I fald musikken antog skikkelse og ville forklare sit væsen, kunne den sige omtrent følgende: Jeg er overalt og ingensteds; jeg springer over bølgen og skovens top; jeg sidder i den vildes hals og på negerens fod og sover i stenen og det klingende malm. Ingen kan gribe mig, alle kan fatte mig, jeg lever tifold stærkere end alt levende og dør tusindfold dybere. Jeg elsker stilheds store flade, og det er min højeste lyst at bryde denne. Jeg kender ikke sorg og jubel og glæde og gråd, men jeg kan juble, græde, le og klage på én gang og uendeligt.

Carl Nielsen (1865-1931)

Fra essayet Ord, musik og programmusik
Levende musik, 1925