I Norge er der ballade i den muslimske lejr. Lederen af den norske udgave af Hizb ut-Tahrir, der bærer navnet Islam Net, en mand ved navn Fahad Qureshi, ligger i bitter strid med fire norske muslimer der er på talefod med det officielle Norge. Disse fire vil være åbne for homofili, ytringsfrihed, kvinders rettigheder osv, samtidig med at de forsvarer muslimers ret til at følge deres tro.

Deres position rummer en tro på at det er mulig at forene islam og demokrati. Det er et standpunkt, som de selv mange ganger har bevist er bygget på illusioner. Men også den norske – ligesom den danske og svenske elite – er af samme opfattelse. Dermed afvæbner begge parter sig selv og åbner døren for yderligere islamisering.

Hvorfor? Kan man ikke bare bestemme sig for en modus vivendi?

Ikke hvis det bygger på en illusion. Islam er ikke reformeret. Mainstream-islam er anti-demokratisk helt ned i rødderne. Så længe den situation varer ved vil alle “kompromisser” betyd en svækkelse af demokratiet og landvinding for islamisterne.

Muslimer der også vil være demokrater, lider ofte under forestillingen “ja, tak til begge dele”. De tror det er mulig at løse cirkelens kvadratur. Den officielle konsensus er som kendt at det overhovedet ikke er noget problem at integrere islam i det danske eller norske.

Salfister og islamister står klar til at angribe begge grupper.

Den der fremmer en illusion vil i virkeligheden fungere som en trojansk hest.

Demokraterne på deres side tror, at moderate muslimer er kommet dem til undsætning, og at de sammen står stærkt.

I virkeligheden svækker de sig selv og gør det umulig at forsvare demokratiske værdier. De ved ikke længere hvor grænserne går mellem demokrati og demokratiets fjender.

Det bekymrer dem ikke at islamisterne rykker frem, for de tror at friheden er grænseløs. Når de skal vælge mellem værdier og tolerance for de illiberale standpunkter, er det tolerancen der vinder, og de tager det som tegn på deres eget storsind.

Sådan låser man sig selv fast; man graver sig ned og hullet bliver stadig dybere.

Salafister og islamister har den fordel at de står på solid grund. De ved hvad de taler om. Det gør de moderate og den liberale elite ikke.

Vi husker hvordan ekstreme venstresocialister kunde vinde frem i tresserne og halvfjerdserne. Man behøver ikke være specielt mange, hvis man er stærkt motiveret og god til at organisere. Det er salafisterne og islamisterne.

Desuden får de hjælp af socialisterne, der føler et slægtsbånd. De giver muslimerne rygdækning, den sidste nye store samfundsgruppe der trænger til socialisternes beskyttelse.

Socialisterne ville styrte samfundsordenen og har aldrig opgivet drømmen om en total samfundsmæssig forvandling.

Hvor moderate er de muslimer, som nu er under angreb? Da Ahmed Akkari gæstet Oslo for to år siden blev der afholdt et møde i Frit Ords lokaler. To af de “moderate” muslimer sad i panelet: Usman Rana og Linda Noor. De viste ingen sympati for Akkari, og Rana kaldte ham en “udbrændt ekstremist”.

Akkari er i asyl  på Grønland. Nu er det Rana, der er skydeskive for salafister, der håner deres tro på at man kan skabe en norsk islam.

Den der ikke vil erkende modsætningerne til bunds, løber en stor risiko.