Det er et stemningsskifte i franske aviser. Redaktøren i Le Figaro, Alexis Brézet, har skrevet en leder som giver indtryk af det.

Merah, Charlie, le Bataclan, Magnanville og nu Nice. Hvor mange gange før vi åbner øjnene? Hvor mange bestialske attentater og massakrer før vore ledere vil indrømme at fanatiske islamister har indledt en kamp til døden mod vort land og vor civilisation?

(Merah, Charlie, le Bataclan, Magnanville, et maintenant Nice… Combien de temps avant que nos yeux se dessillent? Combien d’attentats sauvages, de massacres aveugles avant que nos dirigeants se résignent à admettre que le fanatisme islamiste a engagé une lutte à mort contre notre pays et notre civilisation?)

Redaktøren ser hvad resten af Frankrig også ser: De er i krig.

“Vi er i krig!”, Sådan, nu er det sagt. Efter mange omsvøb er begrebet nu på alles læber.

Men han er ikke imponeret over våbnene franskmændene har valgt:

“Til våben, borgere,” råber vi, men vore våben er stearinlys, hashtags, processioner og spidsfindigheder i vores lovgivning.

Vi lader vore grænser være åbne (vore frontlinjer, siger soldaterne) for fjenden. Jihad-rekruttererne kan ustraffet forkynde deres had-ideologi i moskeer finansieret af fjenden. “Forrædere” som drog af sted for at kæmpe i Syrien bliver modtaget med en smule “de-radikalisering”. De kan danne femtekolonne fordi de ikke har “begået nogen forbrydelse endnu”.

Han er opgivende.

Krig? Hvilken krig? Vi lever som om der var fred!

Hollandes undtagelsestilstand giver han ikke meget for. Den hindrer ingenting. Kalifatets soldater fører ikke med nogen halvvejs-krig. De møder vore åbne arme og dræber vore sønner og kære og vi tilbyder juridisk beskyttelse til dem som vil udslette os, skriver han.

Brézet siger at politiet må bevæbnes yderligere, også militærpolitiet og så må vi opgive den perverse”leve sammen”-ideologi som gør at ethvert tiltag mod radikal islam bliver forstået som anledning til yderligere radikalisering af muslimer.

Denne krig blir lang siger Brézet, og vi vil møde flere nederlag. Så der er ingen tid at spilde. Der må handles nu hvis vi skal standse den dystre klagesang: Merah, Charlie, le Bataclan, Magnanville, Nice…

Le Figaro