Storbritanniens Labourparti, som ikke har haft magten siden 2010, skar mere eller mindre halsen over på sig selv, da dets medlemmer (plus de nye rekrutter, som i stedet for at melde sig ind som medlemmer betalte 3 £ for at kunne stemme ved valget til partiets nye ledelse i 2015) valgt Jeremy Corbyn, tidligere marginaliseret socialist på den yderste venstrefløj, som partiets nye formand. De almindelige Labourvælgere var forfærdede, for de vidste lige fra dag ét, at Corbyn aldrig ville kunne føre partiet til regering og heller ikke tilnærmelsesvis indeholder stof til en post som premierminister. Men et meget stort antal unge, ekstreme venstreorienterede, berusede af sejrsfølelse, viede til en idealistisk, kommende revolution og ledet af en ny Corbyn-tilbedende bevægelse kaldet Momentum, var fast besluttede på at føre traditionelle arbejder- og middelklassevælgere i en retning, som kun appellerede meget beskedent til disse, om overhovedet.

Lige fra begyndelsen var Labour splittet næsten helt ind i sin kerne. Denne splittelse viste sig at være farlig for det politiske system i Storbritannien, hvor regeringsmagten har været ujævnt, men stort set ligeligt fordelt mellem Tory- og Labourpartier i noget, der i realiteten var en to-partiordning. Med det næsten totale sammenbrud hos midterpartiet Liberal Democrats, som netop havde været i en negativt vurderet koalition med Tory-regeringen fra 2010 til 2014, stod Storbritannien konfronteret med den mulighed, at to-partisystemet efter mange årtier ville strande, hvis Labour blev delt og efterlod landet med tre uafbalancerede partier og en reel risiko for fremkomsten af en ét-partistat, så længe ingen af Labourgrupperne var udelukket fra at blive valgt.

At der er noget galt i Labourpartiet står klart. Efter folkeafstemningen om at forlade Den Europæiske Union kom Corbyn under stærkt pres for at trække sig som leder, og der fulgte en strid, hvor loyale Corbynitter både i og uden for Momentum bakkede fuldstændig op om ham, men hvor det parlamentariske Labourparti, bestående af parlamentsmedlemmerne, opfordrede ham til at bøje sig for det uundgåelige og gå af.

Så stor var fortvivlelsen blandt de radikale elementer, at yderligere 60.000 mennesker meldte sig ind i partiet i løbet af de syv dage frem til den 1. juli, idet et stort antal af dem tilsyneladende gjorde det for at bakke op om Corbyns vægring mod at trække sig. Hvis han ikke går, forudser de kloge hoveder, at partiet bliver splittet op i hardline-socialister (bakket op af de fleste af fagforeningerne) og moderate. Denne splittelse vil skabe to partier ud af ét, med uforudsigelige resultater til følge ved fremtidige valg og for den britiske regeringsmagt i en tid med politisk og økonomisk usikkerhed efter Brexit. En ny kappestrid om ledelsen er blevet indledt med den walisiske kandidat Owen Smith, som udfordrer Corbyn, og som støttes af et flertal blandt Labours parlamentsmedlemmer, men meningsmålingerne spår endnu en sejr for Corbyn og øget sandsynlighed for en sprængning.

Med sit ry for at være en oprigtig og vellidt mand virkede Corbyn for mange som en ordentlig fyr, der kunne overtage Labours ror og styre partiet tilbage i regering ved et fremtidigt valg. Men Corbyn er en mand med en radikal, politisk dagsorden og nogle ekstremt usmagelige forbindelser.

Corbyn har kaldt terrororganisationer som Hamas og Hizbollah for sine “venner”; han har haft forbindelse med og økonomisk støttet Holocaust-benægtere som Paul Eisen; doneret penge til Deir Yassin Remembered, en udtalt anti-semitisk gruppe, og er jævnligt dukket op ved den årlige konferencer; han har været formand for Stop the War-koalitionen, en ledende sponsor for de årlige massemøder på den såkaldte al-Quds Dag, hvor der fremføres anti-semitiske plakater og bannere side om side med et væld af Hizbollah-flag; og han har udtrykt sig meget tåget om staten Israel, idet han i stedet har foretrukket at omtale sin støtte til den palæstinensiske sag.

I et radiointerview, der blev optaget, efter at han havde erhvervet formandskabet, blev Corbyn fem gange bedt om at fordømme volden hos Irish Republican Army (IRA); hver gang nægtede han at gøre det. Leo McKinstry skrev i The Telegraph:

“Dette er manden, som sympatiserede med den voldelige, irske republikanisme i 1980’erne, inviterede repræsentanter fra IRA til Underhuset fjorten dage efter Brighton-bombningen i 1984, og som ved et Tropperne Ud-møde i 1987 holdt ét minuts stilhed til ‘ære’ for otte IRA-terrorister, der blev dræbt i et SAS-bagholdsangreb.”

