Nedslagtningen af den franske præst, fader Jacques Hamel, den 26. juli i Saint-Étienne-du-Rouvray var sigende. Kirken, hvor fader Jacques Hamel afholdt messe, var næsten tom. Der var fem andre personer til stede; tre nonner og to troende. For det meste er de franske kirker tomme.

Kristendommen i Frankrig er ved at dø ud. Jacques Hamel var næsten 86 år gammel; trods sin alder ønskede han ikke at trække sig tilbage. Han vidste, at det ville blive svært at finde en, der kunne erstatte ham. Præster af europæisk oprindelse er i dag en sjældenhed i Frankrig, ligesom i mange andre europæiske lande. Den præst, som formelt leder sognet Saint-Étienne-du-Rouvray, Auguste Moanda-Phuati, er congoleser.

Reaktionen fra de franske biskopper var også sigende. Georges Pontier, formand for Konferencen af biskopper i Frankrig, opfordrede på disses vegne alle katolikker til at afholde en dag med faste og bøn. Han bad også muslimer bosiddende i Frankrig om at gå i kirke for at “dele de kristnes sorg.” Han tilføjede, at muslimer er velkomne i Frankrig.

Beslutningen om at udsende et budskab om broderskab er i kristendommens ånd. Ønsket om at byde muslimer velkomne i Frankrig, men fuldkommen udelade, at fader Jacques Hamels mordere handlede i islams og jihads navn, forekommer at være tegn på bevidst blindhed, dyb patologisk fornægtelse og en resigneret, selvmorderisk accept af, hvad der måtte komme.

Fader Jacques Hamels mordere er, hvad der kommer. Den ene af dem, Adel Kermiche, var født i Frankrig af immigrantforældre fra Algeriet. Hans vej ligner den vej, som følges af mange unge, franske muslimer: fiasko i skolen, lovovertrædelser, ændring til et voksende had mod Frankrig og Vesten, tilbagevenden til islam, overgang til radikal islam. Den anden, Abdel Malik Petitjean, var ligeledes født i Frankrig. Hans mor er muslim. Hans far kommer fra en kristen familie. Abdel Malik Petitjean fulgte imidlertid samme vej som Adel Kermiche. Et voksende antal unge, franskfødte muslimer bliver radikaliserede. Et voksende antal franske unge, som ikke er undervist i islam, søger alligevel til islam og derefter til den radikale islam.

Fader Jacques Hamel blev myrdet af islamiske jihadister den 26. juli i år i kirken Saint-Étienne-du-Rouvray.

Det franske uddannelsessystem lærer ikke de unge at elske Frankrig og Vesten. Det lærer dem i stedet, at kolonialismen plyndrede mange fattige lande, at de koloniserede folk selv måtte kæmpe for deres frihed, og at den kamp ikke er ovre. Det lærer dem at hade Frankrig. Derimodbeskrives islam fejlagtigt som en religion, der har medført “retfærdighed, værdighed og tolerance” overalt, hvor den hersker. Eleverne i 7. klasse bruger den første måned af skoleåret på at lære, hvad den islamiske civilisation har bibragt verden inden for videnskab, arkitektur, filosofi og velstand. Få uger senere skal de lære tekster udenad, som fortæller, at den kristne kirke begik talløse grusomme forbrydelser. Lærebøgerne i økonomi er gennemsyret af marxismeog forklarer, at kapitalismen udbytter mennesker og driver rovdrift på naturen. Holocaust findes stadig på læseplanen, men der undervises mindre og mindre i den; de lærere, som drister sig til at tale om den, mødes med aggressive bemærkninger fra muslimske elever. En bog fra 2002,Les territoires perdus de la république [Republikkens tabte territorier], udstillede problemet. Siden er situationen blevet betydeligt værre.

De store franske medier gør deres bedste for at skjule sandheden. Abdel Malik Petitjean og Adel Kermiche beskrives som forstyrrede og deprimerede unge mennesker, som “på uforklarlig vis” gled i retning af barbariet. Deres handlinger fremstilles i brede kredse, som om de intet har at gøre med islam. De samme ord blev brugt til at beskrive Mohamed Lahouaiej Bouhlel, den jihadist der myrdede 86 mennesker i Nice den 14. juli. Disse ord er blevet brugt til at beskrive alle de jihadister, som har begået drab i Frankrig de seneste år. Hver eneste gang inviteres muslimske intellektuelle til at udtale sig og forklarer ufravigeligt, at islam er fredelig, og at muslimer ikke har gjort sig skyldige i noget.

Den vrede, som kom til udtryk hos de politiske ledere efter angrebet i Nice, er allerede aftaget. Nogle politiske ledere i Frankrig opfordrer til mere barske forholdsregler, men taler meget sjældent om “islamisk terrorisme.” De ved, at for megen snak om “islamisk terrorisme” kan vise sig yderst uheldigt for deres fremtidige karriere.

Alle politiske partier, herunder også Front National, taler om nødvendigheden af at skabe en “fransk islam.” De forklarer aldrig, hvordan en sådan “fransk islam” her i internetæraen skal kunne adskille sig fra islam, som den er alle andre steder.

