Kampen står om, hvad der vil sige at være dansk. Det er det nationale spørgsmål i en multikulturel kontekst. Definitionen kommer i tre alternativer: Den indfødte, der har sine fortalere på den nye højrefløj, en liberal der tiltrækker unge, urbane mennesker med forskellig baggrund, og den tredje: En muslimsk.

Allerede denne inddeling siger noget bemærkelsesværdigt: Det nationale er overtaget af højrefløjen, ligesom ytringsfriheden tidligere er blevet det. De liberale og venstreorienterede har ikke kendt deres besøgelsestid.

En ny, grænseløs identitetspolitik appellerer til mange unge, der får det ind med modermælken. De tror, at tradition er et historisk overstået stadium.

Islam og terroren ændrer præmisserne.

Selv liberale og venstreorienterede tager deres børn ud af de skoler, hvor andelen af fremmedkulturelle, læs: muslimer bliver for stort. Det er disse fakta, der taler deres tydelige sprog. Folk stemmer med fødderne. Hvis det ikke var for disse  hårde fakta, kunne den ideologiske vogn køre længe endnu. Nu er den ved at køre af sporet

Alliancen i Debatten blev etbaleret mellem Morten Østergaard fra det Radikale Venstre og de to muslimske repræsentanter: Khasif Ahmad fra Nationalpartiet og Tarek Hussein. Østergaard har skiftet side. Han slås ikke for danske værdier, men for islam. Hans kropsprog og mimik fortæller seerne, hvor hans sympati og antipati ligger. Østergaard tror, at han kæmper for godheden, men seerne ser noget andet. Det har socialdemokraterne forstået. De er ved at skifte side, men har det dårligt med sig selv og valgte derfor at udeblive.

Det er de urbane liberale, der bliver de multikulturelle diehards. Johanne Schmidt Nielsen er Florence Nightingale og taler kun om de anonyme lidende. Hun klarer debatten om de nationale spørgsmål dårligt.

Før var det arbejderklassen. Nu er det muslimerne. Kan de blive danske?

Det er ikke højrefløjens retorik, som skaber islam-fjendtligheden. Det er deres eget eksempel.

Tag bare navnet Nationalpartiet. Det vidner om en total umusikalitet at tage patent på sådan et navn, hvis man repræsenterer muslimer i Danmark. Mange oplever det som en provokation.

Når Khasif Ahmad forsøger at trække paralleller til tredverne og jødeforfølgelserne, viser han igen, at han intet har forstået. Han ved godt, at flertallet af hans trosfæller er antisemitter. Han ved også, at det har med kilderne at gøre, og at dagens islamisme tåler sammenligning med nazisternes jødehad. Alligevel har han den frækhed at sige, at behandlingen af muslimer minder om tyskernes antisemitisme.

På det tidspunkt taber Ahmad ikke bare debatten, men også danskernes respekt.

Det er ikke dumheden i sig selv, men blandingen av dumhed og løgn. Tror han virkelig at danskere er så dumme, at de godtager en så grov dobbeltløgn?

Har de ikke stødt på samme frækhed så mange gange, at de har gennemskuet den? Taktikken er snu og beregnende: Man serverer en løgn som fornærmer modpartens intelligens. Man satser på at modparten ikke har mod eller integritet nok til at afsløre en selv. At de  vil blive forlegne på den andens vegne.Det rr danskere, i lighed med nordmænd og svensker, hidtil blevet. Tricket har virket. Man tager den andens ære på sig og dækker over ham. Det er en udspekuleret udnyttelse af skyldfølelsen i den kristne kultur.

Et møde mellem æreskultur og skyldkultur.

Men det varer ikke længe før den kristne, fornuftsbaserede kultur lærer at gennemskue, at han bliver holdt for nar.

Det er det der er ved at ske. Muslimernes krig mod sig selv og andre, har bidraget til en brutal opvågnen. Det er ikke muligt at fortsætte med at leve i en tilstand af uvidenhed, eller i det specielle twilight mellem viden og uvidenhed, der ligger over Vest-Europa.

Muslimerne har selv givet europæerne en chokbehandling.

Når så en Kahasif Ahmad trækker alle kortene ud af ærmet på en gang: racisme, muslimhad, hans hudfarve, intolerancen, den grimme højrefløj, alt sammen begreber som han hidtil har delt med den liberale fløj, så fungerer det ikke længere.

