Det tar er drøjt halvår før Per Flys Bedrag når nordmændene. Den bliver ikke mindre aktuell af det. Serien viser hvordan samfundet er blevet splittet i en facade og en virkelighed der slår ind. Magtstrukturen er noget der skjuler sig og både medier og magtinstitutioner beskytter denne magt. Det gør at de gamle hevdvunne opfatninger og ret og galt opløses. Retfærdigheden hviler på enkeltmenneskets spinkle skuldre.

Magten representeres ved Nikolaj Lie Kaas.

Retfærdigheden ved politimanden Mads spillet af Thomas Bo Larsen.

Det er Mads der har vores sympati. Publikum forstår instinktivt at det er noget mer end en krim man ser. Det er historien om hvordan vores samfund har gået fra at være relativt transparent og åben til at blive ugennemtrængelig. Bare de smarte overlever.

Det passer udmærket at det er vet energigrønt selskab der står i forgrunden. “Grøn” betyder clean, også moralsk. Men metoderne de bygger seg op på er alt andet end clean. Det sker ved et net av underleverandører der gør at man kan fraskrive sig alt ansvar for sikkerhed og anstændighed.

-Men dette er Danmark, du trænger ikke være bange for at blive fyret, sier Mads til den ukrainske arbejder der ikke vover at fortælle hvorfor hans søn døde.

De pene, de flinke, smukke og smarte har indgået et forbund. Fremtiden tilhører dem. De har hele verden som arena og føler ingen speciell forpligtelse overfor det land de er født i.

Her har man måske ett motiv til hvorfor eliten har importeret millioner av mennesker til Europa der tilhører en kultur og religion der historisk har været fjendtlig til Vesten.

Hvis man fik brudt ned folkets nationalfølelse kunne det måske bli tvunget til at acceptere at det ikke længer var nogen homogen nation, at udvandingen var et resultat af en historisk process.

Folks dype skepsis til dette projekt vidner om at de ikke stoler på fortællingen. Der ligger noget mer bag.

EU-konstruktionen betyder et bevidst program for dekonstruktion af nationen. Folkets suverenitet er brysom. Informations tittel på anmeldelsen av serien var typisk nok: “Sådan er kapitalismen”. Man orker ikke se dybere og bekræfter bare at folk står ensomme overfor det der sker.

Facade vil sige at det der synes ikke er det der er. Energreen udstråler vellykkethed og en strålende fremtid, befriet for den beskidte olje. Et slikt selskab må ikke forbindes med udnyttelse af arbejdere. Når der sker noget ubehagelig langt nede i systemet, møder etterforskerne en mur: Ansvaret ligger på underleverandører og det er umulig at finde ud hvem det er. Ansvaret pulveriseres. Det er ikke en bieffekt af det åbne marked, det er faktisk indbygget i systemet og de der styrer det ønsker ikke at gøre noget med det. Det ville komplicere operationen og fordyre den.

Statens institutioner tilpasser sig det nye system. De er ikke først og fremst ansvarlige overfor borgeren, men overfor systemets regler. Derfor er Lars Løkke Rasmussen mer lojal overfor Bruxelles end overfor den danske borger. Det er ikke bare et spørgsmål om formel magt, men om udviklingen af et nyt system der ikke sættes under debat. Det er indvævet i en stor samfundstransformation. Dens magt viste sig  med dotcom-boblen: Man kunne lave penge ud af ingenting. Grådigheden har vokset.

Panama Papers viste to ting: At vores banker ikke føler nogen lojalitet til samfundet, deres lojalitet er kun til bundlinjen og kunderne af en speciel kategori. De tilbyder dem at placere pengerne i skatteparadis, udenfor myndighedernes indsyn og rekkevidde.

Det er bedrag over en lav sko.

Hvad er resultatet af denne politik? At folk ikke tror en skid på hvad politikerne sier. De har mistet tilliden.

Medierne er blevet dette systems forsvarer.

Jospeph E. Stieglitz skriver i en syndikeret klumme:

Politikere – og mange økonomer – sier imidlertid at frihandel skal gjøre livet bedre for oss alle. Hvorfor er mange da så fiendtlig innstilt?

Svaret fra de nyliberale økonomene som fremmet frihandel, er noen ganger at folk faktisk har det bedre, de vet det bare ikke. Misnøyen er en sak for psykologer, ikke økonomer.

Inntektsstatistikken viser imidlertid at det er de nyliberale som bør snakke med psykologen. Store deler av befolkningen i industriland har ikke fått det så bra: I USA har 90 prosent av befolkningen opplevd at inntektene har stått stille de siste 30 årene. Medianinntekten for en fulltidsarbeidende mann er faktisk lavere enn den var for 42 år siden (justert for inflasjonen). På bunnen er reallønnen ikke mye bedre enn den var for 60 år siden. (…..)

Branko Milanovics nye bok, «Global Inequality: A New Approach for the Age of Globalization», ser på hvem de store inntektsvinnerne- og taperne har vært mellom 1988 og 2008. Blant de store vinnerne var den rikeste prosenten globalt, verdens plutokrater, men også middelklassen i nyindustrialiserte land.

Blant de store taperne – de som fikk lite eller ingenting – var bunn- og mellomsjiktet og arbeiderklassen i industriland. Globalisering er ikke den eneste årsaken, men det er blant årsakene.

En gang i tiden var man optaget af arbejderklassen. Når deres levealder nu er faldende – hvilket vi tidligere har forbundet med Russland – bliver de behandlet som white trash.

Det er vindernes foragt for de svage. Det er ganske utroligt at medier der trods alt lever af og på kundernes gunst, vover at vise en slik foragt for vanlige mennesker.

Hvor har de deres hybris fra?

Stiglitz giver stikordet: Troen på det perfekte marked:

Antagelsen om perfekte markeder ligger til grunn i de fleste nyliberale økonomiske analyser, og under slike forhold bidrar frihandel til å utligne inntektene for ufaglærte arbeidstagere over hele verden. Varehandel er et substitutt for arbeidskraftmobilitet. Importvarer fra Kina – varer som krever mye ufaglært arbeidskraft å produsere – reduserer etterspørselen etter ufaglært arbeidskraft i Europa og USA.

Disse kreftene er sterke. Hvis det ikke fantes transportkostnader og hvis USA og Europa ikke hadde andre konkurransefortrinn, som teknologi, ville det vært som om kinesiske arbeidere migrerte til USA og Europa helt til lønnsforskjellen hadde blitt fullstendig eliminert.

Det er ikke overraskende at de nyliberale aldri snakket høyt om denne konsekvensen av frihandel, ettersom de hevdet – eller løy om – at det ville gavne alle.

Suksessen har gået eliten til hovedet. De er blevet overbevist om deres egen magt og deres egen ret. Når folk gør modstand kommer brutaliteten frem.

Der er ingen forskel på socialdemokrater og borgerlige. De tilhører alle de nyliberale. Hillary Clinton er selve symbolet på dette system, med grådighed, korruption og selv forræderi mot statens love. Derfor er hun ikke bare foragtet, men afskyet af så mange.

Men det klarer ikke medierne at forstå. De er selv del af samme system.