Pia Kjærsgaard giver en meget præcis beskrivelse af et Danmark der revner, men det er ikke i en fjern fremtid, men lige nu det sker. Hvorfor er selv kritikere så bange for at si det som det er, men må lægge nutiden til fremtiden?

»Vi har set en magtelite, der har været meget dominerende, rethaverisk og ignorerende. Man synes lidt, det er i orden det hele, for det kommer ikke så tæt på én selv. Man sidder på flæsket, har sit på tørre. Man mærker ikke, at der er en østeuropæer, der tager ens arbejdsplads. At der er en frygt for at sende sine børn ud i en sen nattetime. At man taber arbejdspladser. Man skal ikke leve med, at der ingen læge er i byen, selv om der virkelig mangler, fordi lægerne kun vil bo i storbyen,« siger Pia Kjærsgaard.

Kjærsgaard har sympati med vanlige mennesker. Hun har deres tillid. De fortæller hende hvad de føler. Hun forstår dem. Men det er så svært at si hvor skoen trykker. Også for Berlingskes journalister:

Du taler om en magtelite. Hvem er det?

»Det er akademikerne. Det er dem, der er uddannet fra universiteterne. Det er dem, der sidder i de store stillinger. Det er dem, der sidder på medierne, Danmarks Radio eksempelvis,« siger Kjærsgaard.

Ja eller Berlingske. Hvorfor er det så svært for journalister at forstå hvad det handler om? Det samme gentager sig hvis en politiker forsøger at tale ud af posen. Journalisterne forstår ikke hvad der menes.

Berlingskes Kasper Kildegaard Sørensen og Magnus Ulveman blotlægger at de frygter folket og anser sig stå på den anden side sammen med politikerne. Det er netop denne holdning der river sammenhængskraften i stykker. Den findes ikke der mistilliden er så fundamental som disse journalister giver udtryk for.

Pia Kjærsgaard bruger flere gange ordet “kvalme”. Hun fyldes av kvalme over det hun ser og møder.

»Hver gang, der bliver taget en folkelig beslutning, som går magteliten imod, så nedgør magteliten den beslutning, og det skaber så endnu mere politikerlede. Det er en ond spiral, og så fortjener vi virkelig at blive sat på porten,« siger hun.

Det er forbløffende hvor ovenfra-og-nedad journalister vover at være. Folket er noget brysomt der må holdes i age.

Men kan der ikke være noget rigtigt i, at politikerne står fast på nogle af de ting, der er virkeligt vigtige – europæisk samarbejde, konventioner osv. – over for et folk, som bare er ligeglad, fordi det koncentrerer sig om små problemer?

Dette er den ny formyndermentalitet der føler den er i sin fulde ret. Det gør de så længe det ikke er medier der udfordrer dem på hjemmebane.

Journalister der liger at fremstå som kritiske er villige kolportører af det nye magtsprog. De tager gamle hederskronede ord og fylder dem med nyt innhold. Som at “stå fast” mod folks kaprisiøse indfald. Men de “står ikke fast”, sier Kjærsgaard. De nægter at lytte til hva folket sier. Det fortjener en helt anden betegnelse.

For jeg kalder det ikke at stå fast. Jeg kalder det at være stædig og overhovedet ikke at kunne se, at der er en ny hverdag.«

Kjærsgaard har registreret at det er en vendetta mod det britiske folk i Berlin og Bruxelles, fordi de vovet at stæmme for Brexit. Folket overskred sine rammer. De må settes på plads.

»Jeg har simpelthen været oprørt, når jeg ser, hvad de har sagt i EU-Parlamentet. Der er den her fordømmelse af folket, og briterne bliver nærmest irettesat. De skal skamme sig, og sikke nogle problemer de har rodet sig ud i, bliver der sagt. Altså, jeg får nærmest gåsehud. Det er jo dybt rystende, at man kan være så nedladende,« siger Folketingets formand.

Denne vrede er noget helt andet end den som Merkel og Juncker føler. Den folkelige vrede er en reaktion på at folkets suverenitet er krænket, mens vreden i magtens korridorer er vrede over at folket vovet at gøre oprør. Eliten ved inderst inne at de savner legitimitet. Det gør dem enda vredere.

Kjærsgaard har de riktige politiske instinkter. Bruxelles fyller hende med kvalme.

»Jeg har været i Bruxelles et par gange, og jeg må bare sige, at kvalmen stiger. Jeg kan slet ikke acceptere det. Selvhøjtidelige folk, der vandrer frem og tilbage i glaspaladset dernede – fuldstændig ligeglade med det folk, de burde repræsentere. EU er virkelig et kæmpe, kæmpe problem, synes jeg, hvor magtbegærlige politikere i alt for høj grad har taget teten, og det skal virkelig rulles tilbage til den oprindelige tanke,« siger hun.

Kjærsgaard frygter at folk kan komme til at vende det parlamentariske demokrati ryggen, hvis de ikke bliver taget med på råd. Men for Berlingskes journalister er udsigten til direkte demokrati en trussel.

Er det ikke et opgør med selve vores demokratimodel – det repræsentative demokrati, hvor vi vælger politikere til at træffe beslutninger for os, og så kan vi fyre dem bagefter?

Journalisternes problem er at de opererer med stråmandsargumentation hele vejen. De lader som de taler på vegne af demokratiet. I virkeligheden taler de på vegne af en magtstruktur som de selv er en del af. Det ved Kjærsgaard godt, men hun får sig ikke til at arrestere journalisterne. Det burde hun. Slig det nu forløber taler de forbi hinanden.

Selvfølgelig skal Schengen og konventionerne til folkelig afstemning når politikerne nægter at lytte.

Det synes Kildegaard Sørensen og Ulveman lyder som rene populisme. Selve begrebet højrepopulisme er et dårlig skjult forsøg på at kompromittere noget man ikke kan li.

Pressen og de etablerte partier kalder sig for “de ansvarlige”.

Alene den fællesbetegnelse – de »ansvarlige partier« – som ofte knyttes til de gamle partier, får hende til at vrænge på ansigtet.

»Jeg kan næsten ikke holde udtrykket ud,« siger hun.

Hvorfor ikke?

»Ja, for hvad er det, de er så ansvarlige for?«

Kjærsgaard har ikke mistet sansen for en anden slags anstændighed. Den som gør at man kan se vanlige folk i øjnene.

Kildegaard Sørensen og Ulveman har glemt en ting: Tiden vi lever i. De tror, i lighed med sine kolleger, at der fremdeles er tid til at folket og højrepopulisterne kan spildes ud over sidelinjen af de smarte journalister. De forstår ikke at konflikterne de har bidraget til ved å propagandere for masseindvandringen er ved at blive så store at de selv blir fejd til side.

I den spisse ende af disse konflikter befinder jihadisterne sig. De ønsker at kortslutte den politiske process og har erklæret Vesten krig. Sommeren 2016 vil gå ind i historien. Hvis angrebene fortsætter vil den linje de etablerede partier står for spilde fallitt. Det er allerede ved at ske.

Det der sker i Frankrige bestemmer hvad der sker andre steder.

Danmark, der er medlem av EU, burde lytte til hvad chefen for Frankriges indre sikkerhet, Patric Calvar, sier: jihadisterne ønsker at starte en borgerkrig. Det er i den retning Frankrige beveger sig.

Da vil alle de ord og indvendinger Berlingeren fremfører bli blåst bort.

Kjærsgaard forstår at hvis demokratiet skal reddes må man tage folket med på råd.

Michael Ancher (1849-1927), Mandskabet reddet, 1894