Han har heller ikke gjort sit hjemmearbejde, og gør Lars Hedegaard til medlem af Tidehverv. For ham spiller det ingen rolle. Det er et fedt: Tidehverv, Trykkefrihedsselskabet, Dansk Folkeparti, og nu Nye Borgerlige: De er sorte alle sammen. Det er det sorte Danmark.

Men pendelen er ved at svinge. Fordi den liberale fløj har undladt at forsvare nationalstaten og ytringsfriheden har den i virkeligheden afstået ejendomsretten til Danmark til højrefløjen. Det er for sent at opdage det nu. Toget har forladt stationen.

De liberale bliver stående tilbage på perronen.

Muslimerne har ikke forstået det skifte, der er sket. De fortsætter med at påstå, at de er lige så danske som alle mulige andre.

De bliver aggressive. Tror Ahmad på, hvad han selv siger? Det gør han sikkert, ellers ville han ikke lavet så mange selvmål.

Han tydeliggør, at der er to Danmark, og det Danmark han repræsenterer vil aldrig blive anerkendt af det oprindelige. De har førstefødselsretten, for at sige det med Søren Krarup. Det kan Ahmad ikke løbe fra. Hvis han ikke anerkender denne forskel, vil han aldrig opnå respekt.

Muslimerne er nødt til at indrømme, at de er bindestregs-danskere, ligsom andre med fremmedkulturel baggrund. Men det vil de ikke. De kræver anerkendelse på lige fod med indfødte danskere.

Det sker menneskerettighedernes og ligestillingens navn. Det har været et vigtigt værktøj. Men stadig flere hører, hvad der virkelig siges: Muslimerne vil være øverst. De tåler ikke at være underordnet.

Men det må de altså finde sig i, hvis de skal integreres i Danmark. Ellers vil de forblive en fremmed nation, og spørgsmålet om deres loyalitet vil forfølge dem.

I deres krav om ligestilling ligger implicit at dansk tradition og kultur ikke skal have nogen forrang. Den er ikke mere værd end den religion og kultur som muslimerne har med sig.

Det er for meget, selv for København-liberalerne.

Programleder Clement Kjersgaard får også problemer. Han vil helst have debatten på liberale præmisser. Men muslimernes argument torpederer hans forsøg.

Kjersgaard vil gerne vinkle det sådan, at forsvar for dansk kultur er diskriminering. Hvad enten det gælder kvoteflygtninge eller fordelingen af elever på skolerne: Hvis man forsøger at værne om det danske, er man pr definition diskriminerende eller det, der er værre.

Kjersgaard kom ind på, at det har noget med de demografiske ændringer at gøre, da han spurgte om ikke en inddeling skulle ske ud fra etniske kriterier, selvom det blev gjort for at blande eleverne.

Eller er det selve valgfriheden man vil til livs? Hvis man skal få det blandingsforhold man foretrækker, skal man ophæve forældres og elevers frie skolevalg.

Her er vi ved kernen. Det kan koges ned til et spørgsmål om frihed. Danskernes frihed. Det er den, der er problemet. De dilemmaer Langkaer gymnasium står overfor, beskriver situationen for hele Danmark: You can run, but you can’t hide.

Men at  to friheder står over for hinanden, islams og Danmarks, det bliver for meget for DR og Kjersgaard. Så må programlederen flå masken af Khasif Ahmad. Han ville stå æresløs tilbage. Det vil Kjersgaard ikke. Ikke alene fordi han er hensynsfuld, men fordi vi har gjort muslimernes ære til vores. De er lykkedes med at overføre deres æreskultur og implantere den i vores kristne skyldfølelse.

Derfor kan Kjersgaard gå så langt, lige til grænsen, men ikke længere.

Man kan vælge en kurs hvor man ud fra “gode formål” arbejder på sin egen undergang. Det er at ændre dynamikken så den kristne samvittighed overføres på muslimerne. Skyldfølelse som kun er skyld er ikke produktiv. Det er den kun, hvis den er koblet til samvittigheden og hjertet.

Hvis man afklæder muslimerne må man give dem noget der er bedre. Ellers vil de bare stå tilbage med aggressionen, og den er stor.

Man må slet og ret indlemme dem i den kristne næstekærlighed. I den indgår også tugt og straf.