De "andre" palestinensere

Det virker, som om det internationale samfund har glemt, at der findes palæstinensere langt uden for Vestbredden og Gazastriben. Disse “andre” palæstinensere lever i arabiske lande som Syrien, Jordan og Libanon, og deres mange alvorlige klagepunkter har øjensynlig ingen interesse for det internationale samfund. Det er kun palæstinensere bosat på Vestbredden og i Gazastriben, som vækker international opmærksomhed. Hvorfor? Fordi det er præcis disse mennesker, det internationale samfund bruger som et våben imod Israel.

Næsten 3.500 palæstinensere er blevet dræbt i Syrien siden starten på borgerkrigen i 2011. Men fordi disse palæstinensere blev dræbt af arabere, ikke af israelere, har denne kendsgerning ikke nyhedens interesse i de store medier. Antallet blev oplyst i forrige uge af den London-baserede Aktionsgruppe for Palæstinensere i Syrien (AGPS), der blev grundlagt i 2012 med det formål at dokumentere palæstinensernes lidelser i landet og oprette lister over ofre, fanger og savnede for at kunne indsætte disse i databaserne hos diverse menneskerettighedsgrupper.

Men disse “menneskerettighedsgrupper” udviser kun ringe interesse for disse afsløringer. De har alt for travlt til at lægge mærke til dem, da de jo er fuldt optaget af Israel.

Ved udelukkende at koncentrere sig om palæstinenserne på Vestbredden og i Gazastriben forsøger disse “menneskerettighedsgrupper” bestandig at finde måder, hvorpå de kan holde Israel ansvarlig for alle forsyndelser, mens de ignorerer de forbrydelser, der begås af arabere imod disses palæstinensiske brødre. Denne besættelse af Israel, som til tider antager latterlige proportioner, er til skade for de palæstinensere, som er ofre for arabiske forbrydelser.

Hvis man skal nævne nogle tal, så blev 85 palæstinensere, ifølge AGPS, dræbt i Syrien i borgerkrigens første år, 2011. Året efter steg antallet til 776. Året 2013 oplevede det højeste antal palæstinensiske ofre: 1.015. I 2014 var antallet af dræbte palæstinensere i Syrien 724. Det følgende år blev 502 palæstinensere dræbt. Og siden starten på indeværende år (og frem til juli) er omkring 200 palæstinensere blevet dræbt i Syrien.

Hvordan blev disse palæstinensere dræbt? Gruppen siger, at de omkom som en direkte følge af beskydning, væbnede sammenstød, fængselstortur, bombardementer og belejring af deres flygtningelejre i Syrien.

Dog synes denne befolknings lidelser i Syrien ikke at toppe på listen hos Det Palæstinensiske Selvstyre i Ramallah. Ærespladsen på den liste er forbeholdt beskyldninger mod Israel for alt det, som Selvstyret selv har forvoldt. For Selvstyrets præsident, Mahmoud Abbas, og hans ledende embedsfolk på Vestbredden tæller palæstinensere i Syrien simpelthen ikke med. Faktisk forsøger Selvstyrets ledelse, i et næsten ufatteligt skridt, at forbedre sit forhold til Assad-regimet i Syrien – det selv samme regime som dagligt myrder, fængsler og torturerer snesevis af palæstinensere.

Med et skridt, som har oprørt mange palæstinensere i Syrien, fejrede Det Palæstinensiske Selvstyre for nylig indvielsen af en ny palæstinensisk ambassade i Damaskus. “De [Selvstyrets ledelse] har solgt palæstinenserne i Syrien og forsonet sig med det syriske regime,” bemærkede en palæstinenser fra Syrien.

En anden palæstinenser tilføjede: “Nu ved vi, hvorfor flere PLO-delegationer har besøgt Syrien for nylig; de forsøgte at forny deres bånd til regimet og ikke at sørge for sikkerheden i vore flygtningelejre eller løsladelse af palæstinensere i [syriske] fængsler.”

Andre har beskyldt den palæstinensiske selvstyreledelse for at “ofre palæstinenseres blod.” De peger på, at det syriske regime ved at tillade åbningen af den nye ambassade belønner Selvstyret for at have vendt ryggen til palæstinensernes lidelser i Syrien. Palæstinenserne klager over, at Selvstyrets diplomater og repræsentanter i Damaskus, som de tidligere har appelleret til om hjælp, har ignoreret deres opkald.

Internationale mediekanaler rapporterer jævnligt om “vandmangel” i palæstinensiske byer og landsbyer, især på Vestbredden. Det er en historie, der gentager sig næsten hver eneste sommer, når nogle udenlandske journalister går igang med at søge efter en historie, som kan spejles negativt tilbage på Israel. Og der findes intet mere betryggende end at holde Israel ansvarlig for “vandmangel” på Vestbredden.

