Mon ikke der bliver smækket med dørene i JP/Politikens hus? For med Flemming Roses nye bog “De besatte” og portrætbogen “Pansergeneralen” om tidligere bestyrelsesformand (nu næstformand) for JP/Politikens Hus, Jørgen Ejbøl, som udkommer 7. november – er der ikke bare lagt op til et voldsomt opgør mellem to tidligere nære venner. Vi får også et enestående indblik i, hvordan det gik til, at Jyllands-Posten gik fra at være en ytringsfrihedens ubange bannerfører til at synke til at blive et konformt, angstplaget mainstremmedie.

Rose afslører i “De besatte”, hvordan Ejbøl – af frygt for terror – allerede i 2011 pålagde ham et diktat, kaldet håndfæstningen, der i realiteten afskar Rose fra at deltage i sammenhænge, hvor ytringsfrihed, islam og terrorisme var på dagsordenen. En håndfæstning, der som udgangspunkt skulle være midlertidig, men som i realiteten kom til at strække sig til 2015, hvor Rose valgte at forlade JP.

Bruddet kom efter et dramatisk optrin mellem ham og Ejbøl i forbindelse med overrækkelsen af JP´s nyindstiftede “ytringsfrihedpris” til Jacob Mchangama, hvor Ejbøl bl.a. nægtede Roses livvagter at være til stede.

Roses totalsvigt
Rose beskylder Ejbøl for at være en magtfuldkommen og hyklerisk leder – og ifølge Politiken mener Ejbøl, at Rose har gjort sig skyldig i et »totalsvigt« over for medarbejdernes sikkerhed i bladhuset.

Det er aldrig kønt at være vidne til, at to tidligere nære venner og allierede bliver hinandens argeste fjender. Men i denne sag er der så meget mere på spil end blot personlige uoverensstemmelser.

Konflikten illustrerer med sørgelig tydelighed, at vi er godt igang med at overtage terroristernes syn på os: Det er vores skyld og vores ansvar, når volden rammer – ikke terroristernes.

I Ejbøls optik er skyld og ansvar  fordelt således, at Rose bærer skylden for terrortruslen og Ejbøl ansvaret for medarbejdernes sikkerhed. Rose skulle aldrig have sagt, at man i et demokrati må finde sig i hån, spot og latterliggørelse – ligesom hans opfordring til at genoptrykke Muhammed-tegningerne nærmest bragte Ejbøl fra koncepterne:

»Skal vi genoplive den frygt en gang imellem? Nej, det skal vi ikke. Har det noget med selvcensur at gøre? Ja, det kan man da godt sige, hvis man vil gøre det til en selvcensursag; men jeg mener, at det rigtige ord er en selvforsvarssag. Ved at genoptrykke dem vækker vi tossers vrede. Det er en kamp, som militæret og efterretningstjenesterne skal tage. Man har at gøre med militante – og dermed bevæbnede – mennesker, for hvem menneskeliv er fuldstændig ligegyldige, og som har en evig hukommelse. De får mig aldrig til at sige, at vi pålægger os selvcensur. Aldrig. Vel gør vi da ej. Men vil vi ofre menneskeliv på det alter? Vil vi ofre vores medarbejdere og udsendte folk? Nej […] Vi beder da ikke nogen gå i døden for noget så dødssygt hampelort, vel? Nogle primitive tegninger«.

Det endelige knæfald:
Ejbøl-citatet indrammer det endelige knæfald for den frygt, som Jyllands-Posten i så mange år har stået som et bolværkssymbol mod. Han har – i modsætning til Rose – ikke kunnet stå for presset, og hans kapitulation over for frygten er fuldstændig uforenelig med Roses insisterende forsvar for ytringsfriheden.

Frygt æder aviser op, og Ejbøls frygt har været en af hovedårsagerne til Jyllands-Postens totale sammenbrud i forsvaret for det frie ord. Det sidste søm i ligkisten blev slået i, da avisens ny-tiltrådte chefredaktør, Jacob Nybroe proklamerede, at han ikke kunne forestille sig “en situation, hvor vi vil komme til at trykke de tegninger”, ligesom han lovede at nedtone islamstoffet:

“…jeg synes, det er tiden at lette foden fra pedalen og sige, at værdistof i den der gænge kvalificerer sig i lige konkurrence med alle andre stofområder. Jeg synes nok, at omfanget har været så heftigt, at det er i fare for at blive en del af kampen.” 

Med Nybroe som ny chefredaktør og angrebet på Rose i portrætbogen “Pansergeneralen” har Ejbøl fuldbragt Jyllands-Postens transformation fra at være et af de vigtigste symboler på ytringsfriheden – til et gennemsnitligt mainstreammedie. Dermed har  han også smidt avisens moralske kapital på møddingen.

Det mest absurde er, at Ejbøl tilsyneladende svæver i den vildfarelse, at terrortruslen mod Jyllands-Posten dermed vil være elimineret. Det vil den så langt fra. Om noget har han med sin totale kapitulation bevist, at terrorfrygten er effektiv og derfor er den rigtige strategi.

Rose har endnu en gang udvist stort mod. Denne gang ved at udgive en bog, som Jyllands-Posten aldrig vil tilgive ham for.

http://politiken.dk/kultur/kultur_top/premium/ECE3446601/jp-ikoner-i-opgoer-om-muhammedsagen/#loggedin

http://jyllands-posten.dk/premium/indblik/Indland/ECE8981302/jacob-nybroe-laeserne-kan-forvente-mindre-muhammed/