Der er ikke mange intellektuelle i dagens Europa, der forsvarer den kritiske fornuft og den frie borgerånd. En af dem er tyske Rüdger Safranski. Judith Hecht fra østrigske Die Presse interviewede ham i marts, og hans betragtninger har fortsat gyldighed.

Østrig havde netop lukket Balkan-ruten og fik kritik for det. Men hvad ville der være sket, om østrigerne ikke havde handlet? Det ser man nu i Italien, hvor der er kommet 80.000 mennesker hidtil i år.  Historien er ved at gentage sig, og fortsat har Europa ikke noget svar på migrationen. Der trængt flere hundrede tusinde mennesker sammen i Libyen for at komme til Europa. Ude for Sicilien er 25 skibe i gang med redningsarbejde.

Politikere og medier lader som om, at der ikke findes noget svar. De agerer som om, at migrationen er et naturfænomen. Derfor er Safranskis svar fortsat relevante:

Østrigs intellektuelle lovpriser den tyske forbundskansler, Angela Merkel, for hendes flygtningepolitik. Derimod går de hårdt i rette med den østrigske regering i dette spørgsmål. Hvad er Deres mening?

Rüdger Safranski: Selv om jeg sætter stor pris på mine østrigske kolleger, så gør jeg det helt modsatte, jeg kritiserer Mekels politik og lovpriser den østrigske regering. Kun fordi balkanruten er blevet lukket, sker der noget med de andre europæere. Og hvis det i den kommende tid skulle blive til noget med kvoteordninger, så kun fordi Østrig og de andre i forvejen har opnået resultater ved grænsen. Ved en ubegrænset indstrømning af flygtninge og økonomiske indvandrere ville situationen i Tyskland være brudt sammen, eller man havde selv skulle lukke grænserne. Det har Østrig og balkanlandene sparet den tyske regering for, og de må endda finde sig i at blive kritiseret eller oven i købet skældt ud af sindelagsetikere og Merkel. Nej, den store Max Weber har helt ret: Sindelagsetik er ikke nok. Ansvarlighed ser anderledes ud. Østrig handler ansvarsbevidst

Hvad mener De med sindelagsetik?

I sindelagsetikken står man kun i sit rene selv, men er ikke i kontakt med virkeligheden. Merkel destabiliserer hele samfundet ved at nægte at sætte nogen grænser for, hvor mange flygtninge, man kan modtage. Nu har hun gavn af lukningen af Balkan-ruten, for ved en yderliger ukontrolleret tilstrømning ville AfDs succes have været endnu større. Alt i alt har jeg ikke indtryk af, at vores regering virkelig har har opfattet de gigantiske problemer, som stadig er på vej imod os

Hvilke problemer frygter De?

Jeg er frygter – bare for at nævne et par eksempler – at vi importerer den arabiske-nordafrikanske antisemitisme her til Tyskland. Og hvor slem den er, kan man observere i Frankrig, hvor franske jøder allerede forlader landet. Der opstår umådelig store parallelsamfund, arabisk-afrikanske ghettoer. Af de talløse unge mænd, som nu er strømmet ind i landet, vil formentlig kun en lille del af dem finde arbejde. Og de resten må sidde tilbage uden noget at tage sig til. Det medfører et dramatisk overskud af i forvejen frustrerede mænd. Så opbygges der noget, en tikkende bombe. Det bliver så også tilflugtssteder for en ekspanderende terrorisme. Og under alle omstændigheder så er Tyskland ikke verdensmester i integration. Integrationen bliver også sværere, for jo større antal, der bliver taget imod, jo mindre incitament har man til at lade sig integrere. Så opstår der lukkede samfund. Det ser man også blandt tyrkerne her i landet, hvoraf en væsentlig del selv i tredje generation er dårligt integreret.

Hvad ligger det i?

Problemer opstår næsten udelukkende hos folk fra den islamiske kulturkreds. Desværre er det sådan, og det kan politisk korrekt sprog ikke lave om på. Det hænger sammen med en religion, som præger folks hverdag stærkt. Religiøse mennesker er faktisk en berigelse i sekulære samfund, men desværre er det ikke sådan i forbindelse med en islam, der ikke har gennemgået nogen oplysning(-stid), som er udemokratisk, som ikke kender til religionsfrihed, som legitimerer undertrykkelse af kvinder, og som deformerer unge mænds seksualliv på det groveste. Den algeriske forfatter Kamel Daoud har skildret dette levende i en artikel om nytårsaften i Köln, og han bliver da også her i landet beskyldt af de velmenende for at være racist.

Hvorfor tror De, at den tyske integrationsevne er særlig ringe?

Fordi tyskerne ikke har nået til nogen afklaring med sig selv. De ved egentlig ikke rigtig, hvad de skal integrere folk ind i.

Det vil sige, at tyskerne har et identitetsproblem?

Hvis De for to år siden havde talt om den ledende kultur i Tyskland, ville det være blevet betragtet som intolerant og højreorienteret. I dag mærker næsten alle, at det i virkeligheden ikke går uden en ledende kultur. Dertil hører først og fremmest vores forfatning, lovene og især sproget. Når man ikke behersker det, fungerer ingenting. Man behøver ikke kende Goethe, men skikkene i dette land bør man ikke kun kende, men også tilpasse sig. Det gælder især i forholdet til kvinder. Jeg bliver igen og igen forbløffet over den slags xenofili (fremmedvenlighed), der endog er parat til at prisgive hårdt tilkæmpet frigørelse på en række områder.

