Oppositionen i Tyrkiet støttede Erdogan i nødens stund. Vil de få betalt for sin lojalitet? Erdogan undgik samme skæbne som sin islamistiske modpart i Egypt, Morsi.

Det skyldes til dels kupmagernes amatørskab. De lod Erdogan slippe til i medierne slik at han kunne mobilisere tilhængerne.

Yaroslav Trifomov i Wall Street Journal siger, han fik støtte, men glemmer at spørge hvad slags støtte.

Folkemængden råbte Allahu Akbar! TV2 oversatte pligtskyldigst Gud er stor! uden at kommentere hvad det betyder: at Erdogans tilhængere er religiøse. De døde kaldes martyrer. Moskéerne mobiliserte til modstand.

Hvorfor vover ikke Trifomov at tænke tanken at dette ikke er et tegn på demokrati, men det modsatte? Erdogans nye islam-nasjonalisme, minder om nasjonalsosialisme.

Det vi ser er en islamistisk mobb og Erdogan kommer til at bruge den. Han kommer ikke til at strække ud en hånd til kurderne, slik Trifomov teoretiserer om.

Tvertom. Som Trifomov selv sier: Det kan være han kommer til at rykke frem for at få det præsidentstyre han drømmer om, som i realiteten vil gøre ham til diktator.

Det vil være Erdogans payback til alle sine modstandere. Europa og USA inklusive.

The big question, however, is how will Mr. Erdogan’s relationship with the country’s political opposition, which backed him in his hour of need, be transformed. So far, his priority has been to achieve constitutional changes that would further marginalize that opposition and expand his executive powers as president to near-dictatorial levels, a plan for which he lacks the necessary parliamentary majority.

With his new image as the savior of Turkey’s constitutional order, Mr. Erdogan may be tempted to seize the momentum and push through with these executive presidency plans. Or he may choose to use the occasion to build bridges to his political opponents, including the Kurdish HDP, and consolidate the Turkish democracy that has shown itself to be so fragile. Mr. Erdogan has not yet given an indication of what path he will choose. He wasn’t, however, known for building bridges in the past.

Den sikkerhedspolitiske ekspert Jan Techau, der leder tænketanken Carnegie Europe i Bruxelles, tror EU bare kan glemme en demokratisk Erdogan:

Det er tydeligt, at Erdogan vil benytte lejligheden til at slå endnu hårdere ned på dem, der står i vejen for ham,« vurderer Jan Techau.

»Sandsynligheden for, at Tyrkiet bliver mere demokratisk, er lig nul. Det vil sandsynligvis gå ned ad bakke herfra,« siger han.

Så hvorledes kunne vestlige ledere fejlbedømme situationen og stille sig solidarisk med Erdogan? Ville det ikke vært klogere at forholde sig afventende?

Berlingskes Kristian Mouritzen har talt med en amerikansk sikkerhedskilde, der taler et helt andet sprog end frasene John Kerry kommer med:

»Det er det værst tænkelige scenario for den vestlige verden«, siger en amerikansk kilde til Berlingske.

»Det er Europa, der er i fare lige nu med det, der sker i Tyrkiet«, siger han.

Men hvorfor er der ingen vestlige ledere der giver udtryk for denne uro, som mange vestlige borgere føler?

Se om det ikke kommer frem et motiv, der kan skabe sympati for de militæres indgripen?

Som Soner Cagaptay, forsker ved Washington Institute for Near East Studies, siger til en række amerikanske medier, så er militæret bekymret for islamiseringen og »den katastrofale« udenrigspolitiske kurs, som Erdogan har ført.

»Det har gjort militæret i Tyrkiet mere end bekymret, fordi de stadig ser sig som vogtere af den demokratiske forfatning. At der så også har været et søgelys rettet mod militæret fra Erdogans side spiller selvfølgelig også ind«, siger Cagaptay til den amerikanske tv-station CNN.

David E Sanger er en journalist i New York Times der ved hvad det handler om. Det er ikke så mange af dem. Det er visse ting han ikke kan sige, men han er på riktig spor:

The coup attempt “presents a dilemma to the United States and European governments: Do you support a nondemocratic coup,” or an “increasingly nondemocratic leader?” said Richard N. Haass, the president of the Council on Foreign Relations, where Mr. Erdogan has often come to talk with Americans influential in the relationship between the two countries.

Amerikanerne ved ikke længere hvad der foregår i verden. Tør det have noget at gøre med Obama-administrationens indstilling og syn på verden?

Of the many intelligence failures that surrounded the Arab Spring uprisings five years ago, the coup in Turkey may soon be added to the list. A senior administration official who deals with Middle Eastern issues said that American diplomats and intelligence agencies were, before Friday, near unanimous in their view that a coup attempt was highly unlikely there.

Hvor USAs politik skulle været, er der i dag et stort, gabende hul: Erdogan var en af Obamas mest betroede udenlandske ledere, en af dem han konsulterede oftest. For tre år siden begyndte de negative træk ved islamiseringen at blive meget tydelige. Specielt når det gjaldt fraterniseringen med IS. Men Obama har ikke klart at stille Erdogan til væggs.

But for the past three years Mr. Erdogan’s crackdowns have become an increasing embarrassment to his NATO allies. His efforts to veer toward Islamism and crack down on the news media and opposition groups have left American officials caught between their instincts to support democracy and their reliance on an increasingly authoritarian leader.

Grunden til hjælpeløsheden er at Obama ikke har noget svar på den islamistiske trudsel. Han bagatelliserer IS, og islamisme vil han helst ikke tale om.

Vesten går på tomgang og har ingen politik overfor den største trudsel i vor tid.

http://www.wsj.com/articles/turkeys-erdogan-avoids-fate-of-egypts-morsi-1468672547

http://www.b.dk/globalt/ekspert-om-kupforsoeg-i-tyrkiet-nu-bliver-alt-svaerere-for-eu

http://www.b.dk/globalt/det-er-det-vaerst-taenkelige-scenario-for-den-vestlige-verden

http://www.nytimes.com/2016/07/16/world/europe/erdogan-turkey-coup-us-fear.html?action=click&contentCollection=Europe&module=RelatedCoverage&region=Marginalia&pgtype=article