Vestlige demokratier har fået nye højrepartier der udfordrer de bestående. To spørgsmål bliver afgørende: Vil de nye højrepartier ha kvalificeret mandskab til at håndtere udfordringene? Vil de etablerede forsøge at etablere en samtale, eller vil de fortsætte udgrænsningen og udskammingen?

Vi gennemlever politiske jordskjelv. Donald Trumps kandidatur har avdækket rævner i det det politiske landskab i USA som få var klar over. Medierne fortsætter at hænge ham ud, men Trump har genvundet noget af fatningen og folk lytter. En sort amerikaner i New York sier til SR: – Jeg er fed up med pjattet, Trump sier tingene som de er.

De er ikke nødvendigvis enig med ham, men de liker den direkte tale. Velgerne har fået nok af det åleglatte, regisserte sprog. Det fungerer ikke. Ikke når konflikterne er blevet så dybe og store.

Mer og mer handler disse konflikter om islam og muslimers rolle i Vesten. Forsøg på at afgrænse dem indenfor anstendige grænser, fungerer ikke.

Det fik Pernille Vermund erfare da hun kom til at hylle sit venskab med Sherin Khankan og la til nogle forhåbninger om islams plads i Danmark. Dermed afslørede Vermund at hun ikke har forstået dybden i den største konflikt i vores tid. Når hun forsøgte seg med en anstendighedsgrænse overfor egne velgere, tabte hun enda mer.

Der er ingen erstatning for sandhed og ærlighed. Enten har man forstået, eller så har man ikke forstået. Den som ikke har forstået kan heller intet lære.

Dermed bliver man forkastet av velgerne. De begynder at blive nådeløse.

Det er fordi de føler at tiden for bullshit er omme.

Vil højrefløyen mønstre politikere der forstår at navigere? De partier der konstant bliver afvist, kan gå sine egne veje. Det ser ud til at være svært at navigere mellem tilpasning og opportunisme og en politik der bevarer fodfæstet og klarsynet for hvad det virkelig handler om.

Men igen og igen ser vi at det slås fast med store søm: Islam er blevet det store skæl, enten det er i USA eller Europa. Forsøg på at gøre dette til noget uanstendig er ved at mislykkes.

Men skal den nye højrefløj lykkes må den ta den store debatt som skal til for at udmejsle et nytt fundament.

Vores establishment har kompromitteret vores kulturarv. De tror de kan manipulere ordene og at verdiene følger med. Slik er det selvfølgelig ikke. Hvis de ikke står for nye er de verdiløse.

Den nye tidens mænd og kvinder tror at islam er forenlig med demokratiet. Det ved vågne mennesker at det ikke er.

Men hvad er så grundlaget for et nyt “vi”?

Den nye tid promoterer en variant af sharia, enten den er mild og moderat eller hardcore.

Hvad står “vi” for? Hvad har vi at stå imod med?

Den opportunistiske fløj bebrejder højrefløyen  at den er “mod”, men ikke “for”. At den ikke har en visjon der åbner op for de nye borgere.

Det er der noget i. Der må formuleres en visjon for et Danmark der giver plads til mennesker fra en anden bakgrund, men det bliver uden at kompromisse med frihedsverdiene. Det er venstrefløjen kommer til kort.

Det findes ingenting at forhandle om. Man kan ikke forhandle væk friheden.

Det er denne erkendelse der har begyndt at sive ind i borgernes bevidsthed og når den først har kommet ind lar den sig ikke fordrive.

Det er dette grundlag den nye politik må bygge på. Man købslår ikke med friheden. Dem der godtar friheden og alt det indebærer, er der plads til.

Og hvad mer er: Vi vil forsvare friheden, med de midler der er til rådighed.