Jyllands-Posten løber Søren Pinds ærend når den stiller kendte islamkritikere til væggs og spør om de virkelig mener Danmark er på vej mod borgerkrig. Slik gøres samfundsudviklingen til et personlig ansvar. Hvis der bryder borgerkrig ud er det Mikael Jalvings skyld.

Ikke Søren Pinds, for han advarede mod faren. Ikke?

Det er en tarvelig form for journalistik og helt uforenlig med pressens pligt til at være sandferdig.

For at gennemføre sitt stunt må Jyllands-Posten lade som om højredrejningen er løsrevet fra den konflikt som masseindvandringen har medført, in situ konflikten med islam.

Danmarks skæbne afgøres ikke af debatten i opinionspalterne. Den avgøres i hverdagen. I vuggestuer, børnehaver, i skolerne, i helsevesenet, i forvaltningen, på arbejdspladserne. Sættes der nogle grænser for islamske krav, eller forsøger man at være imødekommende? Er det dansker der skal tilpasse sig?  Det er signalet fra oven, det er signalet fra Brussel og Berlin. Men det stemmer ikke med hvad en stadig større andel af velgerne ønsker. De ønsker at der skal sættes nogle grænser for islam.

Friheden er ikke til salgs. Der er intet at kompromisse om.

Velgerne ser sig om efter politikere der vover at si de mest oplagte, selvfølgelige ting. Jo, ytringsfrihed er bedre end sensur, frihed er bedre en slaveri og underkastelse. Fornuft er bedre end uforstand.

Men velgerne ser ikke nogle tegn på at politikerne vover at face the fact og sette foten ned.

I stedet går pressen løs på de samfundsdebattanter der tør si fra at den er ved at gå helt gal. Har Pernille Vermund nævnt ordet borgerkrig? Så kan hun presses. Mente hun virkelig det?

Vi hører det samme over hele Vesten: De mennesker der tør får skylden for samfundsudviklingen. Det går ikke galt, det er JP sikker på, men om det skulle gå galt, så er det disse menneskers skyld.

Det er politik som cargo cult. Hvis man bare arrangerer det retoriske landskab på en bestemt måde vil de nedkalde bestemte resultat.

Vestlig politik er ved at få noget irrationalt ved sig. Man skal ikke diskutere problemerne som de er, men forsøge at finde nogle man kan give skylden.

Det er en skremmende øvelse. De der stilles til ansvar for deres retorik må skyve truslene ud i tid, og si det kan gå galt.

Nej, det går galt. Hver eneste dag, og krigen er ikke noget der kommer, den begyndte for længe siden. Nu er islam kommet til Europa og europeerne må bestemme sig: Er friheden verdt at forsvare?

København ser ikke ud som Aleppo, hvis det er det man mener når man taler om “fem år”, så er det riktig. Men de afgørende slag står idag. Hvis man vil forebygge en slik udvikling så skal man sætte foden ned. I dag.