Hvad kan uddannelse og opdragelse bidrage med til en vellykket integration?

Det er fuldstændig afgørende. En offensiv uddannelse og opdragelse danner grundlag for, at folk finder sig tilrette med vores livsform. Men man støder på en talmæssig grænse. Det drejer sig om kapaciteten i vores uddannelsesinstitutioner. Og præcis ud fra den må man bestemme hvor stort et antal, man kan tage imod. De økonomiske flygtninge bør for tiden slet ikke blive modtaget, fordi de tager pladsen for de mange krigsflygtninge. Derfor er det jo så vigtig med kontrollerede grænser, hvor man kan finde ud af de virkelige behov, før nogen får adgang til landet.

Hvad siger De til dem, som kommer med den indvending, at det er umoralsk at insistere på grænser netop nu?

Den, der anser grænser for at være overflødige, lever ikke i den virkelige verden. Da det lød fra regeringen, at man ikke længere kunne kontrollere grænsen, var det slut med velkomstkulturen. For når man ikke længere er herre i sit eget hus, så kan man heller ikke længere være vært for andre. Afvisningen af at sætte en overgrænse virkede i samme retning: I stedet for at tage imod blev man overrendt. Det stoppede først med lukningen af balkanruten. Det store Tyskland med sin moralske ordskvalder nyder godt af lille Østrig. Og hvad angår moralen: Politik har ingen moralsk mission, men man bør følge moralske principper. De to Irakkrige er blevet begrundet som moralske missioner. Disse missionskrige har været medvirkende årsag til katastrofen i regionen. Nej, man skal holde sig til moralske principper, det er nok. Dertil hører at tage imod konventionsflygtninge, men ikke enhver økonomisk flygtning. Umoralsk er det også at favorisere dem, som har råd til de dyreste menneskesmuglere.

De har før sagt flere gange, at de frygter politisk islam

Ja, det gør jeg, og jeg vil frem for alt ikke have den her hos os. Islam har mange dimensioner, og også overordentlig smukke træk, hvad Navid Kermani beretter om. Men hvor islam får politisk magt, viser den ikke altid, men altfor ofte sit hæslige ansigt som en fjende af demokrati og menneskerettigheder. Kun den islam, som vi sætter grænser for, behøver vi ikke at frygte. Nemlig grænser for forsøg på at vinde indflydelse i vores land under dække af store indvandringsbølger. Grænser i konkret og overført betydning. “Det åbne samfund og dets fjender”, derom har den store østrigske filosof Karl Popper engang skrevet. Til det åbne samfunds fjender hører den reelt eksisterende politiske islam – og ikke den islam, som man kunne drømme om. Og den, der forstår det for sent, vil blive straffet af livet.

De fleste flygtninge vil til Østrig, Tyskland eller Sverige. Hvilket ansvar har resten af Europa?

Flygtningestrømmene er en udfordring for hele Europa. Men på grund af det tyske “felttog” fik de andre lande mulighed for at søge dækning. Således blev det tryk, som egentlig lå på hele Europa, til et tryk, Tyskland pålagde Europa. Det er Merkel, der har bragt os i denne ubehagelige position. Nu skal Tyrkiet og en berømt menneskerettighedsven som Erdoğan redde os! Lad os se, hvordan det går.

Hvad tror De, fremtiden bringer?

Vi er kun ved begyndelsen af en gigantisk folkevandring. Afrika er plaget af korrupte stater, kriminelle eliter og religiøse fanatikere og oplever en veritabel befolkningseksplosion. Der er utallige unge mænd, som ikke har noget at ernære sig ved og ønsker at komme væk. Ifølge de seneste Gallup-undersøgelser skulle det dreje sig om ca. 133 mio, som hellere vil drage afsted mod Europa i dag end i morgen. Vi er det forjættede land – for de andre. Hvordan skal vi håndtere det? Jeg ved det ikke. Men jeg ønsker heller ikke, at man skjuler og fortrænger alt dette med populær-humanistiske fraser.

Om forfatteren
1945 Rüdiger Safranski født i Rottweil i Baden-Württemberg. Han er litteraturvidenskabsmand, filosof og forfatter.
1970 var han med til at grundlægge det maoistisk-orienterede “Kommunistischen Partei Deutschlands/Aufbauorganisation” (KPD/AO).
Kendt blev han for sine filosofiske bøger og biografier fx om Schopenhauer, Nietzsche, Heidegger, Schiller og sidst Goethe.
Fra 2002 til 2012 var han sammen med Peter Sloterdijk vært på tv-programmet „Das Philosophische Quartett“ på ZDF.
2014 fik han Thomas-Mann-prisen.
2015 kom hans sidste bog: „Zeit, was sie mit uns macht und was wir aus ihr machen“. (Tiden, hvad den gør med os, og hvad vi gør med den)

Opprinnelig i Die Presse 20.03.2016  af Judith Hecht

http://diepresse.com/home/bildung/4949948/Safranski_Den-politischen-Islam-will-ich-nicht-bei-uns-haben