Jeg er en af mange DF’ere, som finder mit partis bilagssag pinlig, men omvendt må jeg som tidligere EU-korrespondent konstatere, at dansk presse igen tester EU-positiv som en flok dopede cykelryttere på vej mod Bruxelles.

Det er perspektivet, der mangler. Eksempelvis kommer kritikken af Morten ”Messershit” fra avishuse, som i 2014 fik 431.914 skattekroner for EU-reklamer, der lignede rigtige avisartikler.

I januar og februar 2014 bragte dagbladet Politiken og MetroXpress flere store EU-positive artikler betalt af et kontor i Europa-Kommissionen i Bruxelles. Formålet var at promovere EU og daværende kommissær Connie Hedegaard (K) kort før Europaparlamentsvalget.

I flere henseender anses en sådan fremgangsmåde for at være tvivlsom jævnfør eksempelvis EU’s forsigtighed med at tillade brug af EU-penge på valgkampe.

Skjulte reklamer er ulovlige
Det har Messerschmidt måttet sande. I den sag har Ekstra Bladet, som er en del af JP-Politikens Hus, konsekvent og i øvrigt med ganske lødig journalistik skrevet om DF’s lemfældige omgang med EU-penge.

Selv går Ekstra Bladets eget avishus til kanten af markedsføringsloven og reglerne om god presseskik, fordi Politikens EU-reklamer i 2014 vildledte en del af de samlet set 413.000 læsere.

Ikke noget problem
Både MetroXpress og Politiken afviser at have lavet halvskjult reklame.

Begge henviser til, at artiklerne var forsynet med prædikatet ”annonce”. Ifølge Politikens læserredaktør Bjarne Schilling har læserne ikke grund til at forveksle avisens redaktionelle indhold med EU-reklame.

”Det [fjerde avissektion, red.] var sat med en anden typografi end vores egen og kunne efter min vurdering ikke forveksles med redaktionelt stof i større omfang, end det måtte gælde for andre kommercielle indstik,” skriver han.

En gråzone
Annonceartikler er ikke unormale i dansk presse, men det er en etisk og juridisk gråzone, især når læsere, lyttere eller seere ikke på tydelig vis kender sammenhængen. Der er intet større overblik over, hvor mange penge der fedtes rundt med i danske medier på denne måde.

Det omvendte fænomen gør sig i øvrigt også gældende. Når EU ikke selvstændigt promoverer en given nyhed, mindskes sandsynligheden for, at nyheden bringes.

Eksempel 1: Mens ”Messershit”-sagen optog sindene, bragte ikke et eneste dansk medie 13. oktober nyheden om, at 3,8 procent af alle EU-udbetalinger i 2015, svarende til 40 milliarder kroner, var behæftet med fejl.

Eksempel 2: Den talskvinde som citeres i danske medier, Marjory van den Broeke, stod i 2008 centralt placeret i EU-Parlamentets forsøg på at neddysse en svindelsag, hvor Parlamentet, hvis administration dengang var ledet af danskeren Harald Rømer, manglede bilag for op til 1,2 milliarder kroner. Kun én sølle parlamentariker endte med at blive efterforsket af antisvindel-enheden OLAF. Rygtet gik, at det var parlamentets top, som havde problemer. Van den Broeke og co. gik så langt som til at sende advarselsbreve til de medier, der rapporterede om sagen. Hvorimod Parlamentet i DF-sagen aktivt har lækket oplysninger til pressen.

Eksempel 3: Danmarks Radio dækkede aldrig sagen i 2008, hvorimod sagen om Messerschmidt må siges at have fået en del opmærksomhed i DR. Det er der i sig selv intet galt i, for naturligvis skal pressen være både fri og hård. Alligevel falder DR og TV2 igennem ved at citere EU-parlamentariker Margrete Auken (SF) for at kritisere DF, alt mens det udelades, at Auken og SF selv i 2014 brugte EU-penge på ukorrekt vis. Pudsigt nok var der knap så mange medier til stede, da Auken og SF skulle rette op. Sagen blev prisværdigt afsløret af MetroXpress i 2014 og er i dag blot en simpel google-søgning væk. Det orker DR og TV2 ikke. 

Helt af egen drift
I 2014 var effekten af Politikens og MetroXpress’ EU-reklame vel begrænset, for ved valget satte Messerschmidt rekord med næsten 466.000 personlige stemmer.

Sad jeg i EU-Kommissionen, ville jeg konkludere, at der ikke er behov for at bruge skattepenge på danske medier. Chefredaktionerne på de store mediehuse er alligevel ret EU-positive, helt af egen drift.

Eksempel 4: En undersøgelse har for eksempel vist, at nej’et ved EU-folkeafstemningen 3. december 2015 kunne være blevet op til 11 procentpoint større, hvis DR, TV2, Jyllands-Posten, Politiken og Berlingske havde rapporteret mere neutralt om tilvalgsordningens konsekvenser for Grundloven. De fem medier har bevidst fravalgt det element af selvransagelse, som omtale af denne undersøgelse kunne give anledning til.

Med hensyn til EU-reklamerne kan læseren selv dømme. Vedhæftet er fjerde sektion af Politiken den 29. januar 2014.

Dette indlæg er som nævnt ikke skrevet som forsvar af Messerschmidts dispositioner. Dem må han selv stå på mål for. Uanset alt det juridiske er det forkert at bruge skattepenge på den måde. Men jeg tror ikke, han er ude af politik i længere tid, hvis han ellers gerne vil være med.

Der er nemlig ingen større tvivl om, at han vitterlig er offer for politisk chikane.

Erik Høgh-Sørensen er tidligere EU-korrespondent og i dag folketingskandidat for Dansk Folkeparti i Nordjylland. Han benyttes som ekspert af bl.a. BBC i EU-spørgsmål og har om sin tid i Bruxelles skrevet bogen ”Mod vinden. Danmarks plads i Europa”. Erik Høgh-Sørensen blogger på børsen.dk