Kommentar

Engang var samfundet autoritært. Man fandt mennesketyper i magtfulde stillinger, som nød deres magt. Disse typer var genstand for psykologiske studier i litteratur og film. De var fascinerende. Deres ageren var bestemt af, at de var en del af en samfundsstruktur, der gav meget større rum for personlig magt. Alle der har levet i den gamle tid, vil vide hvad jeg mener.

Det som kendetegner vor tid, er i stedet autoritetsløshed.

Hvor blev de af – de autoritære mennesker? Var de ikke udtryk for noget i grundlæggende i menneskets natur?

Kan det være, at de har iført sig en humanitær forklædning?

De autoritære træk hos en Hillary, Merkel, Østergaard eller Vestager, skinner dog mere og mere igennem. Henrik Day Poulsen sætter de liberale do-goodere til vægs i en kronik i Berlingske:

Når historiebøgerne om 100 år skal skrives, tror jeg, at man vil bebrejde politikere som Morten Østergaard, Johanne Schmidt-Nielsen, Angela Merkel og Hillary Clinton for at have ødelagt den vestlige verdens civilisation med en naiv tro på, at man kan gennemtrumfe globalisering og helt ignorere holdninger og frygt hos dem, der har mindst.

Jeg vil endda gå så vidt, at jeg vil stille spørgsmålstegn ved sådanne politikeres egnethed til at være politikere. Hvis man har en psykologisk forståelse på størrelse med et hønseæg, og er man konstant optaget af sig selv og sine egne holdninger uden at stille spørgsmålstegn ved disse – og samtidig optræder som en belærende skolefrøken – så har man et stort problem.

Noget er sket i 2016. Brexit og Trump er udtryk for, at den indfødte underklasse gør oprør. Den har fået nok.

Skizofren politik

Den liberale klasse gør alt for at proppe ånden tilbage i flasken. Men de har selv lagt op til konflikt og veksler mellem at kalde folk racister og forkynde et nyt samfund. Hvor humant er dette overfor indfødte og indvandrere?

Indvandring kommer både forskyldt og uforskyldt til at få skylden for hele misæren. Men når den politiske elite ikke blot ignorerer underklassens opråb, men aktivt insinuerer, at de er egoistiske racister med et skidt menneskesyn, beder man om ballade.

I Danmark har Morten Østergaard fra Det Radikale Venstre gang på gang trådt på underklassen ved at skose den for at have et uværdigt menneskesyn. Selv NATOs tidligere generalsekretær Anders Fogh Rasmussen udtalte i et interview med Berlingske, at amerikanerne må finde sig i at have en moralsk forpligtelse til at være verdens politimand – læs: betale for hele gildet. Det kan kun opfattes som en fuckfinger til den amerikanske underklasse, som skal finde sig i Fogh Rasmussens irettesættelse fra hans kontor med danske designermøbler, mens de selv bor i en trailerpark.

Hidtil er det underklassen, der har mistet sine jobs. Men nu kommer turen til de kvalificerede.

Special interests

Outsourcing af it-jobs til Indien, også i offentlig sektor, indevarsler en vigtig politisk ændring. Systemet er ikke længer loyalt mod de mennesker, som det formelt er sat til at tjene.

Dette er svært at acceptere for mennesker, der er ellers regner med, at politikerne handler til fælles bedste.

Men umærkelig er der indtrådt en ændring. Med Roger Scrutons formulering: National interests er blevet til special interests.

Den klasse, som har overtaget “interests” og gjort dem til sine, har det perfekte cover i det altruistiske budskab om at dele med alle. Det er ikke så meget den traditionelle venstrefløj, der er drivkraften i masseindvanringen som den liberale elite, for hvem globalisering og humanitet er to sider af samme sag.

Outsourcingen kommer hjem

Det norske sundhedssystems Region Syd-Øst har indgået en aftale om at outsource it-driften til Hewlett Packard  for seks-syv milliarder kroner. Sundhedsministeren har ingen betænkeligheder. Hundredevis af offentlige ansatte følger med over, men de beholder selvfølgelig ikke den samme sikkerhed i ansættelsen.

Flyselskabet Norwegian gør det samme: De bruger asiatisk personale på langdistanceruterne og forsøger at få dem ind på ruter til Europa og USA. De vil betyde helt andre løn- og arbejdsforhold for danske og norske ansatte.

