Læg mærke til navnet Hamed Abdel-Samad (født 1972). Han er tysk-ægyptisk politisk videnskabsmand og debattør og bl.a. forfatter til biografien ”Mein Abschied vom Himmel: Aus dem Leben eines Muslims in Deutschland” – altså ’Min afsked med himmelen: Af en muslims liv i Tyskland’. Han var Trykkefrihedsselskabets gæst på årets folkemøde på Bornholm, fordi han som islamkritiker – ligesom de fleste andre fremtrædende islamkritikere – må leve under beskyttelse.

Hans bog ”Der islamische Fascismus” (2014) er på vej i dansk og norsk oversættelse, og i denne har han lavet en af de mest indsigtsfulde analyser af, hvad der driver jihadister til at hugge vantro alias vesterlændinge ned med alle tænkelige midler.

Det følgende er en redigering af et afsnit i bogen, hvor Abdel-Samad indkredser kilderne til islamisk terrorisme:
Ifølge Abdel-Samad står attentatmændene fra 9/11 som repræsentanter for en hel generation, der er søndersplittet. De lever i en skizofreni mellem den vestlige livsstil, som de er vokset op med på den ene side, og hermetisk afskærmning qua muslimsk opdragelse på den anden.

Det er samtidig en generation, der har frembragt flertallet af den islamiske verdens lærere, imamer, meningsdannere og professorer. De allerfærreste af dem bliver terrorister. De arbejder, ler, ser vestlige film og opmuntrer fodboldspillere fra Barcelona eller Arsenal, går i jeans og hører musik. Og alligevel bærer de en muterende virus i sig, der når som helst kan blive aktiv.

Denne virus hedder jihad.

Der findes ikke et eneste muslimske land, hvor ikke den militante islamisme har etableret sig. I ethvert muslimske land har der allerede fundet angreb sted, eller der er forekommet terrorister, som har foretaget angreb andre steder. Det gælder også de muslimske mindretal i Europa, Asien og Afrika.

Hvad ente det er i de rige golfstater eller det fattige Nordafrika, i Indonesien eller Nigeria, i Thailand, Somalia, Tyskland, Spanien eller England – så er virussen jihad aktiv. Overalt i verden møder man blandt radikale muslimer den samme åndsindstilling, det samme beredskab til vold. Derfor kan man ikke skelne mellem fænomenet islamisme og islam, for jihad-virussen henter sin sprængkraft i islams lære og historie.

Begrebet jihad er ikke opfundet af moderne islamister, det stammer fra Muhammed selv. Islams fordring på at være universel og hetzen mod vantro finder man ikke kun i skrifter af Sayyid Qutb og Maududi, men også i koranen. Islam kan man ikke forstå, uden at indse dens politiske kerne.

Til forskel fra de kristne, som i tre århundreder måtte leve som mindretal, havde islam allerede få år efter sin grundlæggelse politisk medvind og grundlagde allerede i profetens levetid en stat. Muhammed førte krige for at udbygge og sikre sin magt og lovede muslimerne verdensherredømmet. Disse krige og bestræbelserne på at islamisere verden bliver af mange muslimer i dag forstået som en opgave, stillet af gud, som der også 1400 år efter profetens død må arbejdes på. Det ses igen og igen, at jihad-virussen af nogle muslimer bliver relativeret. Man taler om den ’lille jihad’ og mener dermed bevæbnede kamp mod islams fjender – eller om den ’store jihad’: ’At beflitte sig på guds vej’.

Men man skal ikke lade sig narre.

Efter den 11.september 2001 skrev Sheik Yussuf al-Qaradawi en mursten på 1400 sider med titlen ’At forstå jihad’. Heri forklarer han, hvornår jihad er en nødvendighed, hvem der kan udråbe jihad og under hvilke omstændigheder. Mange arabiske intellektuelle offentliggjorde efter angrebet apologetiske tekster, hvori de betegnede islam som en fredens religion, som afviser enhver form for vold. Næppe én vovede at sige offentligt, at denne virus er meget gammel, lige så gammel som islam selv.

Jihad, som profeten forstod og praktiserede den, er det egentlige problem. Koranens opdeling af verden i troende og vantro er problemet. Profetens og koranens urørlighed er problemet. Uddannelsessystemet, som ikke kan rive sig løs fra profeten og fra koranen, er problemet. Jihad som et formål i sig selv er problemet. For kampen vil først ophøre ved verdens ende.

Hamed Abdel-Samad er opvokset med massiv indoktrinering i koranskole, men er i dag en af verdens mest fremtrædende og indsigtsfulde islamkritikere.