I en menneskealder har Europa fulgt en katastrofal strategi i omgangen med islam. På alle planer – både politisk, kirkeligt og i civilsamfundet har man valgt de mest bogstavtro og nidkære muslimer som samtalepartnere, og deres europæiske forsvarere som eksperter.

Konsekvensene er tydelige for enhver, der tænder for TV eller åbner en avis, hvor både islamister og deres apologeter har kronede dage. De muslimer, som ikke kan udstå de vestlige frihedsrettigheder, har det som blommen i et æg i denne sammenhæng. Sekulære muslimer burde have været vores naturlige referencer. De kunne have hjulpet os med at være årvågne mod angreb på friheden. I praksis er denne gruppe dog marginaliseret.

Blandt dem som på forskellig vis kan lægge hindringer i vejen for den europæiske underkastelse, er den syrisk fødte professor, Bassam Tibi (f. 1944, billedet), som kom til Tyskland for mere end 50 år siden og siden blev professor i internationale relationer ved Universitetet i Göttingen. I en periode på omkring 20 år var også gæsteforsker på Harvard.

Som islamolog lancerede Tibi i sin tid tanken om en europæisk udgave af islam. Man skulle bare adskille politik og religion, mente han, og tilføje nogle oplysningsværdier og et skvæt tolerance. Senere erkendte han, at projektet var dødfødt. Med stigende uro iagttager han det, han kalder skjult islamisering af Europa. Hans advarsler burde have været udbredt for længe siden. I stedet er det i en relativt obskur schweizisk avis som Basler Zeitung , at man den 11. oktober 2016 finder den seneste advarsel:

Mens Europa sover, underkaster sig eller går over til fjenden, er der andre, som arbejder langsigtet og målbevidst:

Gennem årtier har jeg fulgt den strategi, der benyttes af den organiserede islam. Den består i at snyde de “vantro” og køre sit eget løb. Schweiz er ingen undtagelse. Organiseret islam i Europa er knyttet til moskeerne, der dyrker en antisekulær og antieuropæisk kultur, der med alle midler kæmper for særrettigheder for de muslimske menigheder.

Tibi betegner de åndelige krigere som “islamfunktionærer». De er efter al sandsynlighed finansieret fra udlandet. Et fænomen, der også kendes herhjemme.

Islamfunktionærerne hævder at repræsentere det muslimske samfund generelt, selvom ingen har valgt dem til det. Disse funktionærer modtager faste «honorarer», enten fra det islamistiske parti AKP, som har været ved magten i Tyrkiet siden 2002, eller fra det wahhabistiske Saudi-Arabien. Islamismen og wahhabismen er ganske vist forskellige retninger inden for islam, men i Europa er der et nært samarbejde mellem Tyrkiet og Saudi-Arabien.

Islamfunktionærerne – som ifølge Tibi ikke som udgangspunkt er teologer – benytter effektive instrumenter, der som en kniv i smør skærer gennem Europas skrøbelige åndelige forsvar, og de bruger andre muslimer som mere eller mindre frivillige løftestænger:

Et af deres mange våben er at beskylde europæerne for at være islamfjendtlige. Der findes utvivlsomt islamfjendtlighed i Europa, men disse funktionærer bruger termen islamofobi i en politisk sammenhæng. Med udgangspunkt i en offerrolle, som islamfunktionærerne tillægger diasporaens muslimer en bloc, forlanger de flere rettigheder til den organiserede islam. I kampen for legitimiteten mobiliserer disse velbeslåede islamfunktionærer europæiske meningsmålingsinstitutter, som betales fyrsteligt. Disse institutter får i opdrag at fremskaffe beviser for, at islamofobi er udbredt i Europa.

Om denne kampen bare unntaksvis benytter vold, er det ingen mangler på andre verktøy:

Når de organiserede islamfunktionærer udadtil hævder at bekende sig til en demokratisk og moderat islam, praktiserer de iham (vildledning) for at sløre deres islamiseringspolitik. Den består i at forhindre, at muslimske indvandrere integreres som borgere, at hævde, at muslimer er medlemmer af en kollektiv islamisk ummah, at organisere islam-diasporaen i en «enklave», og bruge begrebet islamofobi som en kølle mod ytringsfrihed og islamkritik. Det er et faktum, at de fleste moskeer i Tyskland og Schweiz direkte eller indirekte finansieres og kontrolleres af enten Tyrkiet eller Saudi-Arabien. Dette er fremmedstyring. De tyrkiske moskeer er officielt underlagt den statslige religiøse myndighed Diyanet i Ankara. Derfra bliver der udsendt imamer betalt af den tyrkiske stat. Størstedelen af de arabiske moskeer er under indflydelse af Den Islamske Verdensliga (al-Rabitah al-islamiyyah). Diyanet er en statslig instans, som er totalt domineret og kontrolleret af det islamistiske AKP.

