I et interview på jp.dk understreger Flemming Rose betydningen af, at danskerne er bevidste om og kender til deres egen kultur. Vi skal være klar over, hvem vi selv er og hvad der har gjort os til dem, vi er. Det er den helt bærende forudsætning for, at vi kan forsvare os selv og vores kultur. Hvis vi ikke kender til vores eget kulturelle og værdimæssige grundlag, vil vi have vanskeligt ved at forsvare den. Vi skal være helt klare på, hvor grænsen går, hvad der er til forhandling og hvad der ikke er til forhandling.
Rose tror ikke på hverken kulturkanon eller Danmarkskanon som andet end “bureaukratiske initiativer” og “selskabsleg”. Processen med at forsvare vores kultur foregår i det daglige liv – ikke på gangene på Christiansborg.
Roses præmis er både klar og logisk: Hvis vi ikke har en grundlæggende og fælles oplevelse af, hvad der er dansk og hvilket værdigrundlag vi er fælles om, så er vi sårbare og vil tabe enhver værdikamp. Vi skal vide, hvad vi er rundet af: vores fælles jord, historie, sprog, kultur, natur – alt det, der betyder noget for os som folk, og som er vigtigt at bevare og give videre til kommende generationer. Det er vigtigt, at vi som folk har en fælles forståelse af, hvad disse begreber rummer, for det er dem, der definerer de grænser, vi skal forsvare mod pres ude fra.
Selvom Rose ikke siger det direkte, peger han her på en åben flanke i den danske værdidebat og -kamp: I årtier har kulturrelativismen domineret den danske debat, og nationalsindede debattører er blevet udskammet og dæmoniseret – tænk bare på Søren Krarup og Pia Kjærsgaard. Det er blevet betragtet som noget nærmest fascistoidt at være glad for sit land, som man tværtimod skulle foragte mens indvandrere konsekvent skulle betragtes som kulturforgyldere.’
Kulturrelativismen er gudskelov stærkt på retur, men vi døjer gevaldigt med efterdønningerne efter årtiers flagellantisk selvhad, og det er gået voldsomt tilbage med den almindelige danskers basisviden om eget folk og fædreland – og dermed også vores kulturelle baggrund og fundament. Dét svækker os som folk, og er pinagtigt tydeligt i politikernes rådvildhed, når islam truer med at invadere os. Så sætter man alt for sent ind med kultur- og Danmarkskanon, der kommer til at fremstå som potemkin kulisser i stedet for fælles referencerammer. Og man gør indhug i vores mest dyrebare frihedsrettighed – ytringsfriheden – som det er tilfældet med den kommende ændring af straffeloven, der skal kriminalisere “udtrykkelig billigelse af visse kriminelle handlinger som led i religiøs oplæring”. Det er reelt at smide barnet ud med badevandet.
Dette ændrer dog ikke ved, at Rose har fat i den lange ende: Vores overlevelse som folk og nation starter med og er afhængig af vores viden om og forankring i vores nationale identitet, kultur og værdier. Det skal være folkelig basisviden. Ellers ved vi ikke, hvad vi skal værne om og kæmpe for.
Interviewet med Flemming Rose kan ses her: http://jyllands-posten.dk/kultur/ECE8953534/flemming-rose-danmarkskanon-er-en-bureaukratisk-selskabsleg/
Må det herved være en nordmann tillatt å levere en musikalsk kommentar hentet fra Danmarks fjerne og nære fortid:
«Vi sletternes sønner» fra skuespillet «Tove» av Ludvig Holstein og med musikk av Carl Nielsen. Jeg håper at også sangeren og pianisten faller i smak. Både verket og utøverne har i alle fall tradisjonen i ryggen.
https://www.youtube.com/watch?v=ARlXslbapW8
Vi sletternes sønner har drømme i sind,
de vågner og bliver til sange,
de stiger af sommernattågernes spind,
som lærkerne flyver af vange.
De brister af længsel en dag i april,
som krokus og blå hyacinter,
de bryder som vårsolens sejrende smil
igennem den smeltende vinter.
Så sejler de over det duftende land,
hvor vårsæden pibler af Jorden,
og hilser med jubel bag skovenes rand
den blinkende stribe af fjorden,
og skælver lyksaligt i fløjtende lyd,
som triller fra haver og lunde,
og stjæler letsindigt forventningens fryd
fra løndomsfuldt smilende munde.
Det er ikke morgen, det er ikke nat,
sært tankerne vildes i tågen.
Højt hamrer et hjerte, og hist i et krat
er sommernatsangeren vågen.
Hr. Oluf han red over Elverbro
i midsommernatten den hvide,
hans ganger den snublede på fire guldsko,
Hr. Oluf hvorhen vil I ride ?
O, trolddom i sommernattågernes spind !
O, minder som kogler og frister !
Vi sletternes sønner har drømme i sind,
og ved ikke selv, når de brister.
De ligger og venter forløsningens stund
og længes at blive til sange,
som lærker i kløvermarktuernes bund,
før dagningen lysner i vange.
http://www.lieder.net/lieder/get_text.html?TextId=76908
Jeg havde en kollega, der spillede Aksel S. på sit kontor når han arbejdede. Desværre må jeg tilstå, at han nok stemte radikalt.
Ja, ja! Vi får leve med det! Kanskje han ombestemte seg med tiden?