskiftet i 1901 eller ungdomsopgøret 1968, der skabte grundlaget for det enkelte menneskes frihed i det danske samfund i 2016.

Nej, det handler ikke alene om demokratiets frihed – men åndens frihed, der blev grundlagt for over 2000 år siden og har præget Danmark gennem tusinde år.

Det er den frihed, vi blev givet med kristendommen.

Den kristne Gud er ikke en undertrykkende og despotisk Gud, der kræver renhed, underkastelse og blodofre.

Nej, i den kristne tradition skal mennesket ikke ligge underfor rigide love og påbud, stræbe efter renhed og gennem gerninger gøre sig fortjent til Guds nåde og frelse. For kristendommen har givet mennesket både frihed og ligeværd.

Paulus skriver i sit brev til Galaterne at ”det ikke kommer an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus”. (Gal 3,28)

Ethvert menneske har samme frihed – og samme værdi i kristen tradition, fordi alle mennesker er skabt i Guds billede – om man er jøde, kristen, ateist eller muslim er vi alle lige. ”Til frihed har Kristus frigjort os” skriver Paulus til Galaterne. For Kristus brød selv den religiøse lov, da han helbredte en syg på sabbatten – og satte derved hele menneskeheden fri af den religiøse lovgivning.

Den åndlige frihed er forudsætningen for den politiske frihed. Derfor styres Danmark – som ethvert kristent land – af menneskeskabte, verdslige love – ikke af en religiøs lovgivning. For kristendommen giver friheden til at man kan tro, nøjagtig som man vil – det er på grund af kristendommen at vi som vores grundlovsikrede ret har religionsfrihed – man behøver nemlig ikke være kristen for at være dansk.

Men historien har lært os, at frie mennesker mister deres frihed, hvis ideologiske regimer misbruger friheden imod dem.

Islamistiske grupper i Danmark og i hele den vestlige verden bruger lige nu Vestens stolte tradition for trosfrihed, ytringsfrihed og forsamlingsfrihed til at indføre ufriheden. Tvinge mennesket ind under et trældoms åg af forskrifter, regler og påbud.

Men som sagt, det der gør et menneske urent er ikke det, der kommer ind i munden, men det der kommer ud. Det, der lige nu kommer ud af munden Hizb ut-Tahrir talerne inde i Korsgadehallen, besudler ikke alene demokratiet og samfundet, men også det enkelte menneske – og det enkelte menneskes frihed.

De er fjender af det åbne frie samfund – og de vil friheden til livs. Og vi må derfor stille det pinagtige spørgsmål, om det åbne, frie og tolerante samfund stiltiende kan se til, mens dets modstandere benytter vore frihedsrettigheder som trojansk hest til at arbejde for religiøs tvang, ensretning og intolerance.

Marie Høgh er sognepræst og debattør