Denne virksomhed bærer forskellige organisatoriske frugter. Tibi nævner en tyrkisk-islamisk stiftelse i Schweiz som er under indflydelse af ligaen. Tilsvarende stiftelser findes ganske sikkert også i Norge. Pengene til en tyrkisk domineret organisation kommer ikke nødvendigvis fra Tyrkiet:

Det wahhabistiske monarki Saudi-Arabien og det islamistiske AKP i Tyrkiet har besluttet at samarbejde om den religiøse erobring, islamisering, af Europa.

Den undergravende virksomhed koordineres af en europæisk organisation af islamcentre med hovedkontor i Genéve under inspiration af islamligaen, skriver Tibi. Han citerer fra et arbejdsdokument som slap ud i 1993:

«Den islamske verdensliga har på sit arbejdsmøde i Kairo krævet en ny strategi for da’wa (missionering for islam) … Til dette hører opbygning af islamiske centre i Europa … for at forberede de muslimer, som opholder sig der, på deres fremtidige rolle … at sharia skal være retningslinjen i muslimers liv.»

Kravet om sharia hænger sammen med offerrollen, siger den syrisk-tyske professor. Muslimske migranter misbruges til at fremme islamiseringen. Rent operativt går man i hovedtræk frem på to måder:

1. Med en propagandakrig, hvor instrumentet iham (vildledning) anvendes for at undgå afsløring ved brugen af to påstande: Fremstilling af muslimer som ofre for Vesten, og insinuationer om systematisk islamofobi. På begge områder skræmmer man europæerne med verbale køller for at tilkæmpe sig særrettigheder.

2. Med værktøjet kristen-islamisk dialog, som domineres af vildledning i kombination med iham. Dialog er et nobelt anliggende, når det handler om at tale sammen om problemer og fordomme i den hensigt at skabe fælles løsninger. Men det er ikke hensigten hos de organiserede islamforbund.

Når dobbeltspillet afsløres af de sekulære muslimer, som kender deres lus på travet, bliver de modarbejdet af islamistene. En artikel Tibi skrev i Die Zeit i 2002, er således fjernet fra avisens arkiv. Som svar på en forespørgsel om, hvorfor den er fjernet, blev han henvist til avisens juridiske afdeling, der gav undvigende svar. Det handler sandsynligvis om mørklægning via trusler om søgsmål, og om at det så er den nemmester udvej bare at fjerne artiklen.

Tibi rekapitulerer ideerne i artiklen, som han mener er lige så aktuel i dag. De organiserede islamisters strategi har nemlig ikke ændret sig de seneste 14 år.

De islamske organisationers mål er en gradvis islamisering af Europa – denne gang en fredelig en af slagsen, altså uden at bruge jihad. Hvad betyder islamisering? Rettroende muslimer ønsker at udvide Dar al-Islam (islams hus) til at omfatte hele verden. Selv tilhængere af islamisk reformteologi fremhæver al-taghallub (dominans), altså islamisk overhøjhed, som religionens vigtigste budskab. En sådan verdensanskuelse om at være andre overlegne er ikke foreneligt med hverken vestlig kultur eller religionspluralisme.

Denne overhøjhed begrundes i moskeerne med Koranen, men religionsdialogens udøvere, som burde basere sig på ligeværd og pluralisme, ignorerer dette faktum – eller bilder sig ind, at det betyder noget andet. Resultatet er envejskommunikation, som i praksis fungerer som ensidig, muslimsk missionering:

Velmenende islameksperter påstår, at islam og kristendom udgør et historisk ægteskab, som er kommet i krise på grund af misforståelser, og at disse misforståelser skal udredes og ægteskabet genoprettes ved “dialog”. Men denne forestilling om «ægteskab» er kun ønsketænkning fra velmenende tyske kulturprotestanter. Skal man føre dialog, må man først spørge sig selv, om begge parter overhovedet har samme forståelse af, hvad dialog er. Siden Europas forvandling fra Karl den stores «kristne aftenland» til et sekulært vestligt samfund efter renaissancen, betyder «dialog» hos os «verbal udveksling», og ikke missionering overfor anderledes troende.