Det var derfor ikke den store overraskelse for nogen, da en større skandale hærgede Labourpartiet i april i år. Næsten dagligt blev partimedlemmer, herunder også nogle parlamentsmedlemmer, suspenderet fra deres medlemskab på grund af anti-jødiske og anti-israelske kommentarer på de sociale medier. Corbyn selv benægtede, temmelig svagt, at han var anti-semit. Med tanke på sit skudsmål som “anti-racismeaktivist” kan han meget vel have troet, at dette var sandt ud fra anti-racistiske termer, ved at definere jøder som en race (hvilket var, hvad nazisterne gjorde). Der hersker dog ingen tvivl om, at hans opstigen fra ubemærkethed til ledelse har givet noget stærkt usmageligt mulighed for at dukke op til overfladen.

Det kan dårligt nægtes, at den anti-zionistiske anti-semitisme altid har været her, og at Corbyn deler dens synspunkter. I en ætsende artikel, skrevet før Corbyn blev leder, beskrev Leo McKinstry hans politik således:

“Corbyn er ikke nogen seriøs politiker. Han er derimod en uomskolet trotskist, hvis anskuelser har ligget nedfrosset, lige siden han deltog i sin første demonstration i slutningen af 1960’erne. Hvis Ed Miliband var den evige studenterforeningsaktivist, er Corbyn den evige ungdomsoprører.”

Under Corbyn ville afsløringen af anti-semitisme i partiet uvægerlig være dukket op før eller siden. Ser man på hastigheden i strømmen af nyheder om suspensioner inden for Labourpartiet, var det tydeligvis ikke nok at hævde, at de, der havde forset sig, blot var rådne æbler i en ellers ren og racemæssigt neutral kurv. I et forsøg på at bevise Labours uskyld i denne sag iværksatte Corbyn den 29. april en “uafhængig” undersøgelse for at afdække omfanget af anti-semitisme i partiet. Han udnævnte den velkendte Shami Chakrabarti (billedet) til at stå i spidsen for den.

Chakrabarti er en britisk “barrister” [sagfører med møderet] og en kendt, offentlig person som formand for Liberty, Storbritanniens førende kampagnegruppe for menneskerettigheder. Efter tolv år i sædet trak hun sig i februar. David Aaronovitch har i The Times beskrevet hende som “den mest effektive lobbyist inden for offentlige affærer gennem de seneste 20 år”. Hendes politiske synspunkter afspejles i Libertys store arbejde for at udfordre anti-terrorismelovgivningen i Storbritannien.

Det varslede ikke godt for undersøgelsen, da Chakrabarti den 29. april, den dag hun blev udnævnt, officielt meldte sig ind i Labourpartiet, som hun ikke tidligere har været medlem af. Fra det øjeblik stod det klart, at det ikke kunne betragtes som en “uafhængig undersøgelse”. Og for at gøre det endnu værre valgte man, den dag Chakrabarti blev kundgjort som leder af undersøgelsen, at udvide denne til også at omfatte “andre former for racisme, herunder islamofobi [sic], inden for partiet”. Med et snuptag blev anti-semitismen så at sige kørt ud på et sidespor. Der var nu tale om en større politisk undersøgelse, inden for en begrænset tidsperiode, som dækkede så mange emner, at den retfærdigvis burde have taget år at gennemføre og have kostet mange millioner.

Men i virkeligheden tog det ikke lang tid at gennemføre undersøgelsen – sølle ni uger, fra den 29. april til den 30. juni, hvor den færdige rapport blev præsenteret. I løbet af denne periode indløb der indlæg fra en lang række mennesker. Nogle vægtige indlæg kom fra jøder og jødiske organisationer, så som British Board of Deputies, Community Security Trust (CST) sammen medJewish Leadership Council, samt organisationer med forbindelse til Israel, så som Labour Friends of Israel, British Israel Communications and Research Centre (BICOM), og det venstreorienterede Engage.

Da rapporten, der fik titlen The Shami Chakrabarti Inquiry, blev offentliggjort som lovet den 30. juni, viste den sig at være netop det, som de fleste jøder og pro-Israel aktivister lige fra starten havde forventet, at den ville blive: en hvidvaskning. Den begynder med ordene: “Labourpartiet er ikke oversvømmet af anti-semitisme, islamofobi eller andre former for racisme.” Men det var der heller ingen, der havde påstået. Og når man betænker den gennemgående definition af “islamofobi” på venstrefløjen, samt Labours langvarige kamp mod uretfærdighederne ved racisme i bredeste forstand, forekommer det tillige formålsløst overhovedet at inkludere disse to emner i undersøgelsen.

