Billedet: Formanden for Afrosvenskarnas Riksförbund, Momodou Jallow, der har gjort det til en levevej at være professionelt krænket og fået indført censur og de facto forbud mod anvendelsen af ordet “neger” i Sverige. Det var i høj grad MJ´s vidneudsagn, der førte til fængslingen af den svenske kunstner Dan Park og beslaglæggelsen af ni af hans værker.

Ligebehandlingsnævnet, der behandler klager over forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse, er kommet med en opsigstvækkende afgørelse i forbindelse med, at en kvinde har indklaget en kommunal sagsbehandler for i en indstilling at kalde faderen til hendes søn for “neger”.

Klageren, en kvinden, der har boet en årrække i USA, havde klaget over, at en kommunal socialrådgiver havde skrevet følgende i hendes tre-årige søns journal i forbindelse med, at drengen – mod kvindens vilje – skulle udskrives fra et hospital og anbringes på en døgninstitution:

“I USA er [klager] beskæftiget som fængselsbetjent. Hun bor i Arizona, og har været i arbejde som sådan i ca. 3-4 år, så vidt erindres. Faderen til [klagers søn] er neger, og hun bor ikke sammen med ham.”

Kvinden mente, at kommunen havde “opført sig racistisk” over for hende, for som det fremgår af sagsfremstillingen:

“Ordet “neger” er et racistisk ord i Danmark, og en EU-politiker har fået en bøde for at sige “neger”. Det undrer derfor klager, hvis en socialrådgiver må skrive det i en journal. Det har ingen betydning for sagen, hvilken hudfarve sønnens far har.”

Det opsigtsvækkende i Ligebehandlingsnævnets behandling af sagen er ikke selve afgørelsen, for kvinden fik ikke medhold i sin klage.  da nævnet konkluderer, at hverken kommunen eller socialrådgiveren har haft til hensigt at forskelsbehandle hende på baggrund af race. Det opsigtsvækkende og dybt problematiske er, at Ligebehandlingsnævnet går ind i en semantisk vurdering af ordet “neger” og anerkender, at betegnelsen kan opfattes racistisk:

“Ligebehandlingsnævnet vurderer, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at indklagede har udsat hende for forskelsbehandling i form af chikane på grund af sønnens fars race, idet ordet “neger” efter en subjektiv vurdering kan anses for at være krænkende for klager.”

Afgørelsen er udtryk for endnu en indskrænkning af, hvad der er tilladt at sige, af frygt for, at nogen kan føle sig krænkede eller stødt på manchetterne. Udgangspunktet for at forbyde visse ord er altså ikke ordenes egentlige betydning – “neger” betyder sort – men hvordan bestemte grupper eventuelt kan opfatte betegnelsen. En meget bekymrende udvikling, både fordi det gør sproget fattigere og kulturfladt og især fordi det reelt er en indskrænkelse af ytringsfriheden.

I Danmark har vi ellers holdt fanen højt, når det drejer sig om ytringsfrihed, misforståede hensyn og berøringsangst, og rettet en anklagende finger mod især Sverige, der har haft helt groteske sager med censur af ikoniske børnebøger og tegneserier (Pippi Langstrømpe, Tintin i Congo og Lille Hjerte), hvor ordet “neger” og “negerkonge” er blevet slettet. For slet ikke at tale om sagen mod gadekunstneren Dan Park, der blev fængslet i månedsvis og hans værker beslaglagt med henblik på destruering, fordi de blev “dømt”racistiske.

Nu kan vi så rette den anklagende finger mod os selv, og stille spørgsmålet, om ikke Sverige som kanariefuglen i mineskakten varsler Danmarks fremtid. Racismehysteriet er i hvert fald trængt ind i de offentlige råd og nævn.