Det har været en højst besynderlig oplevelse at følge debatten om og angrebet på Karina Pedersen og hendes selvbiografiske roman Helt ude i Hampen, der beskriver hendes opvækst i en socialt udsat boligområde i Fredericia.

Som udgangspunkt er der ellers tale om en vindersag: Mønsterbryder beskriver sine elendige opvækstvilkår i et miljø præget af druk, psykisk sygdom og  omsorgssvigt i et boligområdet, hvor stort set ingen forsørger sig selv. Dansk elendighed med andre ord på hvilken baggrund forfatteren kan stå som lysende eksempel på, at velfærdsstaten Danmark giver de bedste betingelse for at bryde den sociale arv.

Et super populært tema, for selv med udgangspunktet i velfærdsstatens lighedstænkning elsker vi historien om den grimme ællings transformation til en JP smuk svane.

Men med Karina Pedersen er historien alligevel ikke helt så ligetil, for i lighed med svanen dækker de smukke, hvide fjer over et mere kradsbørstigt sindelag end udseendet lader ane, ligesom Karina Pedersens budskab er i direkte modstrid med, hvad det meningsdannende mellemlag helst ser bekræftet: at underklassens sociale problemer udelukkende har strukturelle årsager, og at ansvaret for at løse dem udelukkende påhviler (velfærds)staten.

Karina Pedersen er en storrygende, speedsnakkende kaot, der højtråbende og kamikaze-agtigt går all in i angrebet på den underklasse hun er rundet af og som hun gerne ser frataget den offentlige forsørgelse, som hun mener er med til at fastholde dem i elendigheden. Det har blandt andet ført til offentlige og pressedækkede sammenstød med hendes mor, som hun uden smålig skelen til den særlige finfølelse og takt man bør udvise over for underklassen, råbende i opgangen uden for moderens lejlighed har  anklaget for svigt, egoisme og nasseri.

I sammenligningen med pressens øvrige mønsterbryder-darlings mangler Karina Pedersen ganske Yahya Hassans fotogene og romantiserede etno-kriminalitet og Lisbeth Zornigs politisk korrekte offer-godhed. Og sammen med budskabet om, at underklassen fandeme skal tage sig sammen, opføre sig ordentligt og forsørge  sig sig selv – er det den sikre opskrift på lammetæv af medier og meningsdannere i (u)skøn forening.

I den proces er hun blevet underkastet et “faktatjek” af pressen, som angiveligt har fundet adskillige fejl og mangler i beskrivelsen af barndomsmiljøet, der vist ikke var helt så forfærdeligt, som Karina Pedersen påstår. Blandt andet kom det frem, at Karina Pedersens mor ikke lever i en svinesti og at alle Karinas klassekammerater har klaret sig godt i tilværelsen. Karina er med andre ord utroværdig.

Samme faktatjek er hendes mønsterbryder-modpol, Lisbeth Zornig, aldrig blevet underkastet, selvom hun i årevis har levet af at udstille sin kummerlige baggrund – herunder både sin mor og den stedfar, som udnyttede hende sexuelt, som hun gik tæt på i DR dokumentaren “Min barndom i Helvede”. Her var der ingen, der tog stedfaderens parti eller efterprøvede alle de påstande Zornig fremkom med.

Havde pressen underkastet Zornig samme behandling, som den der er blevet Karina Pedersen til del, ville man helt sikkert også have fundet unøjagtigheder og erindringsforskydninger, men det har aldrig været på tale. Og det skulle heller ikke være sket i tilfældet Karina Pedersen, for ligesom Zornig er det hævet over enhver tvivl, at Karina Pedersen er vokset op i underklasssen og dermed kan bidrage med en særlig insiderviden.

Erindringer er oplevede og subjektive og skal ikke bedømmes som et videnskabeligt studie. Det er ikke desto mindre hvad man har udsat Karina Pedersen for i bestræbelserne på at undergrave hendes troværdighed. Men hun er lige så troværdig som Zornig – hendes udgangspunkt og politiske ståsted er bare et andet, og hendes mission langt mindre populær.