Man går frem lidt ad gangen. Og fagforeningerne gør modstand, men HP og Norwegian har globaliseringens vind i ryggen.

Og når den blæser, skabes der vindere i mange lande. Men de, som indgår kontrakterne, taler ikke om omkostningerne i kølvandet og hvem, der skal betale.

Teknologi er upolitisk

Alt som har med IT at gøre er per definition upolitisk og godt. Samarbejde mellem staterne er også godt. Men et IT-samarbejde mellem f.eks Norge og Pakistan, der trækker veksler på pakistanske miljøer i Norge, har nogle aspekter, som man skal være politisk ukorrekt for at nævne.

Pakistanere har været involveret i nogle rigtig store svindelsager. Deres loyalitet overfor det norske systemet har vist sig at være svag. Korruptionen i Pakistan vil gøre det meget svært for norske eller danske myndigheder at udøve kontrol.

Hvis politikerne og en teknokratisk klasse er enige om at teknologi automatisk er godt, så vil væsentlige politiske spørgsmål slet ikke blive stillet.

Jeg var en gang en beundrer af grundlæggeren af Norwegian, Bjørn Kjos. Det er jeg ikke længere. Han grundlagde også en bank med samme navn. Et af børnene kom på ideen: Det flød store summer ind i systemet, så hvorfor ikke starte en bank og beholde pengene indenfor? Der kom så mange penge, at Norwegian kunne låne dem ud, og nu var man endog smartere: Bank Norwegian tilbyder lån til unge mennesker, der ikke har styr på økonomien. En 24-årig med betalingsproblemer har to gange fået tilbud på at låne op til 500.000 kroner uden sikkerhed. Hvorfor tager banken en sådan risiko? Fordi den ved, at forældrene redder deres børn fra konkurs, når det kommer til stykket.

Det er kynisme sat i system.

Skifte af loyalitet

De, der går ind i globaliseringen, mister deres lokale tilknytning. Deres loyalitet er et andet sted.

Men systemet kører fortsat, som om alt var ved det gamle. Det er det ikke. Det er en stor gang bluff.

Derfor er der kommet bitterhed ind i debatten.

Henrik Day Poulsen har helt ret: Det er farlig at den politiske klasse der har solgt ud til globaliseringen, har haft behov for at være humanitære velgørere og importere millioner af mennesker til Europa med helt andre værdier.

Det skaber enorme spændinger, ikke mindst fordi muslimerne reagerer på opløsning og modernitet ved at bekræfte deres identitet primært som muslimer. De stiller krav og får dem indfriet.

Den samme elite, der har importeret dem, langer ud efter underklassen og beskylder dem for at være racister og islamhadere.

Det hvide sonoffer

Bemærk, at når Clement Kjersgaard inviterer til åben debat om dansk identitet, så er det Martin Henriksen fra DF, der bagefter hænges ud som den ufine, der vover at sætte spørgsmålstegn ved dansked.

Medierne og politikerne overlader det at forsvare danskheden til en lille gruppe mennesker, som de samtidig brændemerker med adjektiver, der delegitimerer dem som mennesker. Det er et offerritual, som vi er vidne til, hvor højrefløjen er sonoffer.

Det sker samtidig med, at de muslimske politikere får lov til at fremstå som de nye jøder. De har ingen betænkeligheder med at slynge Auschwitz i ansigtet på højrefløjen.

Efterhånden har der udviklet sig en egen sort humor på nettet. En skrev: De nye jøder skal slå de gamle ihjel, og de får lov at bruge gamle massedrab som moralsk løftestang.

Det er et fantastisk bedrag, vi ser opført. I DRs studier, i aviserne, også i Berlingeren, som Day Poulsen skriver sine kloge ord i.

Så jeg spørger mig selv: Hvor meget vejer ordene, når medierne ikke bevæger sig en tøddel redaktionelt.

En åben debat er en farlig debat. Man kan miste kontrollen. Men de, der har redigerer udsendelsen, lægger snittet: Teateret kan forvandles til et moralsk drama, hvor DF-politikeren bliver moralsk soningsoffer.

Han havde den frækhed at sige det, som man ikke må sig: At det går an at være sin egen, den man er.

For det skal han korsfæstes.

Den hvide liberale elite kan ikke bære byrden af egne synder og må i stedet ofre andre.

Det vil fortsætte længe endnu.

Ét svar til “De nye autoritære er de humanitære”