Billedet: Rene Magritte The Double Secret (1927)

“Selv når blodet flyder i gaderne, og præsterne får halsen skåret over foran alteret, fyldes de af angst. Det er et historisk skuespil vi ikke har set mage til siden nazismen, i al sin grusomhed og teatralske setting.Denne gang er det os, der er ofre. Men selv ikke det klarer vi å håndtere. Våres første tanker er at tænke på muslimerne, det er dem der er ofre. Det her er vore dagers nihilisme. Det er vores måde at si på “Viva la Muerta!”, Leve Døden.”

Hans Rustad kommenterer på Ole Hasselbalchs kronik i Jyllands Posten den 24. august om demokratiets forudsætninger, vilkår og overlevelse:

Lad os se på premisserne for Ole Hasselbalchs kronikk Overlever demokratiet. Man må først spørge: Hvad må til for at demokratiet fungerer?

Dets forudsætning er således, at alle relevante oplysninger kommer frem, og at der herudfra træffes rationelle politiske beslutninger.

Det er det. Demokratiets grundsten er den frie samtale, den frie borger, et rum styret af rationalitet. Hvis der bliver for meget irrationalitet begynder systemet at opføre sig anderledes. Det har det gjort et godt stykke tid nu. I Danmark, i Norge, i Sverige. Også i de store landene som Storbritannien preger den politiske korrekthet samfundet og myndighederne i en grad som man ikke troede skulle være mulig.

Et stort spørgsmål bliver derfor: Hvordan var det mulig at save over, fælde traditionen i store gamle nationer som Storbritannien, i løbet av bare noen ganske få tiår?

Eftertiden vil betragte det som et stort mysterium. Vi stor overfor en stor gåde: Hvad er det som får en civilisation til at rodhugge sig selv, for at vige plads for en civilisation der er fjende af alt det ypperste Vesten har frembragt? Det er som en frivillig abdikation og selvmord på en gang.

Forklaringen ligger formodentlig på et meget dybt plan, og ikke bare i en opsamling af eksempler, slik islamkritikere ofte gør. Det kan man ikke fortænke dem i. Men en stor mengde eksempler er ikke et quod erat demonstrandum (hvilket er bevist). Det beviser muslimvenlighed, jovisst, men ikke hvorfor. Hvordan kan en elite hengive sig til en politik der ødelægger de landene de kommer fra og hvis borgere vælger dem?

Jeg er rædd lidt for mange islam-kritikere hengiver sig til at forvæksle fenomæner med årsag. Om selve fenomænerne er der ingen tvil: Masseindvandringen, de åbne grænser. Det er ugendrivelig.

Men hvordan kan de ske? Vi ved alle at det ikke er af hensyn til konventionerne. Der findes måder at bøje dem på efter eget forgodtbefindende. Der er noget mer. Hvorfor det hele kører som på autopilot. Hvorfor Jan-Claude Juncker får sig til at si at grænser er en af historiens fejlgreb.

Vi skal passe oss for at lave sjablonger der giver nemme forklaringer. Det synes jeg nok Hassselbalchs beskrivelse af danskerne minder om:

Det velfærdsniveau, som er avlet via tidligere generationers leven op til det demokratiske ideal, har skabt noget hos hovedparten af danskerne, der bedst kan karakteriseres som ligegladhed. Opfattelsen ser ud til at være blevet den, at de intet ondt kan vederfares, at det trods skyer i horisonten næppe vil gå helt galt, at andre tager sig af det fornødne, og at det vigtigste derfor er næste ferierejse og de regelmæssige fnadderudsendelser på tv’s underholdningsprogrammer.

Ligegladhed? På overfladen kan man forledes til at tro det, men man skal ikke rejse meget rundt om på offentlige pladser og kommunikationer før man mærker uroen og ubehaget. Der findes langt dybere uro i befolkningen end hvad der kommer til udtryk.

Opfattelsen af at intet ondt kan vederfares os er noget der præger overfladen. Det er hvad der dulmer smerten. Den virkelige undtaksbestemmelse fra historien har ideologiske rødder. Det er et produkt af flere tankestrømmer. Det postmoderne Europa skulle finde en ideologi der kunde erstatte kristendommen. Islam har acentuered nogle strømninger og gjort at de har fået en selvmorderisk twist.

Vi får en slags del-rationalitet. Moderne mennesker lever rationelt indenfor sin lille boble, i praktiseringen af sit yrke, men er helt ude af stand til at forstå meningen med det hele.

Hvis man skal tale om gåder er den største at selv kirkens mænd og kvinder og store deler af kristenheden ikke har hatt kraft, hverken til at stå imod sekulariteten når den overgik i sekularisme, dvs ideologi, og slet ikke islam.

Da de var fanget i sekularismen fraskrev de sig samtidig modstandskraften mod en religiøs der er mer ubønnhørlig end de overhovedet har kunnet forestille sig.

Selv når blodet flyder i gaderne, og præsterne får halsen skåret over foran alteret, fyldes de af angst.

Det er et historisk skuespild vi ikke har sett maken til siden nazismen, i all sin grusomhet og teatralske setting.

Denne gang er det vi som er ofre. Men selv ikke det klarer vi å håndtere. Våres første tanker er at tænke på muslimerne, det er dem der er ofre.

Det her er vore dagers nihilisme. Det er vores måde at si på “Viva la Muerta!”, Leve Døden.