Folketingets formand har i samråd med resten af Folketingets Præsidium – minus Enhedslistens medlem – besluttet at hænge et stort Dannebrog op i Folketingssalen bag formandsstolen.

Det sker efter det gamle bagtæppe bag formandsstolen er taget ned som led i en renovering af Folketingssalen.

Det er som udgangspunkt ikke meningen, at Dannebrog skal hænge der permanent, men Folketingets formand finder, at den brune baggrund vil virke kedelig og ufestlig når Folketinget åbner i morgen, tirsdag – og så er det naturligt at hænge et stort splitflag op.

Ja, selvfølgelig. Det er en god ide, og dybest set fuldstændig ukontroversiel: Hvis ikke Dannebrog skulle være i hjertet af folkestyret – hvor så?

Faktisk understreger formandens beslutning det dybt besynderlige i, at Dannebrog ikke tidligere har været et fast element i den daglige udsmykning af Folketingssalen, så man har da lov at håbe, at nationens flag permanent vil være synlig et eller andet sted i salen.

Er dette en nyhed?

Egentlig ikke – højst et kuriosum. Var det ikke fordi Folketingets formand hedder Pia Kjærsgaard og hendes indlysende tanke straks bliver gjort til (endnu) en småfascistoid dyrkelse af Kjærsgaards nationalromatiske fetisch, indirekte af pressen (  DR) og helt utilsøret af Enhedslistens Christian Juhl:

“Det er tæt på magtmisbrug af formanden at hænge et værdibaseret flag lige ovenover, hvor hun skal sidde i morgen. Det skal ned igen hurtigst muligt,” siger Christian Juhl. “Ikke fordi vi har noget imod Dannebrog, men fordi det er et indlæg i den politiske debat om, hvem der er mest nationale. Det er ganske utidigt,” siger han.

Hvor rent ud sagt tåbelig hans bemærkning er, behøver vist ingen nærmere forklaring. Blot den ene bemærkning, at en Folketingspolitiker, der kan finde på at problematisere et fælles nationalt symbol i Folketinget samtidig problematiserer sit eget hverv som medlem af Folketinget.