I dag fremlægger regeringen 22 konkrete initiativer mod radikalisering, som bakkes op af et flertal i Folketinget.

De 22 initiativer er opdelt i 3 hovedindsatsområder: “online radikalisering”, “fremmedkrigere og kriminalitet i radikaliserede miljøer” og “radikalisering og ekstremisme i fængsler mv.”

Selvom regeringens vilje til at dæmme op for den øgede radikalisering i muslimske miljøer bestemt bon´er ind på pluskontoen, kan en nærmere granskning af de enkelte initiativer godt give anledning til skepsis.

I gruppen af initiativer vedrørende “online radikalisering”, er det ganske fornuftigt at afsætte ressourcer til en systematisk kortlægning af ekstremisters online aktiviteter og etablere en ny enhed under PET til identifikation og bortfjernelse af ekstremistisk propaganda på internettet. Der er også god ræson i forslaget om at skærpe straffelovens § 113 e, så den også gør udbredelse af propagandamateriale strafbart.

Til gengæld virker det nærmest naivt og som spild af penge at iværksætte et “trænings- og hjælpeprogram til civilsamfundsstemmer, der kan træne og hjælpe relevante civilsamfundsaktører med f.eks. at udføre kampagneaktiviteter på internettet rettet mod ekstremisme og terror.” Hvilke “civilsamfundsstemmer” skulle det være? Hvordan skulle det overhovedet kunne lade sig gøre for disse “civilsamfundsstemmer” at identificere unge muslimer i en radikaliseringsproces? Og hvad kan disse stemmer overhovedet tilbyde muslimer, der kan hamle op med de “tilbud” islam i sin mest voldelige form giver?

Det virker temmelig naivt, og det bliver ikke bedre af, at det også foreslås, at man indfører et “korps af digitale fornuftsstemmer, som systematisk kan være til stede på de sociale medier og bl.a. engagere sig kritisk i relevante fora, indgå i dialog og udfordre ekstremistiske synspunkter.”

Et sådant initiativ hviler på den forudsætning, at man har at gøre med diskussionslystne unge, der er interesserede i at indgå i dialog, og for hvem islam er en art partipolitik, der kan debatteres. Men islam er ikke til debat – og så meget mindre, som det er den mest radikale udgave, der er den mest attraktive for initiativets målgruppe.

Selvom det er sympatisk, at man med disse forebyggelsesinitiativer håber at kunne nå unge muslimer i en begyndende radikaliseringsproces, så sender de et bekymrende signal om en vis mangel på erkendelse af de grundlæggende fordringer for islams tilhængere.

I gruppen af initiativer vedrørende “fremmedkrigere og kriminalitet i radikaliserede miljøer”, er det positivt at man vil styrke informationsudvekslingen om fremmedkrigere med andre lande, og at man vil sætte særligt ind over for “almindelig” kriminalitet i de radikaliserede miljøer. Det er også godt, at man vil gribe konsekvent ind over for ekstremistiske udtalelser i forhold til mulige straffelovsovertrædelser og mulighed for rettighedsfrakendelse. Det er alt sammen med til at stresse miljøet og gøre det vanskeligere at operere under radaren.

Til gengæld er det kontraproduktivt at foreslå initiativer, der anerkender, at fremmedkrigere frit kan vende tilbage til Danmark med alle rettigheder i behold. Forslagene: stop for offentlige ydelser til fremmedkrigere og beskyttelse af børn og unge mod hjemvendte fremmedkrigere og andre terrordømte – markerer, at regeringen ikke har tænkt sig at forsøge at udtænke muligheder for at forhindre fremmedkrigerne i overhovedet at vende tilbage til Danmark. Tværtimod, så er det tanken, at de frit kan returnere og bevæge sig rundt til fare for det omgivende samfund.

8 af  de 22 initiativer handler om “radikalisering og ekstremisme i fængsler mv.”. Her er en række udmærkede forslag, der alle går på styrkelse af samarbejdet mellem og indsatsen fra forskellige institutioner og myndigheder for tidligere at kunne identificere og sætte ind over for radikalisering i fængsler og i regi af Kriminalforsorgen.

To initiativer springer dog i øjnene:
–  Skærpet tilsyn med religiøse forkyndere i Kriminalforsorgens instititutioner og screening af de religiøse forkyndere hos PET i forbindelse med ansættelsen, og
– Krav om at prædikener i Kriminalforsorgens institutioner som udgangspunkt skal foregå på dansk.

At imamer overhovedet skal have deres gang i danske fængsler – og oven i købet kunne prædike på arabisk, er uforståeligt. Men at regeringen ikke benytter sig af denne oplagte mulighed for helt at lukke af for udbredelse af islam i danske fængsler er helt ubegribeligt. Forslaget om at imamens prædiken “som udgangspunkt” skal foregå på dansk, vidner ydermere om en ulyksalig kombination af på den ene side at erkende, at man overhovedet ikke har styr på, hvilket budskab fængselsimamerne udbreder – og på den anden frygt for at tage skridtet fuldt ud og gøre noget ved det.

Selvom der er flere gode initiativer blandt regeringens udspil, så bliver det ikke denne gang, at der bliver dæmmet op for den islamiske radikalisering i Danmark.

http://nyheder.tv2.dk/politik/2016-10-10-overblik-her-er-regeringens-plan-mod-radikalisering