I en klumme i Kristeligt Dagblad (tirsdag den 18. oktober) advarer Mette Bock fra Liberal Alliance stærkt imod, at der genindføres sindelagskontrol i Danmark.

Konkret drejer det sig om, at politikere som Naser Khader fra de Konservative og Pernille Vermund fra Nye Borgerlige foreslår, at nye statsborgere skal gennem en personlig samtale, så man kan vurdere, om deres holdninger er forenelige med en demokratisk orden, som giver religionsfrihed. En sådan samtale anser Mette Bock for at være en farlig form for sindelagskontrol, som på sigt vil undergrave demokratiet og åndsfriheden.

Hvis Mette Bock har ret i det, så må demokratiet og religionsfriheden være noget, som kommer af sig selv, hvis blot vi lader folk tænke, hvad de tænker, uden at blande os.

Men det er en illusion.

Så let er det ikke at opbygge et samfund med demokrati og religionsfrihed. For at opbygge et sådant samfund er det tværtimod nødvendigt med en relativt streng social selvopdragelse. Folk skal lære at betragte hinanden som politisk ligeværdige. Og de skal lære – af hensyn til andres religionsfrihed – ikke at bruge religiøse argumenter i den politiske debat om, hvorledes lovene skal være.

Det er ikke holdninger, som automatisk kommer af sig selv; men det er holdninger, som befolkningen skal oplæres ind i, hvis demokratiet skal kunne opretholde sig selv. Og denne oplæring kan man godt kalde en form for sindelagskontrol; men det er en kontrol, som er betingelse for, at vi fortsat kan leve som frie og demokratiske medborgere. Et demokrati, som giver religionsfrihed, kan slet ikke fungere, med mindre det store flertal har disse holdninger.

Det er klart, at der i et demokrati er tale om en anden form for sindelagskontrol end den, som udøves i et totalitært eller religiøst ensrettet samfund. Men det er lige så klart, at demokratiet behøver en sådan kontrol, hvis det ikke skal blive flertalsdiktatur.

Og det er her, Mette Bock går fejl.

Hun sætter den “sindelagskontrol”, som Naser Khader og Pernille Vermund vil udsætte potentielle danske statsborgere for, lig den sindelagskontrol, som udøves i totalitære og religiøst ensrettede samfund. Men hun overser, at fordi totalitarismens sindelagskontrol er forkert, så betyder det ikke, at enhver sindelagskontrol er totalitær.

Der er intet totalitært i en kontrol af om potentielle demokratiske statsborgere har det for demokratiet nødvendige værdigrundlag. Tværtimod er der ingen garanti for, at et demokrati kan opretholde sig selv, hvis det ikke er villigt til at udøve en sådan kontrol.

Mette Bock tror, at et demokrati med religionsfrihed er noget, som kommer af sig selv, hvis man ikke har nogen form for sindelagskontrol overhovedet. Men det passer ikke. Og der er ikke noget demokratisk fordækt i at sikre sig, at potentielle statsborgere ikke har værdier, som går på tværs af demokratiets egne. Det er blot politisk realisme. Hvorfor Liberal Alliance fornægter denne realisme, forstår jeg simpelt hen ikke.

Kai Sørlander er filosof og forfatter til en række bøger.