Den tidligere australske premierminister, Tony Abott, talte forleden til Europas konservative ved et møde i Prag. Her er hans fremragende tale om mulighederne efter Brexit, om den skæbnestund Europa står midt i  – og om, hvad der skal til, hvis vi vil bevare nationalstaterne og de vestlige værdier, nationalstaterne bygger på, i en tid med massemigration:

Vi lever i en tid med store spændinger. som det er vores opgave at dæmme op for.

Mens dette møde finder sted, er England for alvor ved at sætte turbo på de formelle udtrædelsesprocedurer for at forlade EU og lige uden for EU´s grænser står hundredetusinder og kræver at komme ind i Europa.

I EU´s byer planlægger islamiske fanatikere det næste terrorangreb. Og i det østlige Europa undergraver Rusland de tidligere sovjetstaters legitimitet.

Det er i sandhed foruroligende tider: for Europa, for demokratierne og for den vestlige civilisation.

Men som marskal Foch sagde på et afgørende tidspunkt under 1. Verdenskrig: “Min midte er svag og min højre flanke på tilbagetog; det er en unik situation – jeg angriber”

Brexit vil kunne svække både England og Europa – det er en reel mulighed – men med vilje og lederskab kan det lige så vel vise sig at indvarsle demokratisk fornyelse på tværs af kontinentet.

Brexit og den tiltagende europæiske populisme kan være symptomer på et konsensussammenbrud – eller det kan være det startskud, der får centrum-højre partierne til at frigøre sig fra den politiske korrekthed og endnu en gang vise sig som de sande forkæmpere for nationalstaten.

Demokratiernes kamp for at styre igennem en tid med gæld og underskud og sparke et opsving igang kan være startskuddet til en økonomisk depression – eller det kan være præcis det, der får de politiske ledere til at være mere ærlige over for vælgerne.

Den vestlige liberalismes tilbageholdenhed når den bliver sat under pres, kan være et tegn på manglende tillid til egen civilisation – eller blot være det mørkeste tidspunkt på natten inden dagen begynder.

I svære tider er det mere vigtigt end nogensinde at være tapper.

Vi må aldrig miste troen på retsstaten, på frihedsrettighederne, på det repræsentative demokrati eller på den sammenhængskraft, der kendetegner den vestlige levevis.

I denne historiske by er jeg stolt af at erklære, at jeg er for Europa – fordi den vestlige civilisation, som har overhalet alle andre verden over – vedbliver at være den bedste manifestation af den universelle drøm om retfærdighed, frihed og fremgang.

Vores opgave er at være kompromisløse fortalere for den tænkemåde, der i alt væsentligt har banet vejen for det moderne samfund og har skabt de bedste levevilkår i menneskehedens historie – på trods af de udfordringer, vi nu står over for.

Vi bør minde os selv om, at for kun 35 år siden havde under halvdelen af verdens befolkning adgang til rent drikkevand; nu er tallet oppe på 90%.

For kun 25 år siden levede 37% i absolut fattigdom – nu er det under 10%.

Og i det seneste kvarte århundrede er den globale bruttonationalindkomst øget mere end i de foregående 25.000 år.

Vi må aldrig lade de udfordringer vi står midt i få os til at glemme, hvad vi har opnået – eller skygge for morgendagens muligheder.

Som konservative er vi stolte af, hvad vi har opnået; det skal vi bygge videre på – ikke genskabe fortiden.

Vores opgave er at få det bedste ud af den tid, vi lever i – ligesom vores forfædre fik det bedste ud af deres tid – i tillid til, at vi kan finde en vej ud af farerne – præcis som de gjorde.

Inden jeg rejste fra Australien bad jeg vores parlamentsbibliotek om at lave en oversigt over, hvilken litteratur der var tilgængelig om tiden efter Brexit.  Jeg fik at vide, at Englands farvel til EU ville medføre, at landet blev kastet ud i økonomisk ruin og politisk og kulturel isolation.

