Når skibene med migranter som er samlet op ud for de libyske kyster lægger til kaj på Sicilien eller det italienske fastland, bliver de overtaget af et logistisk apparat som indkvarterer de nyankomne forskellige steder i landet. Sædvanligvissker dette uden atomverdenen tager større notits.

En undtagelse fra denne regel fandt sted mandag aften i landsbyen Gorino (600 indbyggere), som ligger ved Po-deltaet nogle mil syd for Venezia.

Da en bus var på vei fra Bologne med tolv kvinder og otte børn fra Nigeria, Elfenbenskysten og Guinea som skulle indlogeres i pensionatet Amore-Natura i Gorino, udbrøt der et folkeligt oprør, der omfattede halvdelen af lokalsamfundet. De tre indfaldsveje blev barrikaderet med paller og jernskrammel i protest af demonstranter, der erklærede kvinderne og børnene for uønskede. “Vi vil ikke have dem her”, blev der råbt.

Præfekten i Ferrara – regeringens øverste repræsentant i den provins, hvor Gorino ligger – Michele Tortora, havde sørget for værelser i pensionatet, men stillet overfor den ekstraordinære situation,  så han sig nødsaget til at ændre planer, og fik i stedet ordnet forskellig indkvartering i  nabokommunen. Politi i kampuniformer var ankommet til Gorino og atmosfæren var spændt. På en efterfølgende pressekonference tirsdag udtalte præfekten, at “hensynet til lov og orden vejede tungest”, og at myndighederne “…åbenbart ikke kunne have fjernet disse personer med køller” liesom han ikke mente sig i stand til at garantere migranternes sikkerhed.

Måske kunne de have brugt køllerne, men mon ikke det ville have udviklet sig til en ren PR-katastrofe for det officielle Italiens højt besungne gæstfrihed, som alle ved har et element af skuespil i sig?

Måske gjorde migrationsapparatet det strategisk rigtige ud fra denne betragtning, men ikke desto mindre vandt landsbyen nervekrigen og fik det, som de ville have det – endda uden at nogen kom til skade.

For at vise, at initiativet ikke bare var bluff, protesterede de fleste familier også tirsdag morgen ved at holde deres børn hjemmefra skole.

Som forventet er der fremsat en række erklæringer fra både politi og myndigheder, der udtrykker afsky for landsbyboernes aktion, men i et talkshow på italiensk fjernsyn indtog statsminister Matteo Renzi en mere nuanceret holdning: Det er vanskeligt at dømme,sagde han. På den ene side forstår han landsbyens bekymring, men hvad gør man, når kvinder og børn banker på ens dør?

“Det Italien jeg kender gør alt for at stille op”, sagde han. Renzi har også blik for, at det drejer sig om andet og mere end ren medmenneskelighed: “Enten standser vi tilstrømningen inden mars 2017, eller også vil Italien ikke længere kunne magte at håndtere det, som ersket i år.”

Til Corriere della Sera siger folk i Gorino, at de ikke var blevet varslet om migrantenes ankomst. Burde de ikke være taget med på råd? Prefekten svarer, at han i to og et halvt år har forsøgt at overtale kommunerne i provinsen til at tage imod migranter for at medvirke til at afhjælpe en presserende situation. Hvordan kan det komme bag på dem?

Folk på stedet får derimod støtte af Liga Nords leder, Matteo Salvini, som udråber dem til “helte i kamp mod gæstfrihedens diktatur” og opfordrer til solidaritet med Gorino.

Set fra præfektens synspunkt, forholder sagen sig anderledes. Hans opgave var at hjælpe til med at skaffe tag over hovedet til de 450 personer, der var ankommet i løbet af weekenden, og gode råd er efterhånden dyre. Ekstraordinære situationer er ved at blive ret almindelige.

Hvad er det der gør, at dette lille samfund reagerer så afvisende over for migranter?

En af demonstranterne forklarer, at folk lever af fiskeri og turisme. Vil turisterne stadig komme, hvis “den tredje verden” indtager lokalsamfundet? Andre udrtaler til Corriere della Sera, at Gorino er et dejligt lille sted, og at de ikke vil tillade, at det bliver ødelagt. Atter andre tilføjer:

“Så ved vi, hvordan det går. De siger elleve kvinder, og derefter kommer mændene. De er sandsynligvis gift – og så bliver det pludselig en invasion”

Avisen tegner et portræt af et sårbart lokalsamfund.

Der bor 590 mennesker i Gorino. Byen rummer to dagligvarebutikker, et apotek, en kiosk, en restaurant og pensionatet med 46 sengepladser og byens bar.

Det nærmeste sygehus ligger 70 kilometer væk. Carabinieri-stationen lukkede i 2012, da den blev flyttet til byen Comacchio. «Vi er indadvendte folk. For os virker en hvilken som helst by som en metropol. Vi har vores hverdag, og vi finder os ikke i, at den blir ødelagt af fremmede.»

Stedets sognepræst udtrykker forståelse for dette synspunktet overfor Il Fatto Quotidiano: Hvad skal migrantene foretage sig i Gorino? Her er jo ingen muligheder for beskæftigelse. Ærkebiskoppen af Ferrara mener derimod, at folks reaktion er en hån mod den kristne næstekærlighed.

En kvinde ved navn Antonella er flyttet tilbage til Gorino med sin søn, efter at have boet på Sicilien med sin søn. Hun blev nabo til et modtagecenter for asylsøgere, og det var svært at finde arbejde. “Nu har vi en fremtid, og vi vil ikke finde os i, at den bliver taget fra os” siger hun.

Mandag ettermiddag var hun sammen med andre i Gorino på Facebook, da rygterne begyndte at løbe om, at præfekten havde lejetværelserne på pensionatet. Nyheden spreder sig. Demonstrationen organiseres lynhurtigt. Nogle fiskere og fiskeopdrættere – nogle af dem politisk aktive -tager straks affære.

Det er vanskeligt at sige, hvorvidt optrinnet får konsekvenser. Af Italiens ca. 8000 kommuner, har to tredjedele endnu ikke modtaget migranter – de fleste er små kommuner. Mange af dem kan nu lade sig inspirere af Gorino.

På den anden side kan staten forventes at ville straffe genstridige kommuner økonomisk, hvis behovet for indkvartering afmigranter fortsætter med at stige.

Under sådanne omstændigheder er afstanden mellem befolkningen og statsmagten dømt til at blive større. Fortsætter menneskestrømmen, har vi ikke engang set starten på problemerne.

Corriere della Sera – Corriere della Sera – Il Fatto Quotidiano – La Nuova Ferrara – The Independent – International Business Times