De afrikanske migranter som blir afleveret i Italien fordeles efterfølgende ud i landet. En gruppe er havnet på hotel Byron i kommunen Mira, tæt ved Venedig. Pudsigt nok hedder landsbyen Malcontenta (det hedder den virkelig!).

De afrikanske migranter lever op tillandsbyens navn: de er ikke tilfredse. Det er for koldt, de kan ikke åbne vinduerne og de kan ikke lide pasta. “No good food, only pasta, pasta”. Utilfredsheden fik 30 af dem til at gå på gaden for at protestere.

Lorenzo Chinellato, som leder den godgørende organisation, Sar.ha, blev i den forbindelse interviewet af Il Gazzettino, som er den største avis i Venedig:

“Når de kommer til Italien har de desværre de nordeuropæiske modtagelsessystemer som model”, forklarer Lorenzo Chinellato, leder af organisationen Sar.ha

Vi gav dem tøj, da de kom. Helt almindeligt tøj. Men de kan godt lide mærkevarer, Armani og Boss, og de bad os om at give dem Pirelli-sko. Det er de mærker, de bruger. Da de kom hertil havde de ikke tøj, men de havde allesammen smartphones.

– quando sono arrivati li abbiamo vestiti, abiti standard. A loro piacciono i vestiti di marca, Armani e Boss, ci hanno chiesto le scarpe Pirellli. Questi sono i loro modelli. Quando sono giunti da noi non avevano abiti, ma avevano tutti lo smartphone».

Sandsynligvis skriver disse asylsøgere Facebook-opdateringer i stil med: “Italy no good”. Det er nemlig ikke alle migranter, der kommer fra krig og fattigdom. Italienerne har erfaring med forkælede børn med skidtvigtige miner, og de genkender derfor hurtigt de samme træk hos de nyankonme, der næsten ikke kan bære fraværet af mærketøj. Og i Italien er det bestemt ikke populært at sige, at man ikke kan lide pasta.

Det tager en italiener mindre end tre sekunder at spotte mentaliteten. De har fastholdt noget så utidssvarende som fremmedskepsis, så de ser på dig med røntgenblik, for at finde ud af, om du er kommet for at snyde dem. Og det fuldstændig uafhængigt af, hvor du kommer fra, Men de gør gode miner til slet spil – akkurat som den høflige journalist i videoen, der lader dem beklage sig.

Hvis de en dag får asyl, garanterer staten tag over hodet i seks til tolv måneder. har de ikke på egen hånd fundet fodfæste i det italienske samfund, henvises de til Røde Kors´ teltlejre, der er opført påmindre attraktive steder.

Tryghedsordninger er der ikke noget af i Italien, før man bliver gammel. Men det betyder ikke, at det er umuligt at skabe sig et godt liv i landet – men det forudsætter en holdningsændring.

På den baggrund er det selvfølgelig lettere for disse migranter at rejse videre til et sted, hvor man er mere villig til at imødekomme deres behov.

Hotell Byron

Træt af pasta.

Hvor er mit Armanitøj?

Il Gazzettino