Man sagde, at England vil miste betydning, mens EU vil klare sig bedre uden sit mest antiautoritære medlem – som om et af verdens mest betydningsfulde lande pludselig ville trække sig tilbage i sin skal og Storbritannien blive til Lille England.

Det er den slag arrogant nonsens, der fik briterne til at stemme landet ud af EU.

Næst efter USA er England det land, der har fostret flest nobelprismodtagere. I det seneste århundrede har England været den hurtigst voksende økonomi i Europa, og det land, der sammen med Frankrig, har kontinentets mest slagkraftige militær.

Så et EU, der vil  prøve at straffe England vil kun straffe sig selv.

Ligesom jer, var jeg heller ingen tilhænger af et Brexit. Ligesom jer var jeg en tøvende tilhænger af at forblive i EU. Men vi er nødt til at respektere folkets afgørelse – og få det bedste ud af det.

I usikre tider har verden mindre brug for europæiske systemer og mere brug for europæiske værdier; et Europa, der stadig er forenet om de mest grundlæggende ting som at modstå angreb, men samtidig går mindre op i at blande sig i forhold som f.eks.  nationalstaternes tilgang til indenrigspolitik.

Det er naturligvis kun briterne og EUs forhandlere, der skal fastlægge detaljerne for Brexit de næste to år.

Det er dog også en sandhed, at alt vedbliver at være det samme indtil man gør noget aktivt for at ændre det.

Ingen nye EU-direktiver vil automatisk gælde i England og de britiske domstole vil ikke længere være  underlagt  EU Domstolen.

Men der er intet, der siger, at britiske varer skal miste deres toldfrie adgang til Europa eller Europæiske varer miste deres toldfrie adgang til England – fordi frihandel er i alles interesse.

Der er ingen gyldig grund til, hvorfor britiske færdigheder og kompetencer ikke skulle anerkendes i Europa eller europæiske færdigheder og kompetencer anerkendes i England – fordi det er i alles interesse at udvide den tilgængelige talentmasse.

Og der er ingen gyldig grund til, hvorfor briterne ikke som en selvfølgelig ting skulle kunne arbejde i Europa – eller europæere arbejde i England, fordi ligesindede lande naturligvis vil have gavn af denne form for udveksling.

Når England ikke længere er nettobidragyder til resten af Europa, kan Tyskland også begynde at gentænke sin økonomiske tilgang til projektet – til gavn for skatteyderne, som ikke bør understøtte ineffektivitet eller fiaskoer.

Jeg tror, at den største forskel på tiden efter Brexit vil være, at ikke-britiske statsborgere skal have visum, hvis de ønsker at opholde sig i længere tid i England.

Det er ikke det samme som enden på den frie bevægelighed – men det vil være enden på den ukontrollerede frie bevægelighed – og hvorfor skulle den enkelte stat ikke også selv kunne bestemme, hvem man vil lukke ind?

Som mit eget lands tidligere leder, John Howard, sagde: “Vi bestemmer selv, hvem der kommer ind i vores land og vi bestemmer selv vilkårene”

For et er sikkert: et land eller et kontinent som ikke kan kontrollere, hvem der kommer ind på dets territorium, vil i sidste ende miste kontrollen med sin fremtid.

Det er min vurdering, at det var udsigten til at millioner af nye europæere fra Mellemøsten og Afrika skulle strømme til England, der gav Brexit det sidste skub.

Briterne er ikke imod Europa eller imod indvandring, men de stemte imod at miste kontrollen.

Ukontrolleret indvandring var ikke årsagen til Brexit, men det var startskuddet til briterne om at generobre deres selvbestemmelse,

Det er selvfølgelig både anstændigt og humant at give efter for trangen til at tilbyde mennesker, der kommer fra elendige forhold et bedre liv. Men når flygtninge krydser mere end en landegrænse, hvor de er i sikkerhed, er de ikke længere asylsøgere, men migranter.