Der er i virkeligheden tale om et mærkværdigt dokument. Det er uklart og forvrøvlet, 28 sider, som næsten intet siger om det emne, der var blevet sat spørgsmålstegn ved, anti-semitismen, som overalt indlejres i generelle racismeproblematikker. Selvom der findes en to sider lang liste over organisationer, som havde indsendt indlæg til undersøgelsen, optræder ingen af de specifikke punkter, som disse havde fremført, i dokumentet. Dette er meget mærkeligt. Var der ikke tid til at tage dem alle i betragtning? Eller var der ikke tid til, i det mindste, at læse de mange indlæg fra store og venstrefløjsvenlige jødiske og pro-israelske organisationer? Hvis ikke, hvorfor blev undersøgelsesperioden så ikke forlænget?

Her er nogle af de sideemner, som Chakrabarti-undersøgelsen forholder sig til:

• Brug af et acceptabelt sprog.
• Undgåelse af stereotypisering.
• Varsom brug af betegnelsen zionist. (Som om vi ikke vidste det.)
• Vi bør ikke fordømme mennesker, der deler platform med fanatikere og andre (et tydeligt forsvar for Corbyn, som har optrådt sammen med en stribe anti-semitter og terroristsympatisører).

Teksten går herefter videre til emner som “procedureregler”, “klageprocedurer”, “reklame”, “brug af suspension”, “rådgivning ved disciplinære indgreb”, “uddannelse” og “handlinger med henblik på at gøre Labour til et imødekommende miljø for alle og enhver”.

Chakrabarti er sagfører og bureaukrat, og disse aspekter af hendes erfaringsverden fremgår tydeligt i dokumentet. Det koncentrerer sig lige så meget om muslimer, afro-caribiere og sikher som om jøder (hvilket i det hele taget ikke er ret meget). Der foreligger et syv siders Tillæg, som ikke indeholder andet end forslag til ændringer i Labour Rule Book (2016) [Labours regler]. Lige før dette ligger listen over organisationer, som havde indsendt informationer og ideer til undersøgelsen – en liste, som rummer anti-Israel organisationer som Palestine Solidarity Campaign, Palestine BDSS National Committee, Jews for Justice in Palestine og Free Speech on Israel – allesammen grupper, som mange anser for at være anti-semitiske.

Der er tyve anbefalinger af meget beskeden substans, herunder (No. 20) “Partiet bør øge den etniske diversitet i sin stab”. Hvor overraskende! Man mener altså, at Labourpartiet, det parti der er ophav til al anti-racistisk lovgivning i Storbritannien, aldrig før har tænkt på det?

Der var ét stort hul i undersøgelsen – et hul som antyder, præcist hvor langt partiet er fra enhver forståelse af moderne anti-semitisme – og dette var manglen på blot den simpleste reference til Israel. Had til Israel er den fremherskende form for ny-antisemitisme, hvilket enhver artikel eller bog om emnet fortæller. Den oprindelige arbejdsdefinition på anti-semitisme fra European Monitoring Centre on Racism and Xenophobia (EUMC), det amerikanske udenrigsministeriums definition og International Holocaust Remembrance Alliance’ definition, foruden flere andres, er enige om, at overdreven, løgnagtig og ondsindet kritik af den jødiske stat, eller anvendelse af dobbeltmoralske normer for Israel, som ikke bliver benyttet over for noget andet land, er anti-semitisk. Her følger en del af definitionen:

• At beskylde jøder som folk eller Israel som stat for at have opdigtet eller overdrevet Holocaust.
• At beskylde jødiske borgere for at være mere loyale over for Israel, eller over for påståede, foretrukne værdier hos jøder verden over, end over for deres egne landes interesser.
• At nægte det jødiske folk retten til selvbestemmelse, f.eks. ved at hævde, at eksistensen af staten Israel er et racistisk forehavende.
• Anvendelse af dobbeltmoral ved at afkræve landet en adfærd, som ikke forventes eller kræves af nogen anden demokratisk nation.
• Brug af symboler og billeder, der er forbundet med klassisk antisemitisme (f.eks. påstande om, at jøderne slog Jesus ihjel eller drikker andres blod), til at beskrive Israel eller israelere.
• At sammenligne nutidens israelske politik med nazisternes.
• At holde jøder kollektivt ansvarlige for staten Israels handlinger.

Det er præcis beskyldninger af denne art, som udgør den store mængde af Labourpartiets anti-semitiske kommentarer, herunder udtalelser der stadig fremsættes af visse partimedlemmer, herunder Jeremy Corbyn selv. At lade dette aspekt af anti-semitismen uberørt, samtidig med at man raffineret påberåber sig, hvor vidunderligt anti-racistisk Labour er, er intet mindre end en undvigelse af en dybt alvorlig karakter.

