Tre forskellige hændelser, der fortæller samme historie: Trygheden er taget fra os. Der er nogen, der tager trygheden fra os  – og der er andre, der lader det ske. Alene det at sætte ord på, hvad der sker, er det samme som at forsvare vores opfattelse af os selv som mennesker.

En gravid kvinde går tur med hunden i en park i Herlev. Klokken er cirka 1900 fredag aften. Hun har hund med, en golden retriever. Men kvinden kommer aldrig hjem og hendes barn vil aldrig blive født.

En anden kvinde kører bil på motorvejen. Klokken er 1400,  hun skal hente sit barn. Hun har modlys og opfatter ikke helt hvad der sker, før glasset fra frontruden splintres over hende. Hun er blevet udsat for et “motorvejsattentat”. En ny type angreb på det civile Danmark. Kvinden tør stå frem og skriver brev til justitsministeren.

Kære justitsminister Søren Pind! Jeg var forleden udsat for et drabsforsøg på vej hjem fra arbejde. Det skete, mens jeg kørte i min bil på Helsingørmotorvejen på strækningen mellem Holte og Nærum. Klokken var vel 10 minutter over 14, og jeg sad og hørte P1, mens jeg glædede mig over at skulle hente vores yngste barn i børnehaven.

I næste sekund sidder kvinden fuld af glasstumper fra forruden. Hun husker den skæbnen, der blev den tyske kvinden på Fyn til del. Nogle forsøger bevidst at dræbe bilister.

Ud fra politiets reaktion at dømme kan jeg nok ikke drømme om andet, end at min historie havner som en notits i ugeavisen i Det Grønne Område, men er det virkelig det? Skal man som almindelig lovlydig borger i Danmark bare acceptere, at nogen forsøger at slå én ihjel på vej hjem fra arbejde?

Skal vi bare finde os i det? Kvinden foreslår hegn eller kameraer. Det er defensive tiltag. Hvad med at spørge hvor disse angreb kommer fra? Hvem der udfører dem? De kommer ikke helt ud af det blå. De har været der et godt stykke tid. Hvem er det, der kaster sten? I Sverige er det hverdagskost og sker mod alt fra busser, ambulancer og politi – ja selv mod postvæsenet i bestemte områder. Ambulancer må have politibeskyttelse.

Er det ikke nærliggende at stille spørgsmål om stenkastingen fra broer mod bilister er udtryk for samme krig mod det civile samfund?

Den tredje historier var fra Korsør, hvor en ung pige har været i byen sammen med veninder. Der er et stykke vej at gå fra togstationen og ind til byen. Forældrene har bestilt en taxa. Men den unge pige vil gerne gå hjem i den fine juli-nat. Klokken er fire om morgenen. Det er det sidste, hun gør. Ingen har set hende siden. Frivillige har været med til at lede, weekend efter weekend. Uden så meget som et eneste spor. Sandsynligvis er hun fragtet væk.

Hvordan kan unge danske piger tro, det er ok at gå alene gennem en skov klokken fire om natten, med propperne i øret? Har de  voksne ikke svigtet deres ansvar ved at fortælle dem, at det kan man ikke længere gøre i Danmark?

Eller skyldes det, at de voksne mærker en uro, som gør, at de ikke magter at fortælle de unge, hvad de ikke længere kan gøre? Har de selv problemer med at forholde sig til, at freden er taget fra os?

De tre hændelser – hvoraf to havde dødelig udgang – har noget til fælles. De rummer en rædsel, og denne rædsel er blevet en daglig følgesvend. Vi forsøger at holde den nede, for at den ikke skal overmande os, men den er der hele tiden.

Denne rædsel tager stadig nye ofre. De forsvinder i natten. Vores angst for mørket stiger. Men hvordan forsvarer vi os mod Mørket?

Vi skal erkende at det findes. Vi skal ikke lade ofrene synke ned i glemselen. Vi skal huske, og vi skal forsvare hverdagen. Freden er taget fra os, det er en brutal sandhed, og vi ved langt mere om, hvordan det er sket, end vi bryder os om at huske. Sandheden er altid at foretrække.

Hvis mennesket kender sandheden, kan det tåle det utrolige.

Det er løgnen der æder sjælen.

http://www.b.dk/nationalt/politi-leder-efter-moerkklaedt-mand-i-drabssag-fra-herlev

http://www.b.dk/kommentarer/kaere-soeren-pind-jeg-var-udsat-for-et-drabsforsoeg-paa-motorvejen

http://www.b.dk/nationalt/da-emilie-meng-ikke-kom-hjem