I nogle år kunne de 500 millioner europæere vel nok absorbere tilstrømningen – forudsat at de tilstrømmende tilsluttede sig Europa frem for at invadere det.

For med en million mennesker, som kommer via havet og en million via fastlandet, antager det mere karakter af en stille invasion.

Visse tyrkiske ledere har sågar opfordret muslimer til at generobe dele af Europa, og blandt migranterne findes krigere, hvis mission er at etablere et kalifat med voldelige metoder.

Mange af dem, der kommer i både over Middelhavet eller som vrimler ved Europas grænser vil tilslutte sig en vred underklasse.

Alt for mange kommer hertil – ikke i taknemmelighed, men i forurettethed og i den faste overbevisning, at de har krav på at komme ind.

Over tid vil dette pres blive en eksistentiel udfordring.

Og hvis Europa ikke vil møde den udfordring – så gør de enkelte lande det, fuldstændig som vi har set det med Brexit og med genindførelsen af grænsekontrollerne.

Australien er et indvandringsland, og vi anerkender, at mennesker fra Afrika og Mellemøsten har alle mulige gode grunde til at prøve at få et bedre liv, end der hvor de kommer fra. Men de har ingen ret til at kræve, at Europa skal sørge for at de får det.

De europæiske flåder må opfylde deres humanitære forpligtelse og redde de mennesker, der ellers ville drukne: men at sejle dem til Italien og Grækenland er kun at skabe garanti for, at endnu flere vil forsøge sig med denne farlige færd.

Så længe folk tror, at det at ankomme til Europa er det samme som at blive i Europa…så vil de blive ved med at komme.

At sende dem videre og fordele dem mellem de europæiske lande, vil ikke løse problemet – bare sprede det.

Mennesker, som ikke er i umiddelbar livsfare skal afvises  ved Europas grænser.

Mennesker, der bliver samlet op i Middelhavet skal returneres til deres udgangspunkt.

Denne krise kan ikke håndteres – den skal løses.

Det er hvad Australien gjorde i min embedstid: vi stoppede illegale både på havet og eskorterede dem tilbage til indonesisk farvand. Hvis bådene ikke var sødygtige, havde vi store, orange redningsbåde, der sørgede for, at de kunne komme sikkert tilbage til, hvor de kom fra.

Jeg kendte risikoen for vores mandskab; jeg vidste, at det kunne skade vores forhold til Indonesien; jeg var klar over, at det ville skabe vild opstandelse hos velmenende aktivister, men det var simpelthen noget, der skulle gøres.

Effektiv beskyttelse af grænserne er ikke for de sarte, men det er absolut nødvendigt, hvis man vil redde liv og bevare nationalstaterne.

Det er det mest oprigtigt medmenneskelige at gøre følgende: stop bådene og stop tabet af menneskeliv. I mere end to år er der ikke ankommet illegale både til Australien og drukneulykkerne er stoppet. Og fordi vi har stoppet bådene, har det været muligt at øge antallet af reelle flygtninge, fordi den australske regering har haft kontrollen og ikke menneskesmuglerne.

Europas udfordringer er i en større skala en Australiens, og geografien er en anden, men med den rette indstilling og organisering er der ingen grund til, at Europa ikke kan opleve en lignende succes.

Det forudsætter dog, at der blandt de europæiske ledere er konsensus om, at det at stoppe menneskesmuglingen, drukneulykkerne og gøre beskyttelsen af den europæiske kultur er det moralsk rigtige.

I er nødt til at stille rettighederne for dem, der kræver at blive lukket ind over for den større ret I har til at sige “nej”.

I er nødt til at stoppe tvivlen hos jer selv om,  hvorvidt I har ret til at bevare de Europæiske nationalstaters individuelle og kollektive egenart.

Mit instinkt siger mig, at dem der står stærkest, når det drejer sig om at løse denne krise, er dem, der har den stærkeste tro på det Europa, der er bærer af ytringsfrihed, videnskabelig lærdom og demokratisk pluralisme.

