I dette efterår fremsætter regeringen det mest vidtgående lovforslag i den imam-pakke, der blev resultatet af forårets forhandlinger mellem regeringen, Socialdemokraterne, SF, Dansk Folkeparti og Konservative.

Går alt efter planen, vil Folketinget inden nytår vedtage en ændring af straffeloven, der gør “udtrykkelig billigelse af visse strafbare handlinger som led i religiøs oplæring” kriminelt med en strafferamme, der spænder fra bøde og op til fængsel i 3 år . “Visse strafbare handlinger” dækker bl.a. over billigelse af stening af kvinder, pædofili og voldtægt.

Umiddelbart skulle man jo mene, at det er positivt, at der nu endelig er tilstrækkelig politisk vilje til at skride ind over for de grupper i samfundet, der søger at undergrave danske love og værdier og understøtte parallelle restopfattelser, der bl.a. accepterer stening af kvinder, forfølgelse af homosexuelle, æresdrab og pædofili.

Men hvis ideen med lovforslaget er at beskytte grundlæggende danske værdier, smider man barnet ud med badevandet:

Man kan ikke værne om sine kerneværdier, herunder ikke mindst den mest grundlæggende frihedsrettighed – ytringsfriheden – ved at indskrænke den. Heller ikke selvom denne indskrænkning kun gælder bestemte grupper (religiøse forkyndere) i bestemte sammenhænge (som led i religiøs oplæring). Det er helt fundamentalt for opretholdelsen af et frit og åbent demokrati, at ytringsfriheden er absolut med de få naturlige indskrænkninger, der følger af injurielovgivningen og forbud mod at opfordre til eller true med vold. Begynder man først at skære skiver af ytringsfriheden, som tilfældet er her, bevæger man sig ind på en glidebane, der i sidste ende kan føre til demokratiets fald.

Desuden lugter lovforslaget fælt af symbolpolitik uden reel mulighed for at blive håndhævet. For hvordan har man tænkt sig at lytte med på, hvad imamer og koranskolelærere underviser i og prædiker for deres tilhørere? Det vil i realiteten umuligt at overvåge og ikke mindst løfte bevisbyrden for, at bestemte ytringer er udtryk for billigelse og sagt i en sammenhæng, der kan betegnes som ”religiøs oplæring”. For efter lovforslaget er det et krav, at der er tale om “religiøs oplæring”. Almindelig religionsundervisning, der ikke indeholder forkyndende elementer er ikke omfattet af lovændringen, hvilket åbner en ladeport i forhold til netop de imamer og koranskolelærere forslaget søger at ramme. De vil under dække af ren koranoplæsning og påstand om, at der er tale om ikke-forkyndende islam-undervisning mere eller mindre uhindret kunne fortsætte deres hidtidige praksis.

Problemet med antidemokratiske imamer, der ser det som deres fornemste opgave at fremme islam og sharia og undergrave vores frie, åbne demokrati skal løses et ganske andet sted: Ved landets grænser.