Men hvor mange vestlige journalister har interesseret sig for at spørge til de tørstige palæstinensere i flygtningelejren Yarmouk i Syrien? Er der nogen i det internationale samfund, som er klar over, at denne lejr har været uden vandforsyning i mere end 720 dage? Eller at lejren har været uden elektricitet de seneste tre år?

Yarmouk, som ligger blot otte kilometer fra Damaskus’ centrum, er den største palæstinensiske flygtningelejr i Syrien. Det vil sige, det var den største lejr. I juni 2002 boede der 112.000 palæstinensere i Yarmouk. Ved udgangen af 2014 var lejrens befolkningstal faldet til mindre end 20.000. Lægelige kilder siger, at mange af lejrens beboere døjer med en lang række sygdomme.

Palæstinensere flygter ud af flygtningelejren Yarmouk nær Damaskus efter heftige kampe i september 2015. (Foto: RT video screenshot)

Disse tal er alarmerende, men ikke for Det Palæstinensiske Selvstyres ledelse eller for de store medier og “menneskerettighedsorganisationer” i Vesten. Alarmen lyder heller ikke, når det drejer sig om de mere end 12.000 palæstinensere, som vantrives i syriske fængsler uden adgang til advokat eller familiebesøg. Blandt disse er der 765 børn og 543 kvinder. Ifølge palæstinensiske kilder er omkring 503 palæstinensiske fanger døde under tortur de seneste år.

Kilderne beretter også, at nogle af de palæstinensiske, kvindelige fanger er blevet voldtaget af deres forhørsledere og vagter. Huda, en 19-årig pige kvinde fra Yarmouk, fortalte, at hun var blevet gravid efter gentagne gruppevoldtægter, mens hun sad tilbageholdt i et syrisk fængsel i 15 dage. “Sommetider voldtog de mig mere end ti gange dagligt,” fortalte Huda og tilføjede, at hun som følge heraf havde døjet med voldsomme blødninger og havde mistet bevidstheden. Hun fortalte også en timelang historie om, hvordan hun i tre uger havde været indsat i en celle, der også indeholdt ligene af andre fanger, som var blevet tortureret til døde.

Den slags fortællinger når sjældent frem til siderne i de større aviser i Vesten. Ej heller bliver disse fortællinger drøftet på konferencer afholdt af diverse internationale menneskerettighedsorganisationer eller sågar i FN. De eneste palæstinensiske fængselsfanger, verden taler om, er dem, der bliver fængslet af Israel. Det Palæstinensiske Selvstyre overser aldrig en mulighed for at opfordre til frigivelse af de palæstinensere, som sidder fængslet i Israel, hvoraf de fleste er mistænkt for eller fundet skyldige i terrorisme. Men når det gælder de tusinder, som bliver tortureret i Syrien, er Selvstyrets ledere i Ramallah tavse som graven. For præcisionens skyld er det værd at nævne, at de palæstinensiske fraktioner Fatah og Hamas nu og da faktisk har kontaktet de syriske myndigheder angående fangerne – men det har vist sig, at de to grupper udelukkende har søgt om frigivelse af nogle af deres egne medlemmer.

Rapporter fra Syrien beretter, at tre palæstinensiske flygtningelejre stadig er under skarp belejring af den syriske hær og dennes palæstinensiske marionetgrupper. Yarmouk har for eksempel været under belejring i mere end 970 dage, mens flygtningelejren Al-Sabinah har været belejret i mere end 820 dage. Handarat-lejren har lidt samme skæbne i mere end 1000 dage. De fleste af beboerne i disse lejre har været tvunget til at flygte fra deres hjem. I Yarmouk er 186 palæstinensere døde af sult eller mangel på lægehjælp. Mere end 70% af Daraa-lejren er fuldkommen ødelagt på grund af gentagne beskydninger fra den syriske hær og diverse militser.

Palæstinenserne i Syrien havde været bedre stillet, hvis de havde boet på Vestbredden eller i Gazastriben. I så fald ville det internationale samfund og medieverdenen bestemt have lagt mærke til dem. Men når vestlige journalister bruger tid på palæstinensere, der bliver forsinkede ved israelske checkpoints på Vestbredden, og ignorerer tønder med sprængstoffer, som af det syriske militær nedkastes over beboede områder i flygtningelejre i Syrien, kan man måske godt komme til at spekulere over, hvad det er, de i virkeligheden har gang i.