Nogle dage efter udgivelsen af rapporten, den 4. juli, blev Jeremy Corbyn indkaldt som vidne ved en spørgerunde med parlamentsmedlemmer fra Underhusets indenrigskomité. Denne lille spørgerunde varede i over en time og blev udsendt på parlamentets tv-kanal, hvor læserne vil kunne se den i dens helhed. Det var noget af en stroppetur for Corbyn, hvilket blev markeret lige fra begyndelsen, da komiteens formand, Keith Vaz (det længstsiddende, asiatiske Labourparlamentsmedlem) præsenterede rapporten således:

“Mange anser denne undersøgelse for at være en hvidvaskning, fordi den ikke indeholder nogen form for fakta eller tal, den afhører ikke nogen af de vigtige personer, som er blevet beskyldt for anti-semitisme. Hvorfor mente I, at denne undersøgelse var relevant, når den ikke kommer frem til nogen konklusioner?”

Vaz fastslog senere, at “det er næppe en uafhængig rapport”, eftersom Chakrabarti havde meldt sig ind i Labourpartiet, da hun påtog sig opgaven som formand for undersøgelsen.

Jeremy Corbyn (midt for) bliver udspurgt af Underhusets Home Affairs-komité om Labourpartiets undersøgelse vedrørende anti-semitisme, mens undersøgelsens forfatter, Shami Chakrabarti (t.v.) kradser en bemærkning ned til ham, 4. juli, 2016. (Foto: UK Parliament)

En længere række af spørgsmål fulgte, nogle af kredsende karakter, andre (især dem fra Chuka Umuna) gennemborende. Corbyn fortsatte undvigende og svævende, gav løse svar på veldefinerede spørgsmål, forsvarede Labour imod beskyldninger om racisme ved at holde sig til sin definition af jødiskhed som et etnisk anliggende, og slap uden om citater fra anti-semitter i Labourpartiet ved at afvise dem med et skuldertræk. Hans kommunikationsleder, Seamus Milne, trotskist og tidligere journalist ved The Guardian, blev af et parlamentsmedlem skarpt beskrevet som havende åbenlyst udtrykt sin beundring for Hamas og dens voldelige kamp mod Israel. Corbyn undgik spørgsmålet ved blot at konstatere, at Milne havde udført et gedigent stykke arbejde for partiet. I et senere svar på spørgsmålet om, hvorvidt han støttede Israels ret til at eksistere, indrømmede han, at Israel har denne ret, men begyndte straks derefter at fremsætte en meget negativ vurdering af landet, en vurdering som kom meget tæt på præcis den form for anti-semitisme, som er defineret ovenfor.

Og det var ikke alt. Ikke ret længe efter rapportens udgivelse indstillede Jeremy CorbynChakrabarti til en adelstitel, som den eneste Labourpartiet har foreslået i år. Hun nægtede at svare på, om tilbuddet var blevet givet før eller efter, at hun havde taget imod posten som formand for undersøgelsen, og mange på begge sider i Underhuset, herunder Tom Watson, Corbyns egen næstformand, har udtrykt vrede over det, der synes at være en skamløs belønning af tjenesteydelser. Ephraim Mirvis, Storbritanniens nuværende overrabbiner, har sagt, at “rapportens troværdighed ligger i ruiner” efter accepten af nomineringen.

Hverken undersøgelsesrapporten eller Corbyns optræden for indenrigskomiteen vil på mindste måde have beroliget jøder og støtter af Israel. Problemet med anti-semitisme i Labourpartiet forbliver uberørt og vil sikkert sidde som en torn i kødet på partiet i lang tid fremover.

Mens slaget raser om, hvorvidt Corbyn bør forblive leder af Storbritanniens næststørste parti, idet det store flertal af Labourparlamentsmedlemmer opfordrer ham til at træde tilbage, mens et stort antal partimedlemmer siger, at han på ingen måde bør gøre dette, er det ikke umuligt, at partiet revner, dvs. at de moderate medlemmer dumper aktivisterne yderst på venstrefløjen og reformerer Labourpartiet i retning af større overensstemmelse med den humanistiske og valgbare institution, det engang var. Vi må håbe, at anti-semitismen, hovedsagelig i dens anti-israelske udgave, kun vil hænge ved blandt kommunister og trotskister og forsvinde blandt anstændige mennesker, som har afvist Corbyn som en møllesten om deres hals.

Dr. Denis MacEoin er formand for Storbritanniens North-East Friends of Israel og Distinguished Senior Fellow ved Gatestone Institute.