Kristendommen og islam har historisk forsøgt at få den anden til at underlægge sig militært, konstaterer Tibi, men kristendommen har i dag givet afkald på disse ambitioner. Den krigeriske indstilling er imidlertid fortsat særdeles levende i islam, siger han, om end midlerne ikke nødvendigvis er den fysiske krigs.

Teaterforestillingen har stået på i lang tid:

I Tyskland har dialog med islam vært forsøgt siden begyndelsen af 1980´erne. Samtalepartnerne var fra europæisk side kirkerne og de kristne organisationer, og fra islam lærde og statslige repræsentanter. I 1990´erne dukkede der imidlertid organiserede grupper op, som hævdede at tale på vegne af tyske muslimer. Disse grupper er nu finansierede af stater som Tyrkiet og Saudi-Arabien. I Europa er “islamfunktionærer” nu blevet et af de bedst betalte erhverv.

Nogen er på vagt:

Østrigerne har med indførelsen af deres islamlove forsøgt at sætte en stopper for udenlandsk finansiering af islamiske organisationer. Spørgsmålet er, om det vil lykkes, for de organiserede islamfunktionærer finder altid en måde at omgå loven på, ind imellem endda i dialogens navn.

Derfor er der grund til en vis skepsis, når disse funktionærer som udadtil bekender sig til demokratiet og pluralismen, i praksis ikke bringer andet til torvs end krav og anklager.

Og det er ofte let for dem at finde svage punkter hos europæerne, der slet ikke har blik for de dobbelte standarder:

Muslimer trives i offerrollen. De kristne repræsentanter konfronteres ikke bare med Tysklands fortid, de stilles også til ansvar for korstogene og kolonialismen. Mens muslimene selv meget vil have sig frabedt at blive konfronteret med jihads historie.

Der flød meget blod i de islamske erobringskrige, og muslimer har ofte brutalt påtvunget ikke-muslimer deres tro. Men det er tabu at nævne dette. De kristne taler heller højt om deres egen mørke fortid. Et sådant ritual med ensidige beskyldninger er ikke noget, der bidrager til en forståelse mellem civilisationerne. Det resulterer bare i en løgnagtig dialog. De kristne må tage et opgør med denne fjendtlige indstilling og aktivt imødegå den, i stedet for at fortsætte talen om næstekærlighed.

Hvorfor sker det så ikke?

For det første fordi europæiske kristne har skyldfølelse over kirkens bedrøvelige historie under Det tredje rige. Man vil ikke igen risikere at diskriminere andre religioner. Det er dog relevant at stille spørgsmålet, hvorfor islamister, som er militante antisemitter, skal have lov at profitere moralsk på jødernes tidligere lidelser.

For det andet på grund af tyskernes sindelagsetisk begrundede fremmedvenlighed, som forbyder dem at skelne mellem demokratiske og udemokratiske kulturer.

For det tredje er de kristne kirker bange for at miste magt. For hvis det organiserede islams krav om ville repræsentere alle muslimer bliver afvist af domstolene, vil det ud fra en ligebehandlingstanke næppe kunne undgå også at få konsekvenser for kirkesamfundene. Den som bestrider de ortodokse muslimers krav på monopol, bringer også det tilsvarende kristne monopol i fare.

Oprigtig dialog er noget helt andet end dette, afslutter Tibi. Begge parter må have kundskaber, være oprigtige og optræde konstruktivt.

Vi har hverken brug for interreligiøse hyggestunder, udveksling af hyldesttaler eller løgnagtige forsikringer om de abrahamittiske religioners gode viljer. Ærlighed opstår kun, hvis man kan tale sammen uden selvcensur, tabuer eller hykleri. Grundlaget må være accept af religionernes ligeberettigelse. Hverken beskyldninger eller flagellanteri hjælper os videre. Islamister, rettroende muslimer og især islamfunktionærer opfylder ikke disse betingelser.

Apologeterne er heller ikke til nogen hjælp, kunne man tilføje.

Men det er først og fremmest de sekulære og demokratiske muslimer, der selv må tage til genmæle mod islamisterne og hjælpe os med at afsløre islamfunktionærerne. Tibi gør det så godt han kan. Andre må give ham og hans ligesindede lydhørhed og en smule råderum. Vi taber terræn.