Premierminister Manuel Valls udtalte for nylig, at Frankrig skal blive et eksempel — et “fremragende center” inden for “islamisk teologisk lærdom.”

I flere dage efter angrebet i Nice syntes det, som om landet var på kanten af eksplosion. Sådan er det ikke mere. Den franske befolkning virker resigneret.

Manuel Valls blev kritiseret, da han hævdede, at franskmændene skal lære at leve med terrorisme. Kritikerne af dette synspunkt er nu sjældnere. Franskmændene fornemmer, at islam i Frankrig er kommet for at blive. De indser, at risikoen for opstande i lovløse zoner er enorm, og at alle i ansvarsfulde stillinger tænker og handler, som om det er for sent at ændre kurs. Frygten hænger i luften.

Den fransk-jødiske filosof Shmuel Trigano udgav for nylig en artikel under overskriften “Man ofrer ofrene, så man ikke behøver at bekæmpe morderne.” Franskmændene accepterer kollektivt ofringen af ofrene, fordi de føler, at Frankrig ikke besidder styrken og modet til at bekæmpe de skånselsløse mordere. De fleste franskmænd virker hjælpeløse.

En bog skrevet af Antoine Leiris, ægtemand til et af ofrene for angrebet den 13. november 2015, blev en bestseller. Den har titlen Vous n’aurez pas ma haine [I vil ikke opnå mit had]. Forfatteren beskriver det, der skete i Bataclan-teatret, som et af skæbnens luner og siger, at han har “medfølelse” med dem, der myrdede hans kone.

Det, der sker i dag, er en fortsættelse af det, der er foregået her indtil nu i dette århundrede. I 2001-2003 oplevede Frankrig en kolossal bølge af anti-semitiske angreb ved muslimer, der støttede den “palæstinensiske sag.” Den franske regering benægtede, at angrebene var anti-semitiske. Den benægtede også, at de blev begået af muslimer. Den valgte formildelsen,udtrykte højlydt sin egen støtte til den “palæstinensiske sag” og tilføjede, at opstanden i en “del af befolkningen” var “forståelig.” Den bad de jødiske organisationer om at forholde sig tavse. Franske jøder begyndte at forlade Frankrig. Mange af dem genkaldte sig en islamisk talemåde på arabisk: “Først lørdagsfolket, derefter søndagsfolket.” Med andre ord, først angriber muslimer jøder; derefter, når jøderne er væk, angriber de kristne. Det er det, vi har set over hele Mellemøsten.

Angrebene mod ikke-jøder begyndte i 2005: der udbød uroligheder i hele Frankrig. Den franske regering valgte igen formildelsen og sagde, at urolighederne blandt en “del af befolkningen” ville blive “hørt.”

En jøde, Ilan Halimi, blev tortureret i tre uger og derefter myrdet i Paris i 2006. Derefter blev flere jøder myrdet i Toulouse i 2012 og i en forstad til Paris i 2015.

Nu bliver ikke-jøder angrebet stadig oftere. Den franske regering har gentagne gange talt om krig, men hver gang vender den tilbage til formildelsespolitikken.

I dag hersker formildelsen, praktisk talt uimodsagt. Alle franske politiske partier vælger formildelse frem for konfrontation og vover knapt af kalde faren ved dens navn: radikal islam. Franskmændene vælger underkastelsen: de har ikke noget ægte alternativ.

Jøderne bliver ved med at flygte. Synagoger og jødiske skoler over hele landet bevogtes døgnet rundt af bevæbnede soldater. De jøder, som stadig befinder sig i Frankrig, ved, at det er ekstremt farligt at bære kalot eller davidsstjerne. Det ser ud til, at de kan se, at formildelse er en blindgyde. De emigrerer ofte til det land, som formilderne behandler som en syndebuk, og som islamisterne ønsker at udslette: Israel. De ved, at de, når de kommer til Israel, også der kan blive konfronteret med jihadister som dem, der myrder i Frankrig, men de ved også, at israelerne er mere indstillede på at kæmpe for at forsvare sig.

Franske ikke-jøder erkender nu, at formildelsen ikke betyder, at de vil blive sparet.

Når de ser sig om i Vesteuropa, finder de ikke flere sikre steder; de har ikke andre steder at tage hen. De ved, at hundredtusinder af migranter i Tyskland nemt kan krydse den ikke-eksisterende grænse. De ved, at der er tusindvis af potentielle jihadister i Frankrig, at de værste jihadiske forbrydelser stadig ligger forude, og at myndighederne ikke har vilje til at standse dem.

Det kommer ikke til borgerkrig i Frankrig. Jihadisterne har sejret. De vil myrde igen. De elsker at myrde. De elsker døden. De siger: “Vi elsker døden mere, end I elsker livet.”

En af de nonner, som var til stede i den tomme kirke, sagde, at efter nedslagtningen af fader Jacques Hamel smilede Adel Kermiche og Abdel Malik Petitjean. De var lykkelige.

Guy Millière, professor ved Paris Universitet, har udgivet 27 bøger om Frankrig og Europa.