Det er dette Europa som verden beundrer og som England tilsluttede sig.

Spørgsmålet for alle os demokratisk valgte ledere er, hvordan vi bedst vinder vores folks tillid.

Lederne fra centrum-højre har været gode til at promovere national sikkerhed  og øge velstanden; nu er udfordringen at overbevise folk om, at de også kan betro os at værne om det sociale fundament.

En del af denne proces er at gøre sig klart, at der eksisterer et særligt bånd, der binder folk og nationer sammen.

Det moderne Europa har udviklet noget, der vel bedst kan sammenlignes med den gamle opfattelse af kristendom, der går videre end nationalfølelse.

Jeg er sikker på, at mange føler en form for europæisk identitet – men den lever ved siden af en anden – uforanderlig, stærk og langt mere meget dybfølt – følelse af samhørighed, som udspringer af fælles værdier, fælles historie og fælles sprog.

Det er så nemt for dem, der har succes – for overklassens verdensborgere – at undervurdere den følelsesmæssige tilknytning til nationalstaten, der er stærk nok til, at nogle er villige til at ofre deres liv for den.

Vi skal selvfølgelig undgå den rene populisme, men hvis den rationelle politiske midte ser ned på folkets bekymringer, så vil populismen tage til.

Udfordringen er at engagere sig i det, der rører sig i folket – ikke at tale ned til  det eller fornærme deres intelligens ved at benægte det, alle kan se, er ved at ske.

Modviljen mod den måde man har håndteret migrationskrisen på i Bruxelles er så høj som 94% i Grækenland, 88% i Sverige og 77% i Italien.

Anerkendelse af folks bekymring for den ukontrollerede indvandring er også byggestenen, når det gælder andre tiltag – især økonomiske – som det er afgørende at få gennemført.

Globaliseringen har gjort de fleste rigere, men den har også gjort nogle fattigere – og den har bragt tredjeverdens problemer ind i de europæiske byer.

Vi må ikke udvise ligegyldighed over for folks bekymringer, når vi forlanger, at de skal acceptere væsentlige ulemper og forringelser her og nu, for at opnå et mere langsigtet gode.

Jo mere åbenlyst vi beskytter folkets værdier og livsstil – jo mere tillid får vi i vores klippefaste bekræftelse af den Burk´ske sandhed, at vi er nødt til at ændre nogle ting, hvis vi vil bevare det, der virkelig betyder noget.

Der vil blive flere jobs, hvis vi fjerner det bureaukrati, som kvæler handelen.

Lønningerne vil stige, hvis vi fremmer produktiviteten

Skatterne vil sænkes, hvis vi lærer at holde igen med udgifterne.

Der vil blive flere menneskelige samfund, hvis forlanger af alle borgere, at de skal tilegne sig en lev-og-lad-leve indstilling.

Og vi kan bekæmpe truslerne mod vores levemåde, hvis vi er lige så forpligtede på vores værdier som vores kritikere og fjender er på deres.

I hver fald har Australiens centrum-højre stået for økonomisk liberalisme og social-konservatisme: for pragmatisk liberalisme og for fornuftig konservatisme, fordi  økonomisk dynamisme og social stabilitet er det, der plejer at give folk det bedste liv,

I hvert fald er Australiens centrum-højre lykkedes med sin politik, fordi den ved, hvad den kan ændre og hvad den ikke kan ændre.

Vi kan ikke gøre så meget ved klimaforandringerne og vi  ikke gøre så meget for at modsætte os markederne, men hvad er pointen med at være ved magten, hvis man ikke kan sikre grænserne og kontrollere indvandringen?

Det er den lektie som min del af den nye verden kan lære jeres del af den gamle verden.

Stå vagt om jeres grænser – og I vil fjerne meget af den bekymring som lige nu har grebet dette store kontinent.

Talen findes på engelsk her

http://tonyabbott.com.au/2016/09/address-alliance-european-conservatives-reformists-lobkowicz-palace-prague-czech-republic/