Al historisk erfaring viser, at et civiliseret samfunds befolkning – og især de dårligst stillede – opnår den største frihedsmæssige, kulturelle og økonomiske fremgang, når statens økonomiske politik består i ikke at føre økonomisk politik, når dens socialpolitik består i ikke at føre socialpolitik, når dens uddannelsespolitik består i ikke at føre uddannelsespolitik og når dens industripolitik består i ikke at føre industripolitik.

Tværtimod at blande sig skal staten sikre friheden, og derved skabe klare og forudsigelige rammer. Der er intet som tyder på, at der er nogen gruppe i samfundet som har gavn af at staten udgør mere end 10-15 % af BNP. Altså lige bortset fra de intellektuelle projektmagere og statslige bureaukrater, naturligvis. Som enhver anden magtstruktur, lige fra det mindste kommunale kontor og opefter, så har også staten og dens ideologer en naturlig trang til at udvide sine magtbeføjelser. Derfor skal staten altid holdes i tømme. Og det sikres først og fremmest ved at de som finansierer staten, dvs. de reelle skatteydere, også har en effektiv vetoret over for hvad deres egne midler bruges til.

Når staten undlader at føre økonomisk politik og markedet lades i fred undgår man naturligvis ikke økonomiske kriser eller finansielle bobler og krak. Men kriserne bliver væsentligt mindre og ikke mindst af meget kortere varighed når staten hverken forsøger af forbygge eller helbrede dem.

Derfor var de økonomiske kriser i liberalismens storhedsperiode fra ca. 1816 til 1914 oftest ganske korvarige, og de skabte i løbet af få måneder hver gang endnu bedre basis for forøget vækst og derved verdenshistoriens største eksplosion af velstand. (Først planøkonomien under og efter første verdenskrig skabte en langvarig krise i 30erne.)

I det land som klarede sig allerbedst, nemlig England, førte man ikke engang valutapolitik eller rentepolitik, thi valutaen var bundet til guldet og kunne til enhver tid omveksles til guld. Derfor havde man en fast årlig deflation som cirka svarende til produktivitetsfremgangen. Modsat inflation så understøtter deflation samfundsbevarende konservative dyder, blandt andet ved at belønne ham som sparer op og straffe ham som stifter gæld, hvilket så ydermere sikrer, at der altid er rigelig investeringskapital til rådighed. Sådan fungerer et frit marked som lades i fred.

Men statens opgave er så netop også at sikre, at markedet lades i fred, og at der er fri og lige konkurrence. Det gør staten ved at holde sin egen ekspansionstrang i tømme, ved at sørge for lov og orden, ved lighed for loven og ved sikre og velbevogtede grænser omkring det frie marked.

Kun klare rammer omkring en kulturelt og religiøst nogenlunde homogen befolkning kan i længden opretholde den tillid og den sociale kapital som er nødvendig for at sikre den lige og frie kappestrid på markedet. Staten skal opretholde landets frihed og suverænitet og staten skal sørge for at landet består også for kommende generationer. Et sandt demokrati består jo også i at give stemmevægt til de generationer som er gået forud for os og dem som kommer efter os.

Den personlige og økonomiske frihed er ikke kommet af ingenting, den er skabt af en årtusindlang påvirkning fra det jødisk/kristne syn på individ, familie og samfund. Ganske langsomt er frihedssynet og individualismen over århundrederne så at sige kommet på rygraden.

Skal friheden bevares skal også det europæiske menneskesyn bevares. Det er naturligvis ikke i sig selv noget staten kan eller skal tage vare om, thi traditionsoverlevering sker først og fremmest i familien og i det øvrige civilsamfund. Ja, det er endda afgørende at staten ikke påtager sig opgaver som hører familien til, thi derved undergraver staten sit eget fundament. Selv nationaliseringen af undervisningssektoren de seneste 120 år har formentlig gjort mere skade end gavn.

Alligevel er der brug for staten til andet end til at sørge for lov og orden, infrastruktur og den slags.

F.eks. kan det være nyttigt og nødvendigt at staten sætter visse grænser for forurening, for kortsigtet ressourceudnyttelse og lignende.

Ligeledes kan det være nyttigt at staten, for at bevare en reel national frihed, dvs. af sikkerhedspolitiske grunde, på visse begrænsede områder påvirker den erhvervsøkonomiske udvikling, især med hensyn til energiforsyning og landbrug. Det kan true et lands frihed at være afhængig af en enkelt energileverandør, og hvis f.eks. hele landbruget havde en snæver og kortsigtet interesse i at omlægge hele produktionen til tulipandyrkning ville det være økonomisk gavnligt for den enkelte landmand, men det kunne i en krisesituation være katastrofalt for landets fødevaresikkerhed.

På samme måde kan det på kort sigt være til gavn for erhvervslivet med helt åbne grænser, da det kan sænke lønniveauet og skaffe billig kvalificeret arbejdskraft. Men på bare lidt længere sigt vil åbne grænser ødelægge det fundament erhvervslivet bygger på. Åbne grænser og den deraf følgende indstrømning af kulturfremmede befolkningsgrupper er ødelæggende for selve det fundament som er forudsætningen for det frie samfund. Ligeledes skaber indvandring af kulturfremmede folkeslag erfaringsmæssigt meget mere kriminalitet, mistillid mellem befolkningsgrupperne osv. Den sociologiske forskning viser at også tilliden indbyrdes i den oprindelige befolkning undermineres når der kommer mange fremmede.

Al historisk erfaring viser, at også demokrati og lighed for loven kun kan eksistere hvor samfundet består af en nogenlunde homogen befolkning som lever bag nogenlunde sikre og velbevogtede grænser.

Solide hegn er ikke kun nødvendige for at sikre gode naboforhold, de er også nødvendige for frihedens skyld.