På mange måder var lørdagens For Frihed demonstration i København business as usual: 60-70 fredelige mennesker samlet foran Mindeankeret i Nyhavn med dannebrogsflag og små plakater med tekster som: “Islam hører ikke til i Danmark” og “moskeer nej tak” – for at høre taler og gå den sædvanlige korte rute ad Borgergade og St. Kongensgade. Stort set lige så mange betjente til at sikre, at den tilbagevendende demonstration kunne afvikles i nogenlunde god ro og orden. Og så dem, der altid er grunden til politiets massive tilstedeværelse ved For Friheds demonstrationer: Et flok voldsparate venstreradikale (Antifascistisk Aktion/Revolutionære Antifascister), der med vanlig foragt for demokratiske frihedsrettigheder som ytrings- og forsamlingsfrihed ville gøre, hvad de kunne for at overdøve, intimidere og forhindre For Frihed i at gennemføre deres fredelige demo.

Bilde: Politiet holder AFA på afstand af For Frihed. Foto: Kristoffer Trolle

Som sædvanlig fik For Frihed lov til at gennemføre deres arrangement, takket være politiet, der endnu en gang holdt de voldelige venstreradikale unge på afstand af demonstrationen.

Det nye er, at AFA og deres hangarounds denne gang tilsyneladende opførte sig så truende, at politiet måtte arrestere 11 af dem. Og der skal en del til: Mange deltagere i For Friheds demonstrationer har gjort det til en vane efterfølgende at takke betjentene for deres indsats, for det er ikke småting politiet udsættes for under udførelsen af deres arbejde. De bliver skreget ind i hovedet, kaldt “nazister”, “fascister” mv. og skal i det hele taget stå model til en så grænseoverskridende adfærd fra AFA´s side, at det går langt ud over, hvad en embedsmand retfærdigvis bør tåle. Og det gør ondt, når man som demonstrationsdeltager er vidne til, hvordan en ung betjent, der gør sit arbejde og fysisk sørger for, at man selv kan være tryg og at tilliden til  retsstaten bliver opretholdt, får skreget de værste skældsord op i ansigtet af en voldsparat venstreekstremist.

Der skal altså en del til, før politiet skrider til anholdelse, og der har med statsgaranti været lagt op til mere end den sædvanlige tilsvining af ordensmagten, siden politiet fandt det nødvendigt at arrestere 11.

Men fakta fik sig en ordenligt tur i pressens vridemaskine:

Trods den omstændighed, at ingen deltagere i  For Friheds demonstrationer har udvist agressiv eller voldelig adfærd, og trods ret omfattende billeddokumentation for, at det er AFA og deres hangarounds, der er voldelige, benægter pressen fakta. Tværtimod fremstilles urolighederne indirekte som om det er For Frihed, der er voldelige. Og public service organet Danmarks Radio  fører an

“Under en Pegida-demonstration ved Nyhavn i København hertil eftermiddag har politiet anholdt flere personer.Det skete efter, at der opstod tumult mellem demonstranterne fra den kontroversielle anti-islamiske organisation For Frihed (Pegida) og en gruppe moddemonstranter.”

For Frihed er “kontroversielle”, mens de maskerede AFA-voldsmænd blot betegnes som “en gruppe moddemonstranter” Og  DR fremturer:

“Det er langt fra første gang, at der opstår problemer ved Pegidas demonstrationer. Organisationen har tidligere afholdt demonstrationer i København, hvor politiet har været tilstede og har anholdt flere personer.”

Trods AFA´s brug af samme brunskjortemetoder, som vi kender fra nazismen og fascismen, nægter pressen fortsat at anerkende og viderebringe kendsgerningerne. For der er en indgroet modvilje i pressen mod at erkende, at volden stort set udelukkende trives på den yderste venstrefløj. Det har givet AFA medvind og spillerum til  i årevis at true og tæske sig frem ved politiske modstanderes møder, uden at nogen reelt har løftet en finger for at stoppe dem. Også denne gang, hvor man kunne læse i JP  :

“anholdte har gjort sig skyldige i en række forseelser, som spænder lige fra overtrædelser af ordensbekendtgørelsen, overtrædelse af maskeringsforbuddet og til vold mod den, der handler i offentlig tjeneste eller

– Men sidstnævnte hører absolut til i den milde ende af spektret, siger Lars Krabbe.”

Churchill sagde efter sigende, at fremtidens fascister ville være forklædt som antifascister. Han fik ret, men han havde næppe forestillet sig, at pressen ville dække over dem.