Det er ikke Document, der trækker synden ind i den politiske kamp. Enhver der kender til kristendom og dagens liberalisme vil med et halvt øje opdage, at dagens politiske elite benytter syndsbevidstheden som politisk afpresningsmiddel. Det er en form for blasfemi.

En liberal elite som selv for længst har lagt kristendommen bag sig, benytter sig af dens forestillinger. Det lugter af gamle gamle herskerinstinkter. Eliten spiller på almuens “overtro”. Selv er den løsrevet fra al moral, også seksualmoral. Men den kan spille på folkets oprindelige syndsbevidshed, som er blevet til dårlig samvittighed.

Kronisk. Over ikke at slå til, ikke at være god nok. Ikke være generøs nok overfor de fremmede, som har lidt langt mere end du og jeg nogensinde har lidt og kommer til at lide.Vi bliver mindet om det hver dag. Om Aleppo, og dem der drukner. Om vores skyld.

Dette er en gammel venstreliberal opskrift med et touch af skadefryd over at vide noget, som dumme mennesker ikke ved.

Men “brugen af synd” stikker dybere.

Syndsbegrebet er selve grundlaget for vores moral.

Dette er omdrejningspunktet i Jesu lære og den bliver til i mødet med faldne mennesker – særligt kvinder.

Når de andre vil stene den faldne kvinde, siger Jesus:

– Den som er uden synd kan kaste den første sten.

Dette “det kunne have være mig” går igen i Bibelen: Du ser splinten i andres øjne, men bjælken i dit eget ser du ikke.

Moderne mennesker kan ikke lide begrebet synd. Men det er selve kernen i vores opfattelse af os selv som mennesker. Vi fejler. Hver dag. Enhver som kender sig selv ved, at det er sandt.

Netop denne syndsbevidsthed gør, at man bliver mere tolerant med årene. Man får et andet perspektiv. There but for the grace of God. Det kunne være mig. Hele vores strafferetspleje er bygget på, at mennesket er skrøbeligt. Vi straffer ikke sindslidende.

Vi har rum for tilgivelse. Fordi alle har behov for tilgivelse en gang imellem, både i overfladiske og forbigående forhold – og i de nære relationer: Gensidighed og tilgivelse hører sammen. Ikke på den sentimentale måde, men som en hukommelse.

-Den som er uden synd, kan kaste den første sten.

Ingen kan sige sig fri for synd. Derfor bliver kvinden ikke stenet.

Vi kan tænke på de kulturer, som er uden syndsbevidsthet, hvor kvinden bliver stenet.

Desværre: Der findes en parallel mellem den moderne, politisk korrekte “stening” og den, der foregår i navnet af en hvis ørkenreligion. Resultatet er det samme. De mangler tilgivelse, og forståelse for at “det kunne have været mig”.

De indfører en dikotomi, en skillelinje mellem de rene og de urene, som bryder med det grundlæggende næstekærlige – Jeg/Du. På en besynderlig måde hænger synd og kærlighed sammen. Det kan ikke sådan lige forklares, ikke rationelt. Man ved det bare efter et liv på jorden.

Mennesket er ikke en ø. Du kan ikke klare dig alene.

Jeg er alvorlig bekymret for, at vi får en politisk kultur, som mener at den har ret til at kaste den første sten.

En kultur kendetegnes ved hæmninger. Moral og bud er hæmninger. Der er visse ting du bare ikke gør eller kan få dig selv til at gøre.

Den politiske korrekthed har få hæmninger og bud. Den synes tværtimod at hente energi og styrke i at nedgøre andre.

Det er at gøre andres synd til et våben. Man forsøger at knuse dem under vægten af det negative billede man har skabt af næsten.

Det er en anti-kristen ideologi som Vesten er blevet bærer af og den truer hele vores civilisation. En moderne udgave af barbari, som fint trives i et højteknologisk miljø.

Denne kultur kan komme til at fremprovokere et raseri hos dem, som allerede er blevret provokeret af volden og aggressiviteten i islam.

Syndsbegrebet er ikke den protestantiske møllesten om halsen som mange tror. Det er ikke en ham, man kan kaste af sig. Det er menneskets grundvilkår. Det er sådan vi blev til som mennesker. Vi skabte os selv, ved en Moses og De ti bud.

Så kom en mand og sagde de forløsende ord: – Den som er uden synd kan kaste den første sten.

Denne selvindsigt, denne påmindelse er selve grundlaget for al ægte moral. Alt andet bliver hybris – overmod.

En gang lå dette fast. Nå er også denne grundsten revet løs.